Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Software vil være fri, men betyder det også gratis?

23. april kl. 09:382
Artiklen er ældre end 30 dage

Open source er et fænomen og en bevægelse som har haft en enormt indflydelse på verden, som kan være svært for almindelige mennesker helt at forstå. Men open source er også blevet påvirket af generationernes forskydning. 

 

De første open source projekter, var præget af baby boomernes egalitære og gruppeorienterede adfærd. Projekter skulle frembringes af grupper af ligesindede på baggrund af idealer og motivation der kommer indefra. I sin bog “Working in Public: the Making and Maintenance of Open Source Software” argumenterer Nadia Eghbal, der har arbejdet for GIThub for at der er sket en drejning fra denne gruppeorienterede tilgang til en mere individorienteret. I dag er mange af de største og mest succesfulde projekter styret af en eller få maintainers. 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det interessante er hvorfor dette skift er sket. Er det fordi vi har fundet ud af at det ikke er muligt fornuftigt at koordinere indsatsen fra så mange mennesker eller fordi det nu er en ny generation med nye værdier og handlemønstre? 

 

Fordelen ved at det er en enkelt eller få creators som udvikler og vedligeholder open source kode er at koden kan blive mere strømlinet, faren er at projektet bliver arkiveret og ikke udviklet længere når hoved udvikleren mister interessen. Fordelen ved den oprindelige måde var at der var flere til at tage over, men måske sværere eller langsommere at få udviklet noget nyt da der skal være konsensus. 

 

Open source udfordringer

Generelt set er udfordringen med open source software ikke distribution eller brug men vedligeholdelse. Det er sjovere at udvikle et nyt smart java modul der kan forbinde din trådløse vejrstation med dit smart tv og generere fraktale mønstre der giver dig et billede af vejret udenfor, end at vedligeholde denne funktionalitet så det virker på hver en tilfældig model fra Sony, LG og Samsung. For ikke at tale om at lytte til og svare de tusindvis af brugere som ikke kan forstå hvorfor solskin fremstår som en brun shit storm i dit program. 

 

Det er samme udfordring med al software. Verden og brugerne udvikler sig men software er fundamentalt statisk indtil nogen ændrer det til en ny version. Disse bug reports og feature request kan hurtigt drukne et hvilket som helst open source software projekt. Derfor er det største problem i nutidens open source software ikke at få folk til at bidrage men at få deres opmærksomhed.

 

Det andet store problem er, at få belønnet bidragsydere ordentligt. Ud over omdømme er der sjældent meget mere at komme efter og det giver måske ikke så meget at rette bugs på et produkt som en anden har opfundet. Derfor er det andet fundamentale problem i open source software at finde måder at betale open source udviklerne ordentligt for den tid de bruger. Mange bruger timer og dage af deres fritid på noget de ikke får noget ud af. Det betyder at mange brænder ud eller bare mister motivationen. 


 

Det er også interessant at Eghbal i sin bog viser at en meget væsentlig grund til at mange open source udviklere arbejder gratis er at der i open source kulturen er en modvilje mod at tage penge. Det opfattes som forkert. Dette tankesæt kan spores tilbage til Steven Levy’s bog Hackers fra 1984, der nok er en af de klareste beskrivelser af den egalitære oprindelige første bølge af open source software udviklere, babyboomerne, som 


 

Information vil være fri

Denne bog krystaliserede dette i citatet “Information wants to be free”, der efterfølgende er blevet forbundet med den. Men citatet er faktisk ikke at finde i bogen  . Historien er lidt mere kringlet men stadig relateret til bogen. I forbindelse med udgivelsen af Hackers blev der organiseret en konference med ca. 30 af hovedpersonerne, som f.eks. Richard Stallman der senere blev en central figur i open source bevægelsen. I en gruppediskussion der heldigvis er optaget på video og lagt ud på internettet af Getty images, kan man følge den præcise ordveksling der ledte til citatet “information wants to be free”, der blev sagt af Stewart Brand. Det er faktisk meget spændende at lytte til med egne ører. For det første siger Stewart Brand “Information ALMOST wants to be free” for det andet kan man se at samtalen er ansporet af Steve Wozniaks oprør over at software bliver holdt skjult for offentligheden af firmaer: 

 

“The companies, because they own the product, will squash it and say, ‘You cannot have it, even though we’re not going to put it out, and nobody else in the world’s going to get it.’ That’s a hiding of information, and that is wrong,”

 

Han mener at software bør gives fri, præcist det som open source udvikling kæmper for og som efterfølgende er sket med mange open source projekter som f.eks. Googles HBase, eller Facebooks React, Samtalen handler simpelthen om at software burde være open source. Men det allervigtigste i vores sammenhæng er det som Wozniak svarer efter Brand siger disse ord: nemlig 

 

“Information should be free but your time should not.” 

