Sponseret indhold

"Jeg kunne stille mig på et gadehjørne overalt i verden og have et job inden for 10 minutter"

En klar satsning på IT-sikkerhed og de helt rigtige certificeringer har givet Tom Stampe stort set frit valg på jobhylden. Men det har også krævet en del af ham selv gennem årene.
Af TECH RELATIONS for Atea
Tom Stampe er en af bare en håndfuld danskere, der er blevet inviteret til Cisco SEVT konferencen, hvor han i en hel uge bliver klædt på med alt det nyeste inden for sikkerheds features og software-releases. Når han kommer tilbage bruger han en del tid på at bringe den viden videre til både kollegaer og kunder. Illustration: Jeppe Carlsen

I de fleste karrierer er der én beslutning, som viser sig at få stor betydning.

For Tom Stampe dukkede det afgørende spørgsmål op for godt tyve år siden, da han var ansat i TDC (dengang Tele Danmark) og det gik op for ham, at han måtte beslutte sig for om han ville specialisere sig inden for telefoni eller IT-sikkerhed. I en tele-gigant som TDC kunne svaret synes åbenlyst.

”Men jeg synes det var mere oplagt, at når nu alt blev forbundet i netværk og især med internettet, så var der en ny forretningsmodel, som handlede om at sikre hele den infrastruktur. Allerede dengang var det klart, at erhvervslivet var dybt afhængige af, at deres kommunikation, deres udveksling af data og deres forbindelser udadtil kørte sikkert.”

Det viste sig at være en præcis forudsigelse.

”Kriminalitet er – som alt andet – blevet digitaliseret, og sikkerhedsbranchen er blevet enormt stor og spændende, så det valg har jeg aldrig fortrudt,” kommer det uden tøven fra Tom Stampe.

Beslutningen førte til en længere karriere i IT-branchen, hvor han har hentet erfaringer hos fem forskellige firmaer. I 2012 havnede Tom Stampe hos Atea, og her fik han lov til at tage et kursus, som bragte ham et afgørende skridt op af karrierestigen.

Certificeret på højeste niveau

”Jeg lavede en aftale med Atea om, at jeg kunne tage en CCIE Security certificering, som er temmelig omfattende og ret krævende. Reelt er det nok en af de højeste certificeringer man kan få,” siger Tom Stampe.

Han forklarer:

”Det er en uddannelse, hvor de anbefaler, at man har mindst 10 års erhvervserfaring før man starter, og hvor der er en teoretisk prøve for at opnå adgang til den praktiske prøve. Det tog mig 1½ år at gennemføre, og i lange perioder sad jeg derhjemme og læste. Undervejs var jeg på boot-camp i San Jose i USA for at ”træne” forud for den endelige test i Bruxelles. Samlet set kostede det nok 250.000 kr. i certificering og tabt arbejdstid, så det er noget af en investering fra Ateas side.”

Men Tom Stampe er virkeligt glad for de mange kræfter, han brugte på uddannelsen.

”Det var en ny verden, der åbnede sig både vidensmæssigt og netværksmæssigt. Det er også blevet en uddannelse, som nogle kunder forlanger, at man har i huset, fordi det vidner om et højt vidensniveau.”

Tom Stampe er på mange måder ret afdæmpet i sin retorik, men han er godt klar over værdien af at have efteruddannet sig inden for et område, hvor der i forvejen er mangel på folk.

”Jeg kunne stille mig på et gadehjørne overalt i verden og have et job inden for 10 minutter,” konstaterer han med et let smil.

Fik fuldstændigt frie hænder

Efter en håndfuld år hos Atea var han i 2018 ude og vende hos et andet firma som Senior IT-specialist, men allerede året efter fik han et tilbud fra Atea, der var for godt til at sige nej til.

”Jeg fik en fantastisk stilling, hvor jeg selv fik lov til at sammensætte mine opgaver.”

På papiret er han ansat i konsulentafdelingen, men han fik fra starten mulighed for at deltage på tværs hos både marketing- og alle salgsafdelingerne for at se, hvor han bedst kunne hjælpe til.

”I dag får jeg lov til at være med i hele processen, hvor jeg både rådgiver, designer og udfører opgaver ude hos vores kunder,” fortæller Tom Stampe. Den frihed og den kombination passer ham ekstremt godt.

To priser og en vigtig kunde der blev fastholdt

Tilsyneladende er både chefer og kunder også godt tilfreds med hans indsats. Inden for det seneste år har han vundet hele to priser – dels en intern pris som ”Årets konsulent” hos Atea Enterprise og dels en ekstern pris fra Cisco.

”Vi havde en kunde, der stort set var på vej ud af døren. De følte ikke, at de fik value-for-money, og vi havde hørt på vandrørene i branchen, at de var begyndt at undersøge andre muligheder. På et tidspunkt blev vi indkaldt til et krisemøde, hvor jeg fik lov til at komme med,” fortæller Tom Stampe.
På det tidspunkt i processen er det som regel for sent at gøre noget.

”Men det lykkedes at hjælpe i samarbejde med gode og kompetente kolleger, så vi ikke blot beholdt kunden, men i dag er der hele fem Atea-ansatte, der arbejder med opgaver hos dem.”

Ved siden af arbejdet med hans kerne-kunde hjælper han til med brandslukningsopgaver og han repræsenterer af og til Atea som taler på forskellige konferencer, hvor målet er at fortælle om nye sikkerhedsprodukter og skaffe nye leads til organisationen.

Ambitiøs – også med det gamle bat

Man skal ikke tale længe med Tom Stampe, før det bliver klart, at han bruger en del af sin tid på at træne, og det foregår med samme ambitiøse tilgang som med arbejdet.

”Jeg plejede at spille både bordtennis og badminton på ret ambitiøst plan for 30 år siden, og for nylig hentede jeg det gamle, slidte bat frem fra gemmerne igen. Jeg fandt både interessen for det sociale, og det viste sig, at jeg stadig havde teknikken,” konstaterer han med et smil.

At han også er blevet landsmester i bordtennis i hans egen aldersklasse gør ikke stoltheden mindre.

I dag kombinerer han fodbold, bordtennis og en tur i fitnesscenteret, og man fornemmer, at han gerne så, at der var plads til flere træningstimer i ugeskemaet. Det bliver der næppe, for der er rigeligt at se til på jobbet.

”Atea er sådan en virksomhed, der er i konstant fremdrift. Man forsøger hele tiden at omstille sig til de trends, der er på vej. Det er meget dynamisk og meget fedt. Og så må man tage med, at det i perioder også er lidt hektisk, siger Tom Stampe.”