Teknologisk arbejdsløshed bliver massiv
Robotter, automatisering og kognitiv computing vil skabe massiv arbejdsløshed. Det forudser økonomer fra London School of Economics, Davos og andre!
Mange af tidens tendenser snakker om ”disruptive teknologier”, ”digital transformation” og ”nye forretningsmodeller”. Enhver trendspotter med respekt for sig selv kan ikke undgå at skulle forholde sig til disse tendenser, der ofte ses som det næste niveau af digitaliseringen.
Man hører mindre om betydningen af disse tendenser for arbejdsstyrken. Men flere og flere forskere i området hejser nu flaget og forudser, at den største omvæltning ved denne udvikling ikke er for forretningerne, men for samfundet. Der kommer nemlig en massiv arbejdsløshed affødt de kommende år, i hvert fald ifølge nogle eksperter.
Jeg har hørt flere professorer fra London School of Economics komme med dystre forudsigelser, sidst professor Carsten Sørensen fra den estimerede institution.
Individualisme og arbejdsløshed
Der er mange teknologiske udviklinger, der kan afskaffe jobs. Nogle af dem er:
• Robotter og ikke mindst mere intelligente robotter
• Kognitive systemer, der kan træffe afgørelsen på linje med personer
• Deleøkonomi skaber bruger-til-bruger forretningsmodeller
• 3D print afskaffer (i en hvis udstrækning) transport, lager og logistik
• Analyser af Big data kan automatisere mange processer
• Selv visse former for journalisme kan automatiseres
• Digitale løsninger med selvbetjening, hvor brugere selv gør arbejdet
• Eller robotter med tale-interface afløser call-centrene
• Crowdfunding og crowdsourcing
I det hele taget mener Carsten Sørensen, at vi er på vej i et voldsomt skifte fra et masse-samfund med masseproduktion, massedistribution af produkter og services og masseforbrug til et nyt samfund baseret på individualiseret forbrug, deling, selvbetjening, sociale relationer – og altså arbejdsløshed.
Nogle af ovenstående eksempler som 3D og kognitive computere er stadig i deres tidlige faser, men der findes andre og mere jordnære løsninger. RPA står for Robotic Process Automation software, der automatiserer processer ved at lære at arbejde med it-løsninger som mennesker. Det sker ved at efterligne hvad et menneske ville gøre, logger på og af de forskellige systemer og lægge data ind mv.
Professor Leslie Willcocks fra London School of Economics fremhæver, at dette allerede er en realitet, og at det i disse år tages i anvendelse af mange organisationer. En letvægts-udgave anvender de eksisterende interfaces til programmerne og kræver ingen indgriben i et ellers kompleks software-landskab.
Historien gentager sig - ikke
Der er altså nogle gode grunde til, at Davos 2016 har taget det nye digitaliserede samfund på agendaen. Hovedoverskriften for deres møde i år er “mastering the fourth industrial revolution”. Det vil sige, hvordan teknologier og digitalisering indfluerer på vores samfund. World Economic Forum udgav således en rapport for et par uger siden, der forudser, at 5-7 mio. jobs forsvinder fra de vestlige økonomier i de kommende år – og at så meget som hvert andet job i sidste ende er i fare.
Teknologisk arbejdsløshed er på ingen måde et nyt debatemne. Jeg kan huske typografernes på forhånd tabte kamp, og hvordan enhver chef med respekt for sig selv havde en sekretær til at skrive korrespondance mv. Jeg nåede lige præcis selv at have en sekretær inden PC-bølgen kom rullende. Faktisk beskæftigede økonomen John Maynard Keynes så langt tilbage som 1931 sig med ”teknologisk arbejdsløshed”.
Så, er det endnu en gang ”ulven kommer”. Stillet over for dette spørgsmål svarede professor Carsten Sørensen, at de omvæltninger vi kommer til at se de kommende år langt overstiger noget, vi har set tidligere.
Men jeg tillader mig at påtage mig en sund jysk skepsis og fremhæve, at tidligere analyser af teknologisk arbejdsløshed normalt viste, at der også er en positiv effekt på arbejdsmarkedet fra nye teknologier, og at netto-effekten ofte er positiv. Modargumentet er, at vi er inde i en helt speciel udvikling, og at hele middelklassen i den vestlige verden står over for at forsvinde. Hvis det er tilfældet, tror jeg ikke at arbejdsløsheden bliver det største problem – men derimod de geopolitiske magtforhold, konflikter og krige. Som bekendt bides hestene, når kryppen er tom!
Baseret på en undersøgelse fra Oxford i 2013, har nyhedsmediet NPR offentliggjort en online test af, hvor sandsynligt det er, at dit eget job forsvinder på grund af automatisering. Du kan se testen her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.