Udacity, Khan Academy og Coursera - fremtiden for efteruddannelse?
Fremtiden for efter-uddannelse? Et bud kunne være de mange online undervisnings portaler såsom Udacity, Khan Academy og Coursera.
Da jeg studerede havde jeg mange kvaler i forhold til at blive færdig, fordi det betød enden på gratis undervisning (og min deltagelse i et godt studiemiljø). Studiemiljøet er jeg alligevel blevet for gammel til at kunne følge og mine overvejelser omkring manglen på gratis undervisning kunne jeg have sparet mig. De nævnte portaler leverer mere end nok interessant materiale til at jeg kan stille min tørst efter universitetsuddannelse i mange år. Jeg følger i øjeblikket kurset i Machine Learning på Coursera med stor fornøjelse.
Af andre interessante kurser for it-folk på Coursera kan nævnes: Statistics One (Princeton), Software Engineering for SaaS (Berkeley), Internet History, Technology, and Security (University of Michigan), Algorithms, Part I (Princeton), Gamification (University of Pennsylvania), Cryptography (Stanford), Neural Networks for Machine Learning (University of Toronto), Functional Programming Principles in Scala (ecole Polytechique federale de Lausanne), Scientific Computing (University of Washington) og mange, mange flere.
Det forgår i korte træk på denne måde: Man ser en undervisningsvideo (ca. 10 minutter lang), evt. stopper videoen undervejs og stiller et multiple-choice-spørgsmål. Når man har set alle videoer for en uge, kan man gå ind og tage en test med review-spørgsmål. Hvis det er relevant for kurset er der også programmeringsøvelser.
Kan online undervisning så erstatte en almindelig universitetsuddannelse? For nogle, måske... men en universitetsuddannelse er mere end undervisning:
- verificering af læring og papir på uddannelsen
- et stærkt professionelt netværk af ligesindede
- et stærkt socialt netværk
...
Coursera eksperimenterer med at verificere de studerendes læring og uddele undervisningsbeviser med blandt andet peer-graded opgaver og lignende tiltag, men de er afhængige af at de studerende følger en "honor code" og ikke snyder med opgaver og online eksamener f.eks. ved at lade en anden tage eksamenerne for dem.
Det bliver spændende om der også bliver fulgt op på at skabe et professionelt netværk og et socialt netværk i dette regi.
Tror du at online undervisning helt eller delvist kan komme til at erstatte traditionel universitetsundervisning? Er der andre fordele ved en traditionel universitetsuddannelse, som online undervisning ikke kan bidrage med?
