Streaming-kaos!
Jeg har klippet kablet! Altså ikke bogstaveligt, for kablet er vist TDC's ejendom, så det ville nok give ballade, men jeg abonnerer ikke længere på en tv-pakke. Og jeg ser mere tv end nogensinde før.
Men visse dage kan jeg næsten savne de gamle dage med én tv-kanal, hvor vi alle så Erling Bundgaard fredag aften og Jarlen lørdag og resten af ugen var der vist kun TV Avisen.
For jeg er endt med næsten lige så mange streaming-tjenester, som jeg før havde kanaler. Faktisk bruger jeg nok flere forskellige tjenester i løbet af en uge, end jeg så forskellige kanaler.
Og alligevel har jeg ikke nok!
Ash vs. Evil Dead findes eksempelvis lige nu kun på C-More, som ikke er en del af min nuværende samling. Og ja, jeg kan se første afsnit af SyFys The Expanse på Youtube, men de næste afsnit findes kun på amerikanske tjenester, hvor de ironisk nok kræver et abonnementsnummer til kabeltv for at få adgang, selv hvis man bruger vpn til at snige sig over Atlanten.
Min tv-uge involverer besøg hos NFL Gamepass, HBO Nordics, Netflix, Hulu (via vpn og med reklamer), DR TV og Viaplay suppleret med besøg via vpn fra tid til anden hos cbs.com, FoxNow og amerikansk Netflix. Ja, vpn er en gråzone, men amerikanske IP-adresser er noget vi giver hinanden eller hvad det nu er de siger.
Måske bør vi ombygge hjemmekontoret til et strategisk warroom, hvor vi kan flytte sæsoner af tv-serier rundt på et stort kort over tjenester og IP-adresser, som var de allierede jagerfly, og sofaen var den Engelske Kanal.
All right, jeg kunne jo skære ned på de amerikanske tv-serier og vente på, at de engang måske kommer på en dansk tjeneste. Jeg kunne også flytte i en lille hytte i en svensk skov og leve af bær og elgkærlighed.
Der er to problemer ved streaming lige nu: Platforme og eksklusive distributionsaftaler.
Det første er det simpleste at løse. Jeg har valgt at bruge en pc med en browser til streaming. Foreløbig giver det adgang til flere tjenester end at vælge en spilkonsol eller streaming-dims - eller et smart-tv (LOL, du blev godt nok fuppet nede hos Ernsts Radiobiks, da du fik at vide, at dit splinternye Panasamsony snart ville få HBO Nordic i ægte HD med en softwareopdatering).
Vi er endnu ikke nået dertil, hvor udviklerne siger skråt op til at lave en webudgave af en streamingtjeneste. Vi er tæt på, men trods mangel på ægte surroundlyd og andre småting, så kan man stadig se det meste via browseren.
Det andet problem er sværere. For selvfølgelig skal Fox da have lov til at vælge at holde fast i en gammel aftale om, at én eller anden dansk tv-kanal skal kunne vise de nye afsnit af Simpsons, og de skal da også have lov til at lade en dansk tv-indkøber sige 'meh' til Bob's Burgers og fratage danskerne det bedste af Fox' aktuelle 'Animation Domination' (bedste animerede show på tværs af kanaler lige nu er så Rick and Morty, som til dels kan streames fra Adult Swim).
Det bliver straks mere kompliceret, når vi taler om indhold, der aldrig har været forbi de gamle distributionsmekanismer. Som eksempelvis alt det, der nu bliver produceret til Amazon, som Amazon af uvisse årsager har valgt ikke at give danskere adgang til. Så held og lykke med at komme til at se The Man in the High Castle.
Mens eksempelvis HBO Nordics har været gode til at få visse aftaler i hus med netværk, der på det amerikanske marked konkurrerer med HBO, så er Amazons originale indhold næppe noget, der dukker op den vej. Der må vi nok vente på, at Amazon lancerer sin tjeneste i Danmark. Det er et problem, for Amazon har ambitioner om at blive én af de største serieproducenter.
Men selv når jeg væbner mig med tålmodighed og accepterer, at der er noget indhold, jeg ikke har adgang til, så er det svært at finde rundt i streaming-vildnisset.
Tag en serie som The Walking Dead. De ældre sæsoner kan findes på flere tjenester, men den nye sæson finder jeg på DR TV (med nogle ugers forsinkelse). Spin-off-serien Fear The Walking Dead finder jeg derimod hos HBO Nordics.
Jeg savner en tjeneste, hvor jeg kan tilmelde mig mine 5-6 streaming-tjenester, men alt indholdet kan tilgås fra én grænseflade, der ...
Arh, pis. Jeg har lige beskrevet kabeltv, har jeg ikke? Den Store Bagedyst på DR1, Vild med Dans på TV 2 - alt sammen på ét abonnement og én grænseflade.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.