Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Udvikler bag prisvindende golf-spil: Godt design kan få spilleren til at bryde ud i overrasket latter

Af Anne Clausen2. september kl. 12:16
Anne Clausen
Anne Clausen fra spilstudiet Triband er Game Director på 'What the golf?' Illustration: Triband.
Anne Clausen, der er Game Director på det succesfulde comedy-golf spil, 'What the golf?', giver i denne spiludvikler-blog sit bud på, hvordan spildesigneren begynder at se spillet med spillerens øjne, og hvordan det kan hjælp med at skabe overraskende og sjove øjeblikke.
Artiklen er ældre end 30 dage

Når jeg fortæller folk, at jeg er spildesigner, siger de noget i retning af »hvad er det?«. Og når jeg så har forklaret, at jeg designer systemer, regler, og baner til computerspil, har jeg mere end en gang oplevet, at de følger op med: »Men hvad er så dit rigtige arbejde?«.

Men hvis jeg skulle give et lidt dybere svar på, hvad en designer egentlig laver, og hvad der gør en designer god, så er det, at det er en person, der forstår at tale sammen med spilleren.

Det er lidt som, når jeg ser min 3-årige komme gående med et glas vand, og bare kan se den der sok, der ligger på gulvet, som han ikke har lagt mærke til, og som han om lidt skvatter i. Det er den samme tænkning, vi bruger som spildesignere.

WHAT THE GOLF?

'WHAT THE GOLF?' er et comedy-golfspil for folk, der hader golf. 

Det udkom som en del af lanceringstitlerne på Apples spilabonnement til iOS-enheder, Apple Arcade, tilbage i 2019. 

Det fik stor international kritikkerros og vandt blandt andet 'årets spil' ved Spilprisen 2020 og var også nomineret til en BAFTA-pris. 
 

WHAT THE GOLF?
Illustration: Triband.

Mange designere har måske allerede den der intuition, og det er derfor, de er dygtige designere til at begynde med. Men det er i den grad også noget, man kan træne. I spiludvikler-kredse hører jeg ofte om, hvor vigtigt det er at playteste. Men jeg tænker ikke nødvendigvis på en playtest som en test af den konkrete bane eller spilmekanik, jeg putter i hænderne på spilleren. For mig er det mere en øvelse i at se mit spil med andres blik. Hvad ligner det her, set med en spillers øjne? Ligner det for eksempel noget farligt, man skal holde sig på afstand af? Eller ligner det noget, man kan samle op? Hvad bliver de draget af, hvilke forudindtagelser har de? Den eneste måde at lære det på er ved at se rigtig levende mennesker spille ens spil, igen og igen og igen.

Hvad forventer spilleren? 

Når jeg overværer en playtest, er det mindst interessante at høre spillernes ideer til, hvad jeg burde gøre med spillet. Jeg kigger derimod rigtig godt efter, hvordan de spiller spillet. Hvad bliver de draget af? Hvad prøver de af? Hvad orker de ikke? Hvad er det de ikke gør?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er noget, jeg i den grad har haft brug for at tænke over, når jeg har designet til ’WHAT THE GOLF?’. For altså nu står der godt nok, at jeg er Game Director på ’WHAT THE GOLF?’. Og det er ikke fordi, det er forkert, det er bare med den lille parentes, at jeg først blev en del af firmaet bag, Triband, efter spillet var lavet færdigt. Til gengæld har jeg været med til at lave samtlige opdateringer. Og det har krævet mange timers analyse af det eksisterende spil, at komme til et sted, hvor jeg kan sætte fingeren på, hvad en god ’WHAT THE GOLF?’-bane er lavet af.

Og det er en ting, der er meget central for ’WHAT THE GOLF?’. Forståelsen af hvad spillerne forventer. For kun når man ved, hvad de forventer, kan man vende det på hovedet og give dem noget helt andet. Du skyder din golfbold hen til et flag? Godt arbejde. Du klarede banen. Så kommer en ny bane - igen med et flag. Spilleren skyder hen mod flaget, men flaget rykker sig pludselig og stikker af fra bolden. Og det er her, det første grin kommer. For i spillerens hoved havde vi en aftale om, at i et golfspil bliver flag stående, hvor de står, og så skal bolden derhen.

Vi driller spilleren, og det er super vigtigt for os, at vi kan grine MED spilleren og ikke AF spilleren. Et eksempel er, at vi lægger de svære dele af en bane tidligt, så spilleren ikke når nææææsten i mål, for derefter at blive majet af banen af en løbsk bil eller lignende.

Spænding og forløsning

WHAT THE GOLF? er et comedy-spil. Jeg ved egentlig ikke, hvor officiel en genre det er, men hvis jeg nu skriver det her, kan det være vi kan blive enige om, at det burde det være! Et helt centralt element i comedy er spænding og forløsning. Standupkomikeren, der siger noget, der lyder tabubelagt eller ubehageligt, publikum der bliver utrygge, hvorefter komikeren udløser spændingen med en punchline, der vender hele situationen på hovedet. (Er man interesseret i at vide mere om comedys virkemidler kan jeg forresten anbefale Hannah Gadsby’s show “Nanette” på Netflix).

Men hvordan oversætter man det til et spil? Hver bane i ‘WHAT THE GOLF?’ Slutter med et eller flere ord, der bliver vist på skærmen, og nogen gange er det her, joken befinder sig. For måske skal du til at skyde bolden afsted, og pludselig er det hullet på golfbanen, du skyder med i stedet. Og måske skal det hul så ikke hen til et flag, men ned i et større hul, der er formet som et 1-tal. Spilleren er typisk perpleks. Det her er super underligt. Hvad foregår der? jeg forstår ingenting? Hvis du ser folk streame den her bane, er det tit her, de siger noget i retning af et tøvende “whaaat?”. Utrygheden er indtruffet. Men når spilleren når målet, og hullet ryger ned i 1-tallet, viser skærmen punchlinen »HOLE IN ONE«. Spilleren griner, og spændingen er udløst.

WHAT THE GOLF?
Illustration: Triband.
Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger