Tiernes største teknologi hypes - hot or not
Vi er kommet til slutning af ikke bare et år, men et årti. Derfor er det på sin plads at reflektere på et lidt højere plan end "året der gik" og kigge på årtiet der gik. Det er samtidig det første årti jeg har blogget på Version2. Det kunne derfor være interessant at træde tilbage og se på de lidt længere trends, der har præget det foregående årti, og overveje om de også måske kommer til at præge det næste. Teknologiverdenen har det med at hype teknologier. Nogle ting viser sig ikke at kunne holde, hvad der blev lovet, mens andre leverer varen. Jeg har selv behandlet en del af disse hypes igennem dette tiår. Jeg har derfor kigget i arkivet og lavet min egen hot or-not liste over hypes, vi har set i det foregående årti og måske/måske ikke kommer til at se i det nye.
Hot
Lad os starte med at kigge på de hypes vi har set i 10erne, som jeg tror på vil forblive hot langt ind i 20erne.
Digitalisering i enhver form kommer til at accelerere
Ja jeg ved det lyder kedeligt og ikke særligt hot, men selv simple administrationssystemer til simple opgaver er slet ikke ordentligt understøttet i dag, så de der kan lave de lækre løsninger på fragmenterede processer og problemer har stort potentiale. Jeg skrev første gang om dette i 2014, hvor det handlede om digitalisering af firmaers arbejdsprocesser med udgangspunkt i ERP systemer
I den artikel pegede jeg på fire tendenser der understøttede øget digitalisering: Consumerization of IT, Bring Your Own Device, Teknisk gæld og transformation af IT funktionen. Disse synes jeg stadig i højest grad er relevante her seks år senere, og ser ikke nogen grund til, at de skulle miste deres relevans lige foreløbigt. På den generelle front viser USA, at der stadig er lang vej igen for digitalisering, selv i en af de mest udviklede dele af verden. Vi er slet ikke i mål med digitaliseringen og med Corona har vi blot fået sat yderligere spotlight på, hvor stor en forskel det gør. Derfor vil digitalisering fortsat være hot de næste ti år.
Cloud overtager (næsten) alt IT
Man hører ganske vist stadig murren i krogene om at cloud ikke dur til det ene eller det andet eller er dyrere eller usikkert. Men jeg kan simpelthen ikke se et scenarie, hvor nogen har brug for at købe egne servere, sætte dem i racks og gå og pusle om dem. On-premise datacentre er de nye mainframes: det er noget gamle firmaer har, som en del af deres legacy, noget de vil kæmpe for at komme af med i mange år fremover ganske vist. I min nye bog "Cloud Computing Basics - a Non Technical Introduction" sammenligner jeg skiftet med det, der skete indenfor transportsektoren da bilen overtog hestevognens tusindårige dominans. For hundrede år siden ville ingen, der stod og skulle have et transportmiddel til at komme på arbejde overveje at investere i en hestevogn (i det mindste i byerne). ingen gider hestevogne i længden når man kan få en bil. På samme måde vil ingen nystartede firmaer starte med at købe servere i fremtiden. Efter hånden som gamle firmaer dør og bliver udskiftet af nye vil on-premise data centre også dø med mindre disse har en direkte relation til forretningsmodellen.
Hvis man ikke tror på mig, kan man konsultere Gartner, der mener, at allerede i 2023 vil 40% af alle enterprise workloads foregå i skyen mod kun 20% i dag. Skønt jeg i 2013 havde beskrevet cloud som en noget overhypet ting, hvor forventningerne var noget skruet op i forhold til, hvad teknologien egentlig kunne, påpegede jeg også dengang potentialet for Danmark og mener stadig i dag, at vi faktisk har gode forudsætninger for at udvikle cloud løsninger, som eksemplet med Zendesk har vist. Allerede et par år senere havde den overdrevne hype givet plads til et mere modent udbud af løsninger, der fandt et marked hos firmaerne https://www.version2.dk/blog/it-flytter-endelig-i-skyen-504477
I dag handler det ikke længere så meget OM man skal bruge cloud, men hvordan man skal gøre det. Det har jeg også beskrevet i en række posts sidste år
Internet of Things vil stille og roligt overtage flere og flere funktioner omkring os
Igen måske en lidt kedelig ting, som har været hypet en del tidligere tidligere, men IoT skal ses som en naturlig komponent i løsninger. Jeg beskrev for nogle år siden, hvordan Amazon's Alexa var et interessant bud på, hvordan vi kunne kontrollere tingene omkring os igennem et stemme interface.
Udfordringen er, at der ikke har været nogle rigtigt gode platforme, som har vundet frem. De store tech selvskaber har lavet lækre løsninger til private, men der mangler en generisk platform til IoT, der gør det nemt at bygge IoT løsninger. Der findes hundredevis af disse, og de store cloud platforme har også deres forskellige løsninger, som man kan bygge sammen til løsninger. Use cases hvor IoT indgår, vil organisk øges og indgå umærkeligt i fremtiden.
