Skygge-IT betyder, at der er dele af en organisation, der trodser IT-afdelingen og selv anskaffer IT løsninger. Det er ikke noget nyt. Det startede allerede med fremkomsten af minidatamaten i 1970erne – og i endnu højere grad med fremkomsten af PCere i 1980erne. I dag er det mobile enheder og brugen af IT services fra skyen, der skubber i samme retning.
Den traditionelle reaktion fra IT-chefen og IT-afdelingen (IT) er, at man bliver nødt til at finde en måde at styre og kontrollere skygge-IT på. Det mener man, der er mange grunde til, fx at det er IT, der er eksperter i sikkerhed, arkitektur og sammenhængen i IT-løsningerne – og så vil man af en eller anden årsag gerne vide, hvor mange penge der bliver brugt på IT.
Men dette er udtryk for en forældet tankegang – at IT-afdelingen skal kontrollere alt IT i organisationen. I stedet bør IT se det som et udtryk for, at forretningen eller en del af organisationen har et voksende behov for IT-løsninger, hvilket faktisk er positivt. Men åbenbart et behov, som IT-afdelingen har svært ved at dække – eller måske faktisk ikke skal dække i det hele taget.
I det hele taget skal IT-afdelingen i højere grad begynde at vurdere, hvilke centrale funktioner er nødvendige, og hvor det ikke er så vigtig. Hvis det fx er kerne-processer eller kerne-transaktioner, der er tale om, er det naturligvis vigtigt at få det passet sammen med organisationens øvrige systemer. Men ofte handler skygge-IT om brug og analyse af eksisterende information og bearbejdning af denne. Dette kan uden sværdslag sagtens foregå uden ITs indgriben. Ligesom anvendelsen af eksterne cloud services, der ikke interfererer med organisationens IT i øvrigt.
Så i stedet for at forsøge at afskaffe skygge-IT bør IT afdelingen i stedet begynde at kaste lys ind i skyggen. Være opmærksom på, hvad der foregår og gøre det transparent – men ikke kontrollere det. IT skal sige ”ja” i stedet for ”nej” og hjælpe organisationens brug af services til støtte af deres behov, og lære af det.
Ved at lære mere om forretningens behov og ønsker vil IT-afdelingen også bedre fremover kunne hjælpe organisationen med IT-løsninger. Og der er (trods alt) sikkert områder, hvor IT-afdelingen kan forbedre sig i agilitet, hastighed og relevans af løsninger. Måske er skygge-IT i virkeligheden en ”blessing in disguise” der kan drive en udvikling fremad – at blive presset af konkurrence kan godt være en god ting!
