Your privacy or your life?
Marevan
Det er onsdag aften kl. 18:37. Overlæge Jensen på kirurgisk afdeling er netop kommet fra pause, da hun modtager information om at en ældre, bevidsløs akutpatient er på vej ind med ambulance. Patienten, der via sit sygesikringsbevis identificeres som Martha Hansen på 79, har alvorlige læsioner som følge af en trafikulykke, herunder indre blødninger. Meget tyder på at også milten er skadet og må fjernes.
Patienten beskrives som overvægtig og overlæge Jensen mistænker at denne måske er i behandling med antikoagulerende medicin for at forebygge blodpropper. Mens patienten ankommer til hospitalet, slår Jensen patitentens medicinhistorik op i sit medicinmodul.
It-systemet har ikke nogen registreret relation mellem overlægen og Martha Hansen og informerer om at der kun kan gives akutadgang i henhold til værdispringsreglen, Sundhedslovens §42 a, stk. 5. Systemet skriver desuden, at Jensens aktiviteter vedr. patienten vil blive genstand for særlig registrering og opfølgning.
Overlægen accepterer og får derpå vist fru Hansens medicinhistorik, der bla. viser at hun som mistænkt er i antikoauglationsbehandling med præparatet "Marevan". At foretage en operation vil derfor være risikabelt fordi det måske vil være umuligt at standse blødningen med mindre antikoagulationsbehandlingen neutraliseres.
Da patienten ankommer til operationsstuen, neutraliserer overlægen straks den antikoagulerende behandling og foretager kort efter en succesfuld operation.
Patienten overlever.
Sundhedsloven
Danmark har fået en ny Sundhedslov (lov nr. 431 af 8. maj 2007), der udtaler sig om it-anvendelse i sundhedsvæsenet og elektroniske helbredsoplysninger, og som uden al for megen megen virak trådte i kraft den 1/10-2007.
Den nye lov er på mange måder mere programmørvenlig end den gamle bla. fordi reglerne for hvornår en sundhedsfaglig må indhente oplysninger om en patient er ændret: Før 1/10 krævede det kort fortalt et såkaldt samtykke fra patienten, dvs. en aktiv godkendelse før en læge måtte se en patientjournal. En patient kunne desuden give negativt samtykke til hele eller dele af en journal, et mareridt programmeringsmæssigt men med stærk beskyttelse af persondata.
Efter 1/10 skal en patient aktivt sige fra for at undgå at en sundhedsfaglig må se data. Den sundhedsfaglige skal dog stadig have patienten i behandling før det er tilladt at tilgå patientoplysningerne f.eks. via værdispringsreglen og loven åbner således ikke for et tagselvbord omend den er noget mere lempelig og lettere at it-understøtte.
Adgang til data i sundhedssektoren er en balancegang mellem to hensyn. På den ene side er der patientens krav på at personlig information kun videregives til sundhedspersonale, der retmæssigt må set det. På den anden side står hensynet til patientens liv og førlighed som i eksemplet fra før.
Sundhedsloven prioriterer liv og førlighed over hensynet til privatlivets fred, hvilket i min optik er det eneste rigtige. Det betyder så at vi som it-professionelle i sundhedssektoren skal lægge os i selen for at styrke sikkerheden så behandlere kan få præcis den information de har brug til tiden samtidig med at risikoen for misbrug minimeres.
Det er bare ikke trivielt.
EPJ-systemer er pålagt at logge al adgang til personhenførbare data (hvem, hvad, hvornår, hvorfor). Det er godt, men man må bare ikke bilde sig ind at det er nok at logge. Hvis loggen skal have nogen effekt skal der følges op på den og i særdeleshed når værdispringsreglen og lignende kraftfulde funktioner tages i anvendelse.
Og selvom myndigheden selvfølgelig skal følge op på loggen, hvem er så bedre til det end patienten selv? Sundhedslovens §42 c, stk. 2 bemærker da også at det skal afklares hvordan dette kan blive muligt og af en oversigt over de juridiske rammer for adgangen til EPJ fra Sundhedsstyrelsen i sommer kan man læse at dette skal være afklaret inden udgangen af 2008.
Det ser jeg frem til!
Glædelig jul.
