Socialt pres: Del dine data med os
Eksponeringstrang, snagelyst, paranoia og den totale ligegyldighed. Er der mening i privacy, når du bruger de nye sociale tjenester på internettet?
Størstedelen af befolkningen bekymrer sig mindre og mindre om de personlige data, mens teenagere uden refleksioner uploader fotos fra sidste weekends udskejelser og drukture til nettets, i princippet, uendelige hukommelse.
Goddag til Stasi 2.0
Selv poster jeg i stigende omfang personlige data rundt omkring på de aktuelle sociale tjenester. Jeg glæder mig over den lette adgang til at kunne aflevere skatteoplysninger, måber over, at jeg bare skal oplyse et cpr-nummer for at få personfølsomme oplysninger fra SKAT over telefonen og undres over de personnære data, som nogle af mine venner lægger på nettet om folk, de kender.
Og så rystes jeg over det gigantiske omfang af loggede trafikdata og spekulerer på, hvad den registrering mon koster samfundet. Hvad er nytteværdien af dette Stasi 2.0-system for de hemmelige tjenester mon sammenlignet med en højteknologisk, men målrettet terrorbekæmpelse, hvor de få mistænkte overvåges, og andre slipper for at blive registreret?
Jeg kan selv mærke at mine holdninger er i skred. Og mange ting deler jeg gerne med bekendte eller totalt ukendte mennesker på Twitter og Facebook.
Men jeg kan også mærke, at de fremadstormende sociale tjenester presser mig på mine personlige grænser for at dele mine data med andre.
Socialt pres truer privacy
Hvis man bestræber sig på at være venliog og imødekommende kan det være svært at honorere egne behov for privatliv. De sociale tjenester har endnu til gode at tilbyde mig udviklede, overskuelige og finmaskede muligheder for at kunne kontrollere mine egne privacy-informationer i forhold til de netværk jeg indgår i.
Og et aktuelt eksempel på det informationsdelingsdilemma, som jeg gætter på endnu flere vil havne i i fremtiden er eksempelvis Google Latitude. Det er da fint at kunne dele positionsdata med vennerne. Men har jeg egentlig lyst til at dele disse detaljerede data med alle vennerne, med min kone, med min søster' Og hvordan undslår man sig'
Den slags kræver et regulært paradigmeskift for privacy og en justering af de almengyldige normer for acceptabel adfærd i det digitale domæne.
Temmelig abstrakt postulat kan man indvende. Men mens vi tænker og diskuterer den slags, er der jo flere konkrete ting at tage fat på, som nødvendige pravacy-initiativer:
? Den offentlige digitale signatur står over for en modernisering og et leverandørskift. Det er en velkommen lejlighed til at få opbygget en tilgængelig infrastruktur, som giver borgere og virksomheder muligheder for at kunne beskytte sig selv og kommunikere uforstyrret.
? En cost/benefitanalyse af den massive logning af trafikdata kunne medvirke til at få afklaret, om udgiften til de massive krænkelser af borgernes digitale privatliv overhovedet har sin berettigelse.
' Privacy og sikkerhed handler om awareness. Hvor går borgerne hen, når de ønsker vejledning i at håndtere private data på internettet, og hvordan kan uddannelsesinstitutioner geares til at kunne guide de kommende internetgenerationer'
Du kan se mine supplerende tanker om emnet i denne artikel, Er Big Brother moden til plehjemmet ?, hos Prosa.dk.
Men jeg er meget interesseret i at høre din mening om emnet, hvis du virkelig har læst dig helt ned til denne bund.
/kurt
