Det tætteste jeg nogensinde kom på Steve Jobs var omkring en halv meter, da vi begge mødtes i den "Computer Literacy" boghandel der lå på "1 Infinite Loop" i stueetagen af Apples Hovedkvarter. Det var i 1995 og de eneste ord vi udvekslede var "'scuse me".
Jeg har aldrig opfattet Steve Jobs som en computerpioner, han var ikke bit-nørd, det havde han andre folk til, The Woz f.eks.
Stort set alle nekrologerne sammenligner alligevel Steve Jobs med Bill Gates idag og det er skudt helt forbi.
Bill sagde ting som "640kilobytes er nok til alle."
Steve sagde ting som "Der er for mange ledninger", "Den er for svær at bruge" og "Den er grim."
Steve Jobs var arkitekt, den bedste arkitekt, i den helt specielle og obscure disciplin der hedder "Human Factors in Computing".
Det "Steves magic touch" der gjorde Apple ][, Macintosh og MacBooks til mega-hits er i alle tre tilfælde præcis den samme ting: En computer mor kan holde ud at se på og som hun kan finde ud af at bruge.
Rent teknologisk fik de alle tre tæv af anmelderne for at være for lidt, for dyrt og for sølle, hvilket blot viser at computeranmeldere ikke lytter nok til deres koner.
Ikke at Steve ikke forstod den programatiske side af sagen, det gjorde han bestemt, men han var ikke besat af abstrakte våde teknodrømme om databaser som filsystemer eller private internet, for ham var operativsystemet bare et "middle-layer."
Jeg er naturligvis stolt over at mit navn står i licensfilen på en OS/X maskine og at der er så meget af FreeBSD indeni, ikke mindst fordi jeg ved at koden er importeret fordi den kunne noget Steve havde brug for, ikke fordi han specielt kunne lide den, eller fordi den passede i et ideologisk agenda, men simpelt fordi den løste opgaven. Højere aspiration kan man fundamentalt set ikke have som programmør.
Til gengæld synes jeg det er pinligt at Danmark ikke for længst har lavet en "nobelpris" for arkitektur og brugskunst og at Steve Jobs ikke for længst har modtaget den.
Det havde ikke behøvet at koste en formue, uden at kende ham, er jeg er sikker på at Steve Jobs ville have værdsat et sæt Magreteskåle og en Raadvad Urtekniv.
phk
