Årets sommerferielæsning omfattede Historien om Dankort, som jeg tilfældigt faldt over på biblioteket. Bogen er skrevet af Henning Jensen, der som medarbejder i Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortaktieselskab (forløberen for PBS og senere Nets) var med et til at bygge Dankortsystemet, og som i øvrigt gennem mange år har siddet i bestyrelsen i Dansk IT. Den er udgivet i 2006.
Bogen beskriver Dankortets tilblivelseshistorie, der i starten var præget af stor modstand fra detailhandel, forbrugere og dele af Christiansborg. Der fortælles også om de tekniske udfordringer ved at bygge et system, der var ganske unikt i sin tid.
Det var ikke givet, at systemet fra starten skulle være elektronisk eller baseret på papirnota og fluesmækker. Men en studierejse til England, hvor man så togvogne fyldt med papirnotaer ankomme til manuel behandling afgjorde sagen.
Man indførte dog fluesmækker alligevel som backup og til mindre forretninger, der ikke ønskede at investere i en elektronisk terminal. Den første dankortbetaling blev foretaget med fluesmækker i september 1983. Det elektroniske terminaler var først klar i november året efter. Kapaciteten var her 2 transaktioner i sekundet, hvilket var rigeligt i startfasen.
Fra maj 1984 blev de røde hæveautomater ved navn Kontanten installeret landet over som en del af Dankortprojektet. Hæveautomater var i sig selv en nyskabelse i Danmark, idet pengeinstitutterne havde indgået en borgfredsaftale om ikke at installere hæveautomater uden for egne filialer, dels af hensyn til medarbejderorganisationer og dels for at undgå overinvestering i ny teknologi. En vigtig sideeffekt ved disse automater var desuden, at kunderne blev trænet i at huske en firecifret pinkode forud for de elektroniske terminalers indførelse i butikkerne senere på året.
Gebyrer og spilleregler
Et af de helt store slagsmål var, hvordan omkostningerne ved driften af systemet skulle fordeles – en diskussionen der fortsat dukker op med jævne mellemrum. For pengeinstitutterne var Dankortet en måde at effektivere den meget arbejdskrævende håndtering af checks. Danmark havde på det tidspunkt et meget velfungerende checksystem, og man kunne betale med checks stort set overalt, også små beløb. Der var ikke tradition for at tage gebyr for brug af checks.
Pengeinstitutterne spillede ud med, at forbrugere og forretninger skulle betale et gebyr på hhv. 50 øre og 2 kroner, hver gang kortet blev svunget. Dette medførte en koordineret kampagne mod Dankortet fra store dele af detailhandlen samt Forbrugerrådet. Enden på komedien blev, at Folketinget i 1984 vedtog verdens første lov om betalingskort, der afgjorde, at butikkerne ikke måtte pålægges et transaktionsgebyr. På det tidspunkt var pengeinstitutterne da også blevet møre og havde suspenderet gebyrerne for at fremme brugen af kortet. Først i 2005 blev gebyrfordelingen ændret og først efter mange sværdslag.
Loven rummede også et forbud mod at præge CPR-nummer på kortet af privatlivshensyn. Dette betød, at en million allerede udstedte kort skulle erstattes. Privatlivshensyn var også årsagen til, at butikkens navn ikke fremgik dankortkvitteringerne i de første år. Loven rummede også bestemmelser om kortholders begrænsede hæftelse ved misbrug, og at kunderne altid havde krav på at betale kontant – regler som med visse indskrænkninger består i dag.
Partierne SF og Venstresocialisterne var deciderede modstandere af Dankortet, blandt andet på grund af bekymringer om misbrug, privatliv og større afhængighed af pengeinstitutterne. Man frygtede også, at den tilsigtede rationalisering ville medføre arbejdsløshed. I den anden ende af skalaen var Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet, der slet ikke fandt behov for regulering på området.
Et elektronisk system
Dankortet var verdens første nationale elektroniske betalingskort. De fleste dele af systemet måtte man bygge fra grunden efter kravspecifikationer, der var på grænsen af det teknisk mulige.
Det centrale edb-system blev leveret af elektronikfirmaet Christian Rovsing. Kun fire måneder før lanceringsdatoen gik virksomheden konkurs, men ved en hurtig indsats fra Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortaktieselskab (PKK) blev de projektansatte isoleret fra konkursboet, så arbejdet kunne fortsætte uden forsinkelse. I en anekdote fortælles, hvordan ansatte hos PKK på dagen for konkursen (og PKK’s egen sommerfest) på eget initiativ låste sig ind hos Christian Rovsing, der havde kontorer lige på den anden side af vejen, og fik sat labels med “tilhører PKK” på det udstyr, der var udviklet til projektet.
Terminalerne i butikkerne skulle kommunikere via telefonnettet, og derfor var det naturligt at henvende sig til de fire regionale teleselskaber (KTAS, JTAS, Fyns Telefon og Tele Sønderjylland) med henblik på udvikling af en terminal. Valget faldt på KTAS og deres faste leverandør, GNT Automatic, og ligheden mellem den første terminal og KTAS’s serie af danMark-telefoner fornægter sig da heller ikke.
Detailhandlen havde stillet krav om, at en transaktion skulle kunne gennemføres på 1 sekund, et dengang helt urealistisk krav. Alene opkaldstiden i det analoge telefonnet var 8 sekunder. Bogens forfatter spekulerer i, at detailhandlen måske ligefrem fremturede med dette krav alene for at kaste grus i maskineriet. Men det lykkedes snedigt at få den oplevede hastighed bragt så langt ned som ønsket blandt andet ved at starte opkaldet, allerede når kortet bliver ført igennem, så dataforbindelsen blev etableret, mens kunden indtastede sin pinkode.
Datahastigheden i telefonnettet var dengang begrænset til 300 baud. Efter forhandling med teleselskaberne fik man lov at gå op til 1200 baud, og derudover anvendte man fremskudte koncentratorer på alle mellembys centraler, der konverterede det analoge signal til det digitale og hurtigere X.21-netværk. Disse koncentratorer kørte på 220 volt, men af sikkerhedshensyn var der ikke installeret 220 V-stikkontakter på telefoncentralerne. Derfor havde man i starten lavet en kreativ tilkobling via en snydeprop, dvs. en stikkontakt, der skrues i en lampefatning. Det gav en del grå hår i pilotfasen, at terminalerne i Helsingør holdt op med at virke hver dag kl. 16, indtil man opdagede, at montørerne på centralen slukkede for lyset og dermed også X.21-koncentratoren hver dag, når de gik hjem fra arbejde.
Sådan rummer bogen mange sjove anekdoter, også om kryptering, svindel og nedbrud, samt finurlige tekniske detaljer om systemets tilblivelse og første år. Centralt i fortællingen den langvarige armlægning mellem pengeinstitutter og detailhandel samt internt i pengeinstitutsektoren, som fik betydning for, hvordan alting flaskede sig, så Dankortet efter en langsom start blev en stor succes. Det er spændende læsning med en datahistorisk vinkel, så der skal lyde en varm anbefaling af bogen herfra.
Bogen kan købes hos forlaget eller lånes på biblioteket eller som e-bog hos eReolen.
Hvis man interesserer sig for pengeinstituthistorie, kan jeg i øvrigt også anbefale det lille Bank- og Sparekassemuseum på Christianshavn.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
