Sidste år var vi meget ambitiøse og ville nå hele Danmark rundt på tre timer. Det lykkedes ikke. Undervejs løb vi ind i nogle hårdtslående fra Fyn. Nu får vi chancen igen, men måske skal vi splitte landet op i mindre etaper. Divide and conquer.
Det gælder naturligvis den årlige Ølfestival, som igen i år afholdes i TAP1 på det gamle Carlsberg i København og netop er åbnet.
Den nørdede del af min bekendtskabskreds kan inddeles i to lejre, når det gælder øl: Dem, der er ligeglade og helst ikke drikker øl, og dem, der virkelig går op i øl og ofte selv har en fjærtende dunk med hjemmebryg stående under vasken.
Da jeg var barn, kunne de voksne vælge mellem Hof eller Tuborg. Når den altså ikke stod på tyske Hansa Pils på dåse eller Pokal Pilsner fra Brugsen. Det har åbenbart gjort så meget indtryk på mig, at jeg stadig beder om en Hof, når udvalget i baren er begrænset til Ølmonopolet. Det virker dog efterhånden kun på bodegaen uden en efterfølgende forklaring: "En Carlsberg".
Gode øl er en mærkelig størrelse. For øl smager jo i virkeligheden ikke godt. Ligesom vin. Men godt øl og god vin smager interessant. Man kan få en fantastisk spændende smagsoplevelse, som intet kan modsvare, og det er dét, der altid får mig til at prøve det lokale bryg, når jeg er på rejse (eller bare på en anden bar end den sædvanlige).
Jeg er egentligt ikke selv specielt eventyrlysten, når det kommer til øl. Jeg foretrækker en god balance, som hælder lidt mere mod det maltede end det humlede, og balance finder man typisk hos de bryggerier, som ikke længere kan kalde sig mikrobryggerier (i USA drak jeg hovedsageligt øl fra Sierra Nevada, Anchor, New Belgium og Samuel Adams).
IPA'erne har på mange måder været ølfolkets darling de seneste år, men det er først for nylig, at jeg er kommet på talefod med den kraftige humle. Omvendt har jeg meget svært ved at håndtere de parfumerede, sprittede, sure eller bitre belgiske øl, selvom man ikke må sige det højt blandt ølkendere.
Jeg er heller ikke til de eksperimenterende øl. I ved, de der er brygget på finsk lakrids, rucolasalat og brugte batterier og har en alkoholprocent på 27 procent og skal drikkes af armhulen på en russisk fribryder.
Så selvom jeg gerne ville være en rigtig ølnørd, så er jeg kun en glad amatør. Jeg retter mig efter et godt råd, jeg fik af en vinmager, som sagde, at man skal drikke det, man kan lide og ikke gå efter prestige. Og det gælder både for vin og for øl. Øl er så til gengæld betydelig mere varieret, og mens jeg sjældent møder en udrikkelig vin, højst en lidt kedelig vin, så vil der på en Ølfestival være øl, som ender i spanden for mit vedkommende. Og så må jeg jo finde en ny at skylle efter med.
Jeg er dog altid frisk på at smage en ny øl. Jeg går efter en beskrivelse, et navn eller en farve, som fanger min interesse, og på et sted som Ølfestivallen betyder det som regel, at jeg ender med at vælge én af de stærkeste, brygmesteren har slæbt med til hovedstaden. Det er ikke med vilje, jeg sværger! Så det kniber lidt med at huske, hvilke øl der var bedst.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
