Den kommende nye version af Visual Studio 2012 og af Team Foundation Server (TFS) 2012 er gode nyheder for udviklingsteams der arbejder sammen uden at sidde sammen, som det for eksempel er tilfældet for os, hvor udviklere fra København og Hanoi arbejder sammen.
Der er dog ikke tale om noget revolutionerende nyt, de ting man kan i TFS 2012, kan vi allerede i dag. Forskellen er, at hvor vi nu skal bruge forskellige ekstra værktøjer, kan vi i stedet bruge ”out-of-the-box” funktionalitet.
En af de interessante nye ting er at TFS er blevet løftet ud i skyen og hedder nu Team Fundation Service. Source kode, work items og anden procesinformation ligger i skyen, men det integrerer fint ind i Visual Studio og kan tilgås hvor som helst fra. Continuous Integration Build er også en del af Team Fundation Service.
MS har lavet en ny web brugergrænseflade og en ny SCRUM 2.0 process template, så der er overblik over Backlog, Sprints, Burndown osv. Der er (endelig) kommet et Planning Board til sprintplanlægning. Designet er relativ minimalistisk og let tilgængeligt, og er en fin erstatning for de klassiske gule papirlapper på whiteboardet.
Der er også tænkt på at ikke alle deltagere i et udviklingsteam er hardcore kode-skrivere. F.eks. er der understøttelse af ”storyboards”, som laves i powerpoint, hvor man kan tegne og fortælle om workflowet i et bestemt brugerscenarie. Udviklerne kan så bruge storyboardet som grundlag for implementeringen, og spørge efter feedback fra modtageren, når funktionen er udviklet.
Når et team arbejder distribueret, er det særligt vigtigt at alle teammedlemmer har et godt overblik over hvad planen er, og hvem der laver hvad, ellers bliver arbejdet ikke effektivt. Derfor er det en god hjælp at have et godt og enkelt værktøj til at styre udviklingsprocessen. Vel at mærke et værktøj som alle interessenter kan og vil bruge. Og med hensyn til VS/TFS 2012, synes jeg at det ser ud til at tingene bevæger sig i den rigtige retning.
Team Fundation Service findes i en preview version på tfspreview.com

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.