Artiklen er sponseret af Lessor.

Lessor dropper centralistisk styring i agil satsning

16. december 2021 kl. 12:55
Lessor dropper centralistisk styring i agil satsning
Illustration: Jeppe Carlsen.
Kubernetes, Kotlin, Flutter – Lessor tager nogle af de nyeste værktøjer i brug for at sikre den kortest mulige vej fra ide til release. De knap 200 løn- og HR-eksperter i Allerød er midt i en agil transformation, drevet af vækst, kundekrav og amerikanske investeringer.

Som nyansat i Lessor er det spændende tidspunkt at starte på, mener Dina Jaspers og Peter Valdemar Mørch. Virksomheden er midt i en omfattende agil transformation.

»Tidligere var vi en applikations-orienteret virksomhed med en kultur som i en klassisk driftsorganisation. Nu udvikler vi os hen imod en produkt-orienteret udviklingsorganisation, der arbejder team-baseret med fokus på scrum, agilitet og ”reduced cycle time”«

Sådan beskriver Transformation Manager Dina Jaspers de seneste to-tre års udvikling i Lessor, der udvikler løsninger til lønadministration, HR, tidsregistrering og vagtplanlægning. Efter 45 år som centralistisk styret familieejet virksomhed, er Lessor nu amerikanske Paychex’s europæiske brohoved med fokus på nyudvikling, ekspansion og forandringsledelse.

Dina Jaspers er en af nøglepersonerne i Lessors transformation, væk fra funktionsopdelte enheder hen imod end-to-end udvikling, med stærkt fokus på brugeroplevelse og kunderejse.

Kort om Lessor

Familiejet virksomhed fra 1972 - I dag en del af Paychex.

Antal medarbejdere: ca. 200 (inkl. Emply)

Antal medarbejdere i it-organisationen, Digital Business Solutions: 82

Primære kodesprog: Java og .NET

Kontorer: Allerød, Glostrup, Vejle og (snart) København

Højt til loftet, rare og fagligt dygtige kollegaer og en respektfuld kultur.

»Vi er i fuld gang med at rulle et scrum-baseret framework ud i vores organisation. Udviklerne organiseres i tværfaglige teams, der arbejder efter agile metoder. Typisk er det teams på mellem 8 og 10 personer, der rummer repræsentanter for hele værdikæden. Vores agile transformation handler om udviklingshastighed og Minimum Viable Product. Jo hurtigere vi kommer fra ide til marked, jo bedre. Vores udviklingstid har været for lang, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at gøre den kortere, så kunderne hurtigt får glæde af det vi laver«, fortæller hun.

Dina Jaspers, Transformation Manager, har tidligere arbejdet med forandringsledelse og agil coaching i bl.a. Group IT, TDC og Nuuday.

Europæisk vækst

Ifølge Dina Jaspers er en øget udviklingshastighed et afgørende element i Lessors nye vækststrategi. Virksomhedens ejer Paychex, der håndterer lønudbetalinger for hver 12. amerikaner i den private sektor, investerer kraftigt i at gøre Lessor til brohoved på det europæiske marked for HCM-løsninger (Human Capital Management).

Lige nu søger Lessor bl.a. en Java-udvikler, en it-sikkerhedsarkitekt og en Flutter app-udvikler. Og der kommer løbende nye jobopslag til.

It-arkitekt Peter Valdemar Mørch forklarer:

»Vi har brug for mange forskellige profiler. Det er både specialister, der sætter en ære i kende alle detaljer, når det drejer sig om løn, aftaler med fagforeninger, myndighedskrav og den slags. Samtidig har vi også brug for folk, der fungerer som tekniske generalister.«

Tværfaglige teams

Vælger man at søge job hos Lessor kommer man til at arbejde sammen i små, tværfaglige teams. Det giver ifølge Peter Valdemar Mørch god mening, ikke kun set fra et forretningsmæssigt synspunkt, men også fra et teknisk:

»Markedet kræver, at systemerne skal hænge bedre og bedre sammen. Kunderne forventer, at systemerne kan integrere med hinanden. Det gælder ikke kun Lessors egne løsninger, men også tredje-parts produkter. For at kunne løse den slags opgaver skal man arbejde sammen på tværs.«

Lessors amerikanske ejer Paychex investerer kraftigt i at gøre Lessor til brohoved på det europæiske marked for HR-systemer

Peter Valdemar Mørch er medlem af Lessors team af it-arkitekter. Hans titel er Architect for New Technologies og han er bl.a. ansat til at eksperimentere.

Peter Valdemar Mørch, Architect for New Technologies og medlem af Lessors team af it-arkitekter. Peter har fokus på udvikling af næste-generations software arkitektur, bl.a. Docker og Kubernetes, mikroservices, sikkerhed og single sign-on.

»Vi er et firma, der laver løn- og HR-systemer. Det kræver stabilitet og kontinuitet, men samtidig har vi brug for at udvikle os og afprøve nye værktøjer. Jeg er en af dem, der har fået som opgave at prøve nye teknologier af og lave proof-of-concepts. Nogle af vores eksperimenter lykkes, andre gør ikke. Men hvis man ikke tager en risiko og prøver noget nyt, så kommer man ingen vegne. Derfor er det også helt OK at forsøge sig med noget, som så viser sig ikke at holde. Det skal der være plads til.«

OAuth 2, Kubernetes og Kotlin

Blandt de seneste tekniske tiltag i Lessor er udrulningen af Identity Management teknologien OAuth 2. Det er en åben standard for adgangshåndtering, der anvendes af bl.a. Google, Facebook og Microsoft og som sikrer, at brugeren kan have Single Sign-On mellem Lessors forskellige produkter.
Desuden er man i gang med at implementere open-source platformen Kubernetes til orkestrering og håndtering af container-baserede applikationer. Implementeringen er i fuld gang, og ifølge Peter er man kommet hurtigt i drift med Kubernetes, ikke mindst sammenlignet med hvad andre har formået.
Desuden arbejder man med programmeringssproget Kotlin og Googles open source-værktøj til app-udvikling, Flutter.

»Som nyansat er det et spændende tidspunkt at komme ind i virksomheden på, understreger Dina Jaspers. Vi er i gang med en agil transformation, der berører hele organisationen. Den går gennem marv og ben og omfatter alle niveauer, inklusive mellem- og topledelsen. Samtidig er Lessor en arbejdsplads med mange dygtige mennesker, der respekterer hinanden og kan li’ at arbejde sammen. Og det kan mærkes herinde. Vi har en god kultur og nogle stærke værdier, bl.a. innovation, ansvarlighed og respekt. Det er ikke bare ord på en PowerPoint. Det er noget vi praktiserer hver dag«

Debatten er slået fra på dette indhold