Jeg tror der er mange, som fik kaffen galt i halsen, da de læste Adam Fribos artikel, hvor Stephen Alstrup, datalogiprofessor på DIKU bliver citeret: ”Det er pressens skyld, når det går galt i offentlige it-projekter”.
Et øjeblik tænkte jeg, at Version2 have fået en satire bagside, som bladet Ingeniøren har. Men det er ikke en joke. Stephen mener det – og jeg kunne forstå på flere deltagere på konferencen, at publikum havde samme selvopfattelse, og jublen var stor efter hans udbrud.
Respekt for at have en holdning – for det faldt jo åbenbart på et tørt sted - og lige så meget respekt for, at han skriver en kommentar til Adams artikel.
Jeg kan simpelthen ikke lade Stephens kommentarer stå og blafre i vinden, da han også skød efter ”eksperterne” over en bred kam. Hermed mine kommentarer til hans udsagn baseret udelukkende på artiklen.
Udsagn nummer 1: Projektlederne er bange og det er pressens skyld
»Hvis man i et projekt har brug for fem procent mere for at få det optimale ud af det, så tør man ikke at bede om det. Hvis man beder om det, får man ledelsen på nakken, og hvis man rent faktisk får tildelt de ekstra midler, så står pressen og råber og skriger om budgetoverskridelser,« sagde Stephen Alstrup til et auditorium fyldt med offentlige it-projektledere og repræsentanter fra leverandører.
Det første jeg tænker er, hvor har Stephen det statiske grundlag, som underbygger denne påstand fra? Der er tre former for løgne; de hvide, de sorte og statistikken. Uanset hvad, skal man forstå spørgsmålet og sætte sig ind i respondenternes svar, hvis man vil komme tæt på en konklusion, som passer med virkeligheden.
Man kan godt bøje en statistik så det passer til sin egen agenda. Som jeg forstår det, henviser hans udsagn ved konferencen og i hans efterfølgende kommentarer til Adams artikel ikke til de undersøgelser, hvor tallene er taget fra.
Netop professorer bør være garant for, at forskning kommer så tæt på virkeligheden som muligt. Mig bekendt er der ikke nogen undersøgelse, som viser, at det private er markant dårligere eller bedre end det offentlige, så man kan komme med en så skråsikker udtagelse. Og slet ikke at der en sammenhæng til pressen skyld.
Men er projektlederen i den offentlige sektor bange for pressen?
Næh, det er min klare holdning og erfaring.
Jeg er ofte i kontakt med projektledere i det offentlige, og jeg kan simpelthen ikke mindes, at en eneste projektleder har givet udtryk for præcis denne angst. Derfor er det tankevækkende, at Stephens kommentar bliver mødt så positivt. Det må virkelig falde på et tørt sted.
Om det skræmmer talenter væk, som Stephen kommer ind på i sin kommentar, det tror jeg ikke. Jeg er af den overbevisning, at arbejdsforhold som kollegaer, løn og chefer har en større betydning for om folk ønsker at blive ansat og efterfølgende forlader organisationen. For ikke at tale om ”sagen” eller visionen man skal kæmpe for.
Jeg har ikke statistisk grundlag for den påstand, men det er min erfaring, at pressen ikke gider interessere sig for 5%-overskridelserne. De har rigeligt at se til med de betragtelige budgetoverskridelser på mere end 50% og tidsoverskridelser, hvor forsinkelsen er på flere år.
Pressen interesserer sig for det, da projektlederen sammen med deres ledelse forvalter andre folks penge. Dette gælder både den private og den offentlige sektor, men nu er den offentlige sektor ”vores”, og vi har mulighed for at få agtindsigt om denne forvaltning sker tilfredsstillende. Det samme er bare ikke muligt i den private sektor.
Prøv at spørg Nordea eller Maersk om deres it-projekter. Du vil møde en lukket dør.
Jeg vil gerne medgive, at vi mangler nogle gode historier både fra den private og offentlige sektor, så billedet kan blive mere nuanceret. Jeg hører gerne om disse historier og vil gerne blogge om dem (det har jeg sagt mange gange tidligere, hvor jeg gerne skriver om de gode business cases og gøre de knap så gode bedre).
Jeg forsøgte mig faktisk med et eksempel, som jeg mener var en god historie, nemlig Politiets ANPG projekt. Denne succeshistorie blev dog overdøvet af en diskussion omkring overvågningssamfundet (tjek kommentarsporet). Måske andre ”gode historier” ikke bliver fortalt, da man frygter folks holdning til det?
Uanset andres reaktioner, så vil jeg stadigvæk gerne blogge om de gode historier! Hit me!
Jeg vil også medgive, at offentlige ansatte over en bred kam er blevet pryglet på alle tænkelige måder. Så derfor falder Stephens ord også her på et tørt sted og jublen bryder ud. Endelig er der en som forstår os, de offentlige ansatte.
Jeg bilder mig ind, at jeg også forstår dem – og jeg har og har haft fornøjelsen af at arbejde med super dygtige folk i den offentlige sektor. Ved gud om de ikke har en vanskelige opgave – specielt med it-projekter, hvis budget og kompleksitet overgår de projekter, som findes i den private sektor med flere længder.
