Kriminaliteten er faldet under coronakrisen. Blandt andet er antallet af indbrud faldet markant – naturligt nok.
En anden form for berigelseskriminalitet fortsætter dog for fuld styrke. Trods dronningens appel om, at vi alle udviser samfundssind, fortsætter mediebranchen ufortrødent med at jonglere med cookies og persondata uden gyldigt samtykke. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.
Folketinget har endda vedtaget en hjælpepakke, der kompenserer medierne for den nedgang i annonceindtægter, som nedlukningen af samfundet medfører. Indtægter som vel at mærke i stort omfang stammer fra ulovlige aktiviteter.
Jeg har al mulig sympati for den danske mediebranche, og selvfølgelig skal vi hjælpe dem gennem krisen. Det ville være dejligt, hvis de kvitterede med at overholde landets love og respektere deres læseres rettigheder.
Men hvad er det da, de gør? Lad os se på en tilfældig af de vanekriminelle.
Den levende
Når jeg besøger Politiken.dk for første gang efter at have slettet cookies, bliver jeg mødt af et overlay, hvori de informerer om deres brug af cookies og beder om mit samtykke til, at deres annoncører kan behandle min persondata.
De skriver, at jeg ved at “klikke mig videre” accepterer deres brug af cookies – den går ikke, Granberg. Et samtykke skal være udtrykkeligt. Det fremgår af den opdaterede vejledning til cookiebekendtgørelsen, som Erhvervsstyrelsen udgav i december 2019.
Jeg kan trykke OK for at give mit samtykke til behandling af personoplysninger, men det kræver adskillige klik for at få adgang til sitet uden at give dette samtykke – det må det ikke. Det præciserede Datatilsynet i DMI-afgørelsen.
Allerede inden jeg har givet samtykke til noget som helst, har de sat over 25 cookies, bl.a. tredjepartscookies fra annoncenetværket Adform – det må man ikke. Det fremgår også af Erhvervsstyrelsens vejledning.
For at komme videre uden at give samtykke, trykker jeg på Mere information. Nu får jeg vist en række felter, der repræsenterer forskellige behandlingsformål – personalisering, statistik, annoncevisning og “Google” (som åbenbart er et separat formål). Disse felter er forudafkrydsede – det må de ikke være. Det står ordret i betragtning 32 i præamblen til GDPR.
Der er også et link til en liste over avisens samarbejdspartnere, der modtager mine persondata. Listen rummer 593 firmaer. Der er også et link til en anden liste over Googles samarbejdspartnere, der åbenbart også modtager mine persondata. Denne liste rummer svimlende 1572 firmaer!
Det ønsker jeg naturligvis ikke at give mit samtykke til, så jeg trykker Afvis alle og derefter Gem. Men hov! Der bliver sørme ved at dukke cookies op, herunder også tredjepartscookies fra Google (og dermed deres 1572 samarbejdspartnere), som jeg jo lige har sagt nej til må behandle mine persondata – det går altså ikke.
Alt dette har jeg beklaget mig over til Politiken. De fortæller, at de arbejder på højtryk for at løse problemet. Dog indtil videre uden synligt resultat.
Jamen, de andre gør det også
JP/Politikens Hus er ikke de eneste, der bryder loven. Det gør stort set alle andre mediehuse også.
Mange af dem bruger standardsystemer til at håndtere indhentning af samtykke, som gør det nemt at tilpasse formularen. Mange udgivere ville på få minutter kunne rette op på mange af ulovlighederne.
Men det er en nok en bedre forretning at lade være.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
