For et par år siden anskaffede jeg mig min helt private bærbare. Jeg har levet et temmelig lykkeligt liv med diverse Thinkpads i efterhånden mange år - er især glad for tastaturet. Så derfor købte jeg en Lenovo Thinkpad x220. Ydedygtig cpu, godt tastatur, ni-cellet batteri med lang levetid og en elegant docking-station - med konnektivitet i rigeligt omfang. Prisen for den samlede pakke var fornuftig, men der var en enkelt detalje, som udviklede sig til irritation.
Skærm i skudlinjen
Det var displayet. Fesne farver, utroligt begrænset betragtningsfelt og en decideret blodfattighed, lige så snart almindeligt dagslys sneg sig ind i omgivelserne. Jeg havde ved købet set på muligheden for at vælge en mere lyspotent løsning i form af et såkaldt IPS-panel frem for det aktuelle TN-panel. Så ville rabatpakketilbuddet imidlertid ikke have været en mulighed. Men det hjælpsomme crowdsourcede internet kom mig til undsætning.
Tallin - Helsinki - Leipzig - København
For under en søgning på min laptop-drømmekonfiguration stødte jeg på en YouTube-video, som afslørede, hvor forbløffende få skruer der skulle løsnes, og hvordan den sarte kabelforbindelse mellem IPS-panel og motherboard skulle håndteres med delikatesse, hvis man nu selv håndterede proceduren. Næste hop var til eBay, hvor en forhandler i Letland havde de lysstærke paneler på lager. Prisen inklusive levering var 148 euro eller 1.104 kroner.
Panelet blev bestilt, og resten af den eftermiddag blev anvendt til at nærstudere detaljerne i den fremragende instruktionsvideo.
Knap et døgn senere afleverede et sommersmilende bud den flade pakke med det nye panel på mit terrassebord.
[video: http://youtu.be/7RwO6ZlyzGA]
Resten var sådan set en nobrainer. Jeg efterabede instruktionsvideoen, og 10 minutter senere kunne jeg sætte batteriet i, starte den bærbare i dagslys på terrassen og glæde mig over god læselighed og dejlig lysstyrke. En succes.
Nu skal jeg så lige løfte pegefingeren og advare om, at garantien med stor sandsynlighed ryger, og man derfor som udgangspunkt er helt alene med sine salte tårer, hvis noget går galt. Men tak til internettet. Jeg pønser på, om min x220 ikke snart har fortjent en opgradering med en SSD-enhed? Det tror jeg.