Data markedet vil blive modnet og blive enormt
Der er relativt konsensus om at datamængderne er stigende og vil blive mere vigtige i fremtiden. Jeg har selv gennem tiden skrevet meget om data på min egen blog, f.eks. hvordan det kan opfattes i analogi med olie som noget, der skal raffineres før det er brugbart.
Datamarkedet er er i dag et noget umodent marked, hvilket til dels hører sammen med en manglende forståelse af, hvad der giver data kvalitet. Men den forståelse er ved at vinde frem.
Der findes allerede et kæmpe marked for data som Bloomberg, Dow Jones, Bisnode og andre sælger til institutioner, men nye markedspladser for alternative data til investering er lige begyndt at vinde frem.
Markedet for data er generelt fragmenteret, hvilket kan ses i at forsøg på datamarkedspladser endnu ikke har haft succes, men måske kan integration ind i data produkter gøre, at det det får et boost.
Databehandlingsmarkedet er mere modent. Generelt er alternative databaseteknologier et stort, dynamisk og voksende marked fordi databehovene ændrer sig fra den klassiske relationelle database til mere varierede former for data. Det gør at specialiserede database firmaer som MongoDB, Neo4J og Snowflake samt en underskov af andre interessant løsninger vinder frem.
Alt relateret til IT udvikling og drift må som logisk følge af ovenstående vokse
Det giver måske sig selv, men man kan godt glemme at tænke over det i farten. Hvis digitalisering øges, skal der bruges mere data, løsninger skal flyttes i skyen og Internet of Things udbygges; så der er jo nogen, som skal gøre det. Det vil betyde, at der må ske en øgning i nye løsninger, som skal udvikles og driftes. Jeg har gennem årene skrevet en del om, hvordan man bedst bygger systemer, forskellige udviklingsmetoder, og behovet for forskellige skill sets til udvikling af morgendagens IT løsninger. Vigtigst af alt er nok, at vi gør os klar til den nye virkelighed, og bliver i stand til at uddanne de mennesker, som skal udvikle fremtidens løsninger. Teknologi vil overtage en stadigt større del af vores samfund på godt og ondt, hvilket gør, at der vil være stor efterspørgsel på alt, der har at gøre med at udvikle fremtidens teknologier.
...or not
Lad os prøve at kigge på fem teknologiske tendenser der er blevet hypet voldsomt det seneste tiår, som jeg mener er fusere, der stille vil dø ud i 20erne. Disse har trukket mange overskrifter, gør det stadig og vil sikkert fortsætte med at gøre det i lang tid fremover. Alle teknologiske revolutioner starter med hype, men det betyder jo ikke at alt hypen nødvendigvis leder til en revolution. Her er fem hypes vi så i 10'erne som vil fade ud i 20'erne.
5G kommer ikke til at ændre det mindste udover din telefonregning
5G er en fin teknologi som løser et problem, der ikke rigtigt eksisterer. Ja, man kan sagtens finde på noget at bruge det til, men helt ærligt, er det virkeligt nødvendigt at kunne streame ultra HD på sin telefon, mens man kører i bussen? Alle ideer om, at 5G skulle have en forbindelse med selvkørende biler, er mere skræmmende, for hvordan man har tænkt selvkørende biler skal fungere? for de skal da forhåbentligt være selvkørende og ikke være afhængige af internettet for at fungere. 5G er fint nok og en logisk udvikling, men brandet 5g er opfundet af teleselskaberne for at kunne bygge noget nyt og smart som de kan kræve flere penge af forbrugerne for. Dette skrev jeg en post om, hvor jeg også peger på gode alternativer til 5G, som har mere potentiale .
Der findes ingen løsninger ud over Bitcoin hvor Blockchain er en overlegen teknologi
Blockchain er en af de mest innovative teknologier i dette årti, så meget vil jeg indrømme. Det er fantastisk godt udtænkt til at løse et meget specifikt problem: hvordan man kan købe stoffer og leje mordere uden politiet kan finde ud af det. Det er en himmel for al form for omgåelse af hvidvask lovgivning og svindel. Det er naturligvis også mere end det. Bitcoin er i dag mest af alt at betragte, som et voldsomt energikrævende online casino koncept. Teknologien bag blockchain er solid og en dygtig sammenblanding af 5-6 teknikker, der allerede er velkendte og har været implementeret bedre i mange andre løsninger de seneste 10-20 år. De vigtigste eksempler, hvor blockchain offentligt er blevet holdt op som løsning, kan alle løses bedre med andre teknologier. Men med krypto valutaers fremdrift er der sikkert masser af penge til lobby virksomhed bag scenen, så vi får sikkert meget mere at se i det næste årti også.
