Hvis man har fulgt min version2 blog de sidste fem år, så var der nok en berettiget forventning om at jeg ville blogge om Ubuntu 11.10, hvilket jeg bevidst ikke gjorde.
Som den aktive læser ved, så var jeg slet ikke overbevist ved Ubuntu 11.04, og Ubuntu 11.10 kører til dels i samme rille, men der er så mange forbedringer. I stedet har jeg brugt Ubuntu 11.10 et par uger, og her på det sidste også Linux Mint 11 og især den nyeste version 12.
Jeg synes Ubuntu 11.10 er kommet et godt stykke vej fremad, og det er stil-rent og meget lækkert grafisk, men når man bruger mus, så er Unity-desktoppen noget kluns, Jeg har virkelig prøvet at lade mig overbevise af de nye grafiske elementer, men det holder ikke en meter. Jeg er bl.a. voldsomt træt af at Unity ikke nemt giver afgang til at starte flere terminaler. Når jeg har placeret mine favorit-applikationer i venstre-sidens launch-bar, giver et højre klik at en allerede åbnet terminal får fokus. Det passer oftest dårligt med min arbejdsgang.
Jeg vil normalt gerne starte en ny terminal, hvis jeg trykker på et ikon. Hvis man kan ændre dette, må I meget gerne kommentere nedenfor. Jeg ved, at jeg kan højre-klikke på et ikone og derefter vælge en terminal - men det er "suboptimalt" (læs; irritende)...
Hvis jeg maksimererer en terminal (eller andre applikationer) så giver Unity en skjult topbjælke med menuer fra applikationer, og venstre siden launch-bar er nu væk. Det giver klart en fordel med at man udnytter siden-størrelsen maksimalt, men jeg synes det er irriterende at venstre-sidens launch-bar forsvinder. Det er bare et par af de irritationsmomenter, jeg har med Unity. Måske giver dette god mening for tablet-computere med lille skærm-størrelse, men til almindelig laptop-brug - nej tak.
Som sagt, så har jeg også rodet meget med Linux Mint det sidste stykke tid. Det er en anden Linux-distribution, som bygger direkte på Ubuntu-Linux, hvor Linux Mint 11 anvender en den ældre Gnome 2 desktop, og dermed i god tråd med tidligere Ubuntu udgaver (før 11.04). Gnome 2 er selvfølgelig en "halv-død hest", da Gnome-holdet for længst er flyttet over til at kode på Gnome 3-serien. Gnome 3 er på mange måder et skil-skifte med Gnome 2. Det var derfor en aha-oplevelse at installere Linux Mint 12, fordi man får Gnome 3, men med Mints' egen Mint Gnome Shell Extensions (MGSE). Linux Mint giver brugeren muligheden for at vælge til og fra i en grafisk menu, om man vil have et design, der ligger tæt op af Gnome 3, eller om der skal emuleres en "Gnome 2" lignende desktop med program menu-bar i bunden mv.
Det er efter min mening glimrende, da jeg så kan vælge nogle af de lækre Gnome 3 ting til, men jeg ved at jeg bliver træt af en ren Gnome 3 desktop.
Med Linux Mint får man også alle de "frække" plugins med direkte såsom MP3- og Flash-support, som Ubuntu har taget ud af standard-udgaven.
Til en almindelig ny desktop-Linux-bruger, så er min anbefaling skiftet fra Ubuntu Linux over til Linux Mint, især fordi jeg synes Unity er skuffende efter lang tids brug, og Gnome 3 stadig mangler en del før det funktionalitetsmæssigt bliver rigtig godt. Linux Mint vinder ved at lade mig vælge hvor meget nyt "lir" jeg vil have og afstanden til Ubuntu er så lille, at langt fleste HOWTO-dokumenter og ppa-arkiver mv til Ubuntu også vil passe til Linux Mint. Det er en stor fordel, idet det er voldsomt meget fokus på Ubuntu Linux.
...naturligvis forventer jeg en masse kommentarer om hvorfor jeg ikke også har prøvet distribution XYZ såsom BackBox, TinyMe, osv osv - og jeg installerer faktisk jævnligt andet, og tilsvarende på desktoppen, hvor jeg følger KDE, XFCE, Gnome, Unity og et par andre (dog ikke Xmonad endnu). Jeg har også været forbi den nye Fedora 16 og OpenSuse 12.1, men jeg er ikke vildt begejstret for dem. Hvem af jer bruger Debian til grafisk brug?
/pto

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.