I dag havde jeg en meget informativ telefonsamtale med Erhvervsstyrelsen. Jeg havde spurgt til det typiske forløb for en klagesag vedrørende cookiebekendtgørelsen. Det førte til en længere samtale.
Styrelsen fortalte blandt andet, at de fører et dialogbaseret tilsyn med cookiebekendtgørelsen. Det vil sige, at hvis de bliver opmærksomme på en overtrædelse af reglerne, enten på baggrund af en klage eller på eget initiativ, så vil de rette henvendelse til hjemmesidens ejer og bede om at få bragt forholdet i orden. Det har de hidtil haft held med, så der er til dato ikke uddelt en eneste bøde i henhold til cookiebekendtgørelsen, som trådte i kraft i 2011.
Det er godt nyt for de virksomheder, der overtræder reglerne med forsæt, såsom Berlingske Media. De kan med sindsro fortsætte deres lovbrud, indtil Erhvervsstyrelsen en dag banker på og mindeligt beder dem overholde loven.
Hvis man kigger ud over det danske internetlandskab, ser bekendtgørelsens teoretiske mulighed for bøder da heller ikke ud til at have den store præventive virkning.
Vi klager over TV 2
Så er der jo ikke andet for, end at vi må skrive en klage. Jeg lader Berlingske Media i fred for en stund. Til gengæld har jeg længe haft en høne at plukke med TV 2, der heller ikke har meget til overs for deres brugeres privatliv. Jeg har været i dialog med dem siden marts, men denne dialogbaserede tilgang har indtil videre ikke ført til noget. Måske tager de en henvendelse fra Erhvervsstyrelsen mere alvorligt.
TV 2 er et statsligt aktieselskab. Ved at blæse på reglerne i cookiebekendtgørelsen kan TV 2 alt andet lige sælge annoncepladsen på tv2.dk til en højere pris. De private aktører i mediebranchen er presset på økonomien pga. coronakrisen, så unfair konkurrence fra en statsejet virksomhed er det sidste, de har brug for.
TV 2’s lovbrud går således ikke kun ud over deres brugere men også deres konkurrenter. Det er ikke i orden.
Jeg har skrevet følgende udkast til klage, som jeg vil sende til Erhvervsstyrelsen engang i næste uge. Feedback modtages med afsprittet kyshånd i kommentarfeltet. Jeg opdaterer med den endelige version, når jeg når så langt, så den kan bruges som skabelon eller inspiration for de læsere af bloggen, der selv ønsker at indsende en klage over et website.
Kære Erhvervsstyrelsen,
Jeg ønsker hermed at klage over TV 2 Danmark A/S, CVR-nr. 10413494, for deres overtrædelse af cookiebekendtgørelsen på deres website, tv2.dk.
Jeg skrev til TV 2 den 17. marts 2020 og gjorde opmærksom på problemet. De oplyste, at de var ved at »gennemgå alle cookie-opsætninger i hele TV 2s univers«, og at »implementeringen vil ske så hurtigt som det nu er muligt under de gældende omstændigheder«. Det er åbenbart ikke særlig hurtigt. Der er nu gået næsten tre måneder siden min første henvendelse, og et halvt år siden Erhvervsstyrelsen udgav sin vejledning til cookiebekendtgørelsen. Så lang tid bør det ikke tage at rette ind efter den nye vejledning, især ikke for en stor virksomhed som TV 2, der råder over en stor it-udviklingsafdeling. Derfor anmoder jeg nu Erhvervsstyrelsen om at tage affære.
For at få adgang til sitet, har jeg ingen anden mulighed end at trykke OK og derved give samtykke til brug af cookies (en cookiemur). Et sådan samtykke er ikke afgivet frivilligt, jf. EDPB’s vejledning til samtykkekravene i GDPR, og derfor er det ikke gyldigt.
Når jeg trykker OK, bliver der sat endnu flere cookies, herunder en del som benyttes til målrettet annoncering. Indsamlingen, udvekslingen og anvendelsen af adfærdsdata til målrettet annoncering er generelt meget omfattende og sofistikeret. Dette forhold nævner jeg, da det af den ældre udgave af Erhvervsstyrelsens vejledning til cookiebekendtgørelsen fra april 2013 fremgår, at effekten på brugernes privatliv vil blive tillagt særlig vægt ved styrelsens tilsyn med bekendtgørelsen.
tv2.dk havde i marts 2020 en halv milliard sidevisninger. Annonceindtægterne fra sitet må derfor antages at være betragtelige – indtægter der vel at mærke er baseret på et ulovligt grundlag. Jeg opfordrer til, at indtægternes størrelse tages med i betragtning ved udmåling af en eventuel bøde.
Jeg anmoder hermed Erhvervsstyrelsen om at træffe de nødvendige foranstaltninger over for TV 2.
Med venlig hilsen
Christian Schmidt

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.