Udsagn nummer 2: Eksperter har aldrig været ude og lavet noget selv …
Stephen Alstrup leverede også en bredside til de eksperter, der kritiserer offentlige it-projekter. Han ville ikke sætte navne på, men han påpegede, at der generelt er tale om folk »der aldrig har været ude og lave noget selv.«
Det nemmeste i verden er at sige, ”at jeg vil ikke sætte navne på, men der er tosser blandt os”. Juridisk kan Stephen vel også komme på dybt vand med udtalelser som denne, hvis der bliver nævnt et navn.
Nu har jeg lært, at enhver svarer for sig selv. Mit svar er følgende:
Jeg har siden 1998 hjulpet mine kunder med at få succes med deres it-projekter. Dvs. jeg i 20+ år haft hænderne helt nede i suppedasen i en rolle som professionel konsulent hos nogle af de store konsulenthuse og de seneste 8 år i eget regi. Her har jeg rådgivet på en række toneangivne projekter både i den offentlige og private sektor, hvor pris, kvalitet og tid var vigtige faktorer, som skulle indfris til kundens tilfredshed.
Jeg har også været ekstern lektor på ITU i en pæn årrække, som jeg betegner som verdens bedste efteruddannelse. Der er mange omkring mig, der har stor tiltro til mine kompetencer – så jeg har lavet noget selv…
På ITU var jeg kollega med den meget respekterede Søren Laursen, som helt tydeligt har en anden holdning end Stephen. Søren er en mand man lytter til.
Hvis Stephen har ment undertegnet eller Søren Laursen, så har han simpelthen ikke gjort sit forarbejde godt nok.
Jeg ved, at Stephen er en dygtig mand, som selv har opbygget en virksomhed (og solgt den) for derefter at blive professor. Når man som Stephen har haft fingrene nede i bolledejen, så kan man blive meget træt af at høre på en række teoretikere, som nok ikke har været det samme igennem som Stephen.
Udsagn nummer 3: Pressen er som et kukur, der er gået i stykker. Det har også ret to gange om dagen …
»Pressen er som et kukur, der er gået i stykker. Det har også ret to gange om dagen,« vurderede datalogiprofessoren, der også sammenlignede kritiske journalister med »fulde fodboldtosser, der diskuterer landstrænerens strategi«.
Jeg mistænker ham for at have læst min blog fra tirsdag den 21. august d.å. – dvs. et par dage inden konference. I min blog brugte jeg analogien, at vi, som sidder udenfor, kunne minde om sofatrænere, men det er træneren, som har langt flere informationer at basere hans beslutninger på.
Den beslutning kan være rigtig i øjeblikket, men det kan blive sofatræneren, som får ret. Sofatræneren får således håneretten og kan sige ”hvad sagde jeg?”
Hvis man tog Sundhedsplatformen som et eksempel, så har der været skrevet rigtig meget om denne sag i pressen. Der er har også været rigtig mange ”ekspert”-udtagelser. Jeg vil dog våge den påstand, at ingen ”ekspert” med respekt for sit navn vil sige noget om en sag, uden at have set den dokumentation, som skal kommenteres. Dvs. det er ikke på løst grundlag, at der bliver sagt ”guldkorn” fra ”eksperter”.
Jeg vil også våge den påstand, at samtlige ekspertudsagn om Sundhedsplatformen er senere blevet underbygget af Rigsrevisions rapport om selv samme projekt. Vel at mærke en rapport, som Statsrevisorerne blåstemplede med deres kommentar.
I dette tilfælde har eksperten eller sofatrænerne jo ret, og de har fået lov til at basere deres holdning på den dokumentation, som ledelsen faktisk selv har produceret. Og det har pressen fået lov til at citere.
Jeg vil dog give Stephen ret i, at den business model, som medieverden lige nu er underlagt, er bygget op på sidevisninger og eksponeringer – dvs. man har brug for, at folk klikker på artiklerne. Det har bl.a. gjort, at en række medier, som udelukkende er finansieret via reklamer, påvirker brugernes adfærd med en masse klik på de overskrifter, som lidt negativt kaldes ”click bate”.
Men det tager fokus fra det vigtige …
Vi – som arbejder med projekter uanset om vi er ansat eller konsulenter – forvalter andre folks penge! Det er et ansvar, som vi skal arbejde med hver eneste dag.
Det er et ledelsesansvar, som påhviler organisationens ledelse og deres forlængede arm – projektledelsen – men i sidste ende er det topledelsens ansvar. Hvis der er nogen som kan være bange, så må det være topledelsen.
For det er dem, som får måsen på kogepladen, hvis en investering på flere millioner ikke giver de gevinster, som er blevet beskrevet i business casen.
Her bliver pressen det mindste problem. Her bliver en budgetoverskridelse ikke et problem, hvis business casen viser, at det er det, der skal til, for at sikre de estimerede gevinster.
Jeg er villig til at melde mig frivilligt til en offentlig diskussion, hvor ”eksperten” møder professoren omkring it-projekter i det offentlige eller det private. Den diskussion vil jeg se frem til.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
