Trådløs Paranoia
Lyden af ringklokken trækker mig ud af sengen, groggy efter netop at være faldet i søvn ovenpå en god times læsning af Gibsons "Count Zero". Jeg får aldrig gæster søndag nat kl. 00:30 og spoler hastigt bekendtskabskredsen igennem på vej ned ad trappen uden at finde nogen kandidater. Mørket udenfor er gabende tomt, der er ingen ved døren eller på vejen og det er hverken Halloween eller første april. Alternativt.
Næste formiddag er den gal igen, spøgelser ved døren og jeg skifter batterierne: min røgalarm har det med at larme når den er ved at blive flad. Da det bliver weekend afmonterer jeg efter utallige falske alarmer ringklokken og finder et andet mærke i byggemarkedet. Den er nok defekt, tænker jeg, men den nye er ikke bedre. På vej tilbage til stuen efter falsk alarm ser jeg gennem vinduet min nabos hoveddør lukke i og pludselig går det op for mig.
Søndag morgen tager jeg den gamle kontakt med ud på plænen og ringer på. Et øjeblik sker der intet, men så dukker min nabo op i døren iført boksershorts, stadig med barberskum i halvdelen af det forvirrede ansigt. Jeg trykker igen og storgriner: min nabo har netop fået nye vinduer i og valgte samtidig en trådløs ringklokke. En anden model end min, men åbenbart nært beslægtet. Disse enheder er fra fabrikken indstillet til at sende på samme frekvens, men kan dog med lidt manuallæsning omkodes.
Ringklokker er primitive størrelser, hvor man ikke har fundet det umagen værd at indbygge logik der gør det muligt for flere enheder at sende på samme frekvens uden at genere hinanden som vi kender det fra Bluetooth eller trådløse netværk. De er symptomatiske for en tid hvor kabler forsvinder og hvor vi tager nye radiobaserede kommunikationsmidler til os ofte mere eller mindre ukritisk.
Ovenpå affæren med dørklokken har jeg været igennem en mindre trådløs selvransagelse. Det var en øvelse, der bl.a. afslørede at nøglen til min bil formodentlig højst er 64 bit og kan knækkes på en god time. Hvad værre er, det kan gøres mens jeg sidder på en fortovscafé og drikker kaffe og nøglen ligger i lommen.
Den trådløse trend skaber ganske vist helt nye muligheder for menneskelig interaktion og kommunikation, men åbner samtidig en Pandoras æske af sikkerhedsproblemer.
Mobiltelefonen er formodentlig den største enkeltstående risiko for at få stjålet personlige oplysninger med sin Bluetooth forbindelse, sit GSM, 3G og GPRS, samt for nogens vedkommende WIFI. Disse protokoller er ganske vist krypterede, typisk med 128 bit nøgler, men alligevel.
Læg til den netværksmæssige side, at mobiler efterhånden kan gå på nettet og dermed blive sårbare overfor phishing, vira, malware og alskens andre velkendte ubehageligheder. Det er noget af en udvikling når man skal til at tænke i antivirus software til sin telefon!
Men sådan er det og det er ikke bedre med de private trådløse netværk, der i ro og mag kan kortlægges fra vejen udenfor med en almindelig bærbar pc, såkaldt war-driving, war-biking eller war-walking afhængig af det anvendte transportmiddel. Med lidt ekstra indsats kan megabyte efter megabyte suges ud af æteren og efter lidt gumlen på de hentede data kan netværkskoden knækkes. Voila, der røg nøglen til netbanken.
Grænserne for hvad der er sikkert flytter sig hastigt: gårsdagens uknækkelige kryptoalgoritme er morgendagens sikkerhedsbrist. Jeg kan mærke den kolde, klamme fornemmelse af trådløs paranoia komme snigende ...
Min ringklokke understøtter 16 forskellige frekvenser og sender nu på en anden end min nabos, men jeg har ikke checket dem der bor på den anden side eller dem bagved eller ... Jeg gruer stærkt for den dag alle dem i boligblokken overfor skifter til trådløs.
...
I public service afdelingen skal jeg lige huske at minde om Version2's fødselsdag på torsdag den 22/11. Om der stadig er ledige pladser kan man undersøge ved at maile til jmc@version2.dk.