Kunstig intelligens er overvurderet i isolation fra praktisk brug
Kunstig Intelligens er en hype, der har været hypet på øverste niveau, hvor Anders Fog Rasmussen, Emanuel Macron og EU ledelsen har været helt oppe at ringe omkring, hvor vigtigt det er. Der har allerede været to AI vintre og i sommers skrev The Economist, at man kunne føle Ais efterårsvinde da vi er på vej mod den tredje AI vinter https://www.economist.com/technology-quarterly/2020/06/11/an-understanding-of-ais-limitations-is-starting-to-sink-in
Jeg har selv skrevet om, at det er vigtigt ikke at stirre sig blind på AI teknologien, ligesom nogle gjorde med nanoteknologi, men i stedet at fokusere på det økosystem som AI skal indgå i. En lidt mere teknisk analyse viser, at der, hvor AI viser sig at have stor målbar effekt, skal det snarere tilskrives, at de firmaer, der bruger AI generelt er mere innovative. Som en naturlig del af andre innovative tiltag bruger de derfor mere AI.
Det er måske lidt provokerende at sige det er et flop, men det er holdt op imod de forventninger politikere og meningsdannere har. Kunstig intelligens er en gruppe af effektive teknologier til at løse specifikke problemer. Det vil indgå naturligt i mange fremtidige løsninger og gøre dem væsentligt bedre, men det er netop der problemet ligger: den praktiske applikation. Vi forventer tilsyneladende at kunne købe det som tryllestøv, der kan drysses ud over løsningerne. Det sker ikke. I mellemtiden sker der dog noget med interessante services udviklet af Google, AWS og Azure samt en fornuftig platform i form af C3.ai. Men forvent ikke, at det vil transformere verden i 20erne, snarere gradvist sammen med andre faktorer gøre teknologi mere effektivt.
Selvkørende biler og alt andet autonomt får det meget sværere i fremtiden end folk tror - Selvom jeg tidligere har drillet Google og deres kiksede Waymo bil, så er den selvkørende teknologi i dag rigtig god. Det er slet ikke det, som kommer til at holde autonome tekniske ting tilbage mindst det næste årti. Det er samme årsag, som at vi ikke i dag som standard har selvflyvende fly. De dumme irrationelle mennesker, som skal leve med disse løsninger, og som en sjælden gang i mellem bliver slået ihjel af dem, vil sætte en stopper for al fremskridt. Og når de førende firmaer som Uber og Tesla fører sig frem som en arrogant teenager overfor forældrende, så kan det kun føre til en ting: stuearrest. Der er nemlig nogle grundlæggende træk ved den menneskelige psykologi, som gør at vi vil have svært ved at acceptere autonom teknologi selvom den indrømmet er overlegen.
Quantum computing vil aldrig have nogen stor impact på computerverdenen
Jeg har måske ikke lige fået skrevet om kvantecomputere, men har tænkt over det flere gange. Det er en teknologi, som kun kan bruges til meget få meget afgrænsede problemer, endnu mere afgrænset end blockchain. Faktisk er der nogle, der mener, at det vil kunne underminere blockchain, men det er en anden historie. Disse obskure matematiske problemer kan være nok så vigtige at løse, men der vil ikke være nogen påvirkning af almindelige computere. Der er folk der forestiller sig at kvantecomputere vil transcendere Moores lov og skabe større processor kraft, men det er langt fra tilfældet. Kvantecomputere kan meget vel få en overraskende anvendelse i et eller andet område, men det er svært at se hvad det skulle være på nuværende tidspunkt.
Kun fremtiden kender fremtiden
Selvom det kan være hårde ord for disse interessante teknologier, skal det absolut ikke opfattes som opfordring til ikke at bruge eller videreudvikle dem. Teknologihistorien har vist at nogle af de mest interessante innovationer kommer fra andre fejlslagne innovationer. Det kan derfor sagtens være, at de omtalte teknologier kan få et overraskende come back, jeg håber det, men på baggrund af hvad vi ved i dag i slutningen af 2020, er der ingen grund til at tro, de har nogen stor fremtid foran sig. Omvendt så kan de hotte teknologier jeg startede med også komme ud for set backs. Det kan være at en ny antiteknologisk religion overtager kristendommens førerposition og bandlyser digitalisering, eller IT udvikling går i stå fordi der udvikles så fikse platforme, at selv den mest enfoldige fårehyrde kan sammenstykke et ERP system. Vi ved det ikke. Sådan er fremtiden. Vi kan kun give vores bedste bud baseret på, hvad vi ved, og hvordan vi tænker udviklingen vil være. Men vi kan i det mindste basere vores billede af fremtiden på, hvad vi ved.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.