Jeg har netop afsluttet arbejdet på et telemedicinsk softwareprojekt for Region Midtjylland, Teleskejby, hvor mit firma Silverbullet i samarbejde med klinikere fra Skejby Sygehus har udviklet et system til overvågning af patienter i eget hjem. Min kollega her på Version2, Jesper Kildebogaard, skrev en artikel om dette i forgårs, der har affødt en række spørgsmål jeg skal forsøge at besvare nedenfor:
Teleskejby projektet er financieret af Fonden for Velfærdsteknologi og i projektets første faser afprøvede man bla. konceptet med overvågning af patienter i eget hjem via et kommercielt produkt. Som det fremgår af pressemeddelelsen fra Skejby Sygehus var dette en for dyr løsning og i efteråret 2011 så man sig om efter billigere alternativer uden held. Man valgte derfor at igangsætte udvikling af et nyt system fra bunden i januar og softwaren er blevet til i første version fra februar til medio juni.
Slutresultatet er en Android 4.x baseret tablet applikation, der udveksler data med en server via REST snitflader. Tablet applikationen er patientens interface og giver mulighed for at gennemføre spørgeskemaer, herunder udføre målinger af vægt, blodtryk og CTG (puls, mm. for foster og mor), kommunikere med sygehuset med beskeder og se egne måledata. Måleenhederne kommunikerer med tabletsoftwaren via Bluetooth, men det er også muligt at indtaste måleresultater, så andre ikke-Bluetooth baserede målere også kan anvendes.
Klinikeren har et webinterface, der giver en lang række muligheder herunder konfiguration af spørgeskemaer til patienter, opsætning af udstyr, opsætning af tærskelværdier (f.eks. vægt) der kan udløse alarmer, konfiguration af patienter, aflæsning af spørgeskemabesvarelser mm. Serversoftwaren er bygget i Grails, der gemmer i data i en MySQL database.
De af læserne, der har prøvet at lave enterprisesoftware, vil vide at vi har været igennem er et sindssygt accelereret forløb for et så relativt stort projekt som dette, når man indregner at der ikke forelå en kravsliste før medio februar. Af samme årsag er der også tale om proof-of-concept software, der mangler en produktionsmodning før det kan tages i brug i større skala. Produktionsmodningen foretages i efteråret 2012 og det er planen at have et endeligt produkt klar inden årets udgang. I mellemtiden afprøves softwaren på Skejby Sygehus og erfaringerne fra dette arbejde kanaliseres ind i udviklingsforløbet kort efter ferien.
Teleskejbyprojektet afsluttes officielt i morgen den 30/6, hvorpå produktet videreføres i regi af det nationale Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH) projekt.
Kildekoden er ikke frigivet endnu og det er der 3 grunde til:
- Det er ikke besluttet hvilken licens, der skal anvendes
- Organisationen bag håndteringen af kildekoden er ikke på plads endnu, men det arbejdes der hårdt på
- Produktionsmodningen i efteråret skal bringe systemet til en version 1.0 og det giver først rigtig god mening for projektet at frigive koden til almen brug når det er mere robust og blankpoleret.
Forventeligt vil kildekoden kunne hentes i løbet af efteråret og senest ved årets udgang.
Det endelige featuresæt for version 1.0 er under udarbejdelse, men jeg kan afsløre, at der vil blive support for iOS (iPad) og systemet vil blive åbnet yderligere for integration med andre systemer. Vi forventer at kunne kommunikere flere detaljer om projektet kort efter ferien herunder planer, oplysninger om repository, licenser, etc.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.