Twitter post mortem
Det kører ikke så godt for Elon Musk for tiden, men på plussiden har han sikret sig en permanent plads i Guiness Book Of World Records, for ingen ved deres fulde fem vi godvilligt fravriste ham rekorden i at tabe flest penge hurtigst.
Hvis vi lige skal rekapitulere hovedbegivenhederne:
- Twitter bliver en success
- Twitter's skiftende ledelser formår ikke at gøre virksomheden rentabel
- Twitter's ledelse har ikke penge&kønskirtler nok til at få styr på spin-konti
- Twitter får en del dårlig opmærksomhed derfor
- Musk er dum/fuld/skæv og tweeter at han burde købe Twitter for en alt for høj pris.
- USA's finansmyndigheder påpeger diskret at rørt brik skal flyttes
- Musk prøver febrilsk at tale udenom, men graver derved hullet dybere
- Musk skraber penge sammen fra alskens uhumske steder til at gennemføre hans fuldemandsstunt
- Musk sætter sig selv i spidsen af Twitter
- Alt hvad Musk gør, får brugerne til at flygte fra Twitter
- Twitter er, de facto, på vej mod konkurs (betaler ikke regninger, lønninger osv.)
- Musk's andre virksomheder rammes af investorenes nyvurdering af Musk's kompetencer.
Jeg forventer at C-teamet's ordforråd bliver tilført begreber som "Dont be a Musk" og "Do you really want to risk a Musk" osv. men hvor meget man som almindeligt menneske kan lære af af det forløb er nok begrænset.
Det jeg personligt har fundet mest interessant, er hvorledes mit twitter-feed har degenereret i takt med at alle ræsonable brugere er flygtet over hals og hoved.
Hvilket content er det Twitter's algoritmer falder tilbage på, for at kunne fodre "doom-scrolling" ?
Hvad er det for "tumble-weeds" der blæser igennem Musk's spøgelsesby ?
I mit tilfælde er det altsammen spin af den ene eller anden art, men primært indenfor fire kategorier:
- USAnsk sport, både promovering af hold og enkeltstjerner.
- Store musikselskabers promovering af deres slavers produktioner.
- Arabiske diktaturers glansbilledepolering.
- Asiatiske influencers der pusher deres corporate sponsor.
Det er helt klart drevet af hvem der betaler for at tweete, hvilket giver rigtig god mening for en mand der lige har tabt et par hundrede milliarder.
Det "afslører" også hvad vi allerede vidste: Store marketing-afdelinger spilder en masse penge på "image-pleje" der aldrig virker.
Det jeg ikke ser ret meget af, er decideret politisk spin, eller "organisk content", dvs. tweets der faktisk er skrevet af et individ med en twitter konto og mere eller mindre sammenhængende opfattelse af verdenssituationen.
Jeg ser heller ikke systematiske troll-kampagner. Hvis Twitter havde et stort problem med trolls, var dem der styrede dem, væsentlig smartere end store markedsføringsafdelinger.
Jeg ser heller ingen scammere der prøver at snyde de tilbageværende og derfor sandsynligvis lidt bagud twitter-brugere. Det kan enten skyldes at Twitter stadig har automatiske spam-filtre der virker, eller, at scammerne er for smarte til at spilde deres tid på en tom og forladt spøgelsesby.
Mange hændervridende kommentatorer har frygtet at Musk ville gøre Twitter til Det Fjerde Riges samlingspunkt, men det ser jeg slet ingen tegn på, tværtimod faktisk, det virker som om neofacisterne er blandt de mest husvilde, nu hvor Twitter ikke er en ting mere.
Var Twitter så en god eller en dårlig ting, når det kom til stykket ?
Jeg syntes personligt det havde stort potientiale, mit omhyggeligt kuraterede feed holdt mig orienteret om hvad der foregik i mine vildt forskellige interesserområder, atomar op- og nedrustning, retrocomputing, klimaforskning osv.
Hvis det var mig der havde overtaget Twitter, ville jeg have fjernet alle flag fra alle konti og ladet kunderne få dem tilbage imod forevisning af statsudstedt ID.
Hvis du fremviser et dansk kørekort eller pas, kan du få et dansk(+EU) flag hægtet på din konto. Hvis du fremviser et Engelsk kørekort eller pas, kan du få Union Jack hægtet på din konto. Men hvert stykke ID kan kun bruges til én konto.
Det ville tage luften ud af hele "russerne påvirker vores valgkamp" panikken, for folk er smarte nok til at gennemskue at "Irene392321" uden dansk flag nok ikke er så relevant at diskutere barsel til mænd med.
Jeg ville også tilbyde et abonnement, hvor man til gengæld for at betale, kan slippe for alle betalte tweets.
Det ville dog næppe have gjort Twitter profitabel og jeg havde heller ikke lige lyst - eller milliarder nok.
Som mange andre beholder jeg min Twitter-konto og jeg vil periodisk tweete et eller andet for at holde den i live, udelukkende for at forhindre andre I at overtage den.
Personligt har jeg det fint med Mastodon, andelsbevægelsen har altid syntes indlysende rigtig for mig.
Nu håber jeg bare at den ny Digitaliseringsminister er smart nok til at få oprettet en officiel mastodon-instance for alle offentlige institutioner, således at jeg også kan følge det lokale politi, SDFI's geodata og andre relevante myndigheder.
Sic Transit Gloria Mundi
/phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.