 

Med disse ord rammer han lige ned i det centrale problem for open source software. Eftertiden har kun hæftet sig ved første halvdel af udvekslingen, at information skal være gratis, ikke den anden halvdel, at folks tid ikke skal være gratis. 

Det er ærgerligt og farligt, for open source er en af de få virkeligt revolutionerende kræfter som er opfundet i vores tid. Uden det havde vi ikke AWS, GCP og alle varianter af Linux, som driver størstedelen af verdens datacentre. Vi har brug for open source også i fremtiden, til fortsat at demokratisere og drive udvikling af nye teknologier. Derfor er det vigtigt at vi finder en måde at belønne open source udviklere, så de ikke mister modet. 


 

Betaling for folks tid

Der er naturligvis mange måder at sørge for at open source udviklere bliver betalt. Det vigtigste er nok en kulturændring, som anerkender, at det er ok at blive betalt for at udvikle og vedligeholde software som distribueres gratis. 

En simpel mekanisme kunne være, at man kunne betale en slags dusør for at flage en bug eller feature i et open source projekt. Hvis der var en bug man gerne ville have open source udviklerne på et projekt til at adressere, kunne man således stemme med valuta. Det kan være en dollar eller to, men det vil lynhurtigt vise sig hvor meget, hvis man sorterer efter hvilke bugs der er størst dusør på. Udviklerne kunne så arbejde på disse og få dusøren når den var løst. Dette ville skabe en dynamik hvor det klart ville fremgå hvilke bugs og features brugerne sætter mest pris på. Det ville skære igennem udfordringen med at det kan være svært at se hvem der bare er casual users. Indvendingen er selvfølgelig at det kan være svært at have en sammenhængende vision for et produkt hvis man bare hele tiden fikser det der står øverst på listen, men omvendt er der jo ikke noget der forhindrer open source udviklerne i at udvikle mere spændende ting uden dusør. Samtidig er situationen heller ikke væsentlig anderledes end i dag, hvor det bare er andre ting der gør at nogle ting bliver skubbet til toppen. 

 

En variant af dette er at lave betalte konti. Igen behøver det ikke koste mere end få dollars om måneden. Disse giver så adgang til at oprette bugs, feature requests, lave  kommentarer etc. Det vil sige, hvis du gerne vil have hjælp og bruge de kreatives energi, så betaler du på samme måde som med Spotify. De som udvikler software og svarer på spørgsmål kan naturligvis gøre det gratis. Man kunne lave det sådan at alt arbejde på projektet konverterede din konto til en creator konto der er gratis. Alle som ikke bidrager med noget kan således bidrage med et lille beløb, så de kreative kan få smør på brødet og ikke går ned med stress. 

 

En sidste mulighed er at lave et system til at gøre det klart hvor meget en bruger har bidraget med i form af tid og penge. Dette kunne gøre det mere transparent hvem der bidrager og derfor bør have fortrin i forhold til opmærksomhed. Der kan være andre løsninger, kombinationer og så videre, men det er vigtigt at begynde at tænke på hvordan bidragsydere kan blive belønnet for deres arbejde.

 

Fremtiden er ikke gratis

Det er klart at det charmerende ved open source er at det er drevet af idealer, men der er vel ikke noget forkert i at få penge for at arbejde for et ideal, så man ikke skal arbejde ved siden af. For vores alle sammens fremtid er det nødvendigt at vi finder en måde at belønne de open source udviklere som bruger deres fritid på at lave et gratis gode for hele verden, så de ikke mister modet og interessen. 




 

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
25. april kl. 09:22

Dilemmaet er meget interessant.

Det er en slags kapløb om hvem der får lov til at definere defacto standarden. Lidt ligesom piratkopiering overfor streaming.

Vi er allerede nået langt med store IT firmaer som omfavner open source (i deres egen fortolkning), hvilket var utænkeligt for samme firmaer havde man spurgt dem for 10 eller 20 år siden.

Tiden skal nok løse problemet for os. Spørgsmålet er om græsrødderne vil bruge kræfter på at speede processen op eller lade sig forsinke af børsnoterede firmaers interesser for at tjene nogle penge på området først.

1
23. april kl. 22:46

Det er Open Source. Det betyder at kildeteksten er tilgængelig, ikke nødvendigvis at brugen af den er gratis. Det er en væsentlig forskel. Med Open Source sikrer man at det er muligt at gå ind og rette fejl efter at de oprindelige udviklere er tilgængelige. Vi har i mange år "betalt" med vores information for meget af den software vi bruger. De fleste har bare ikke set det som en betaling. Her må vi nok indstille os på en ændret fremtid.