Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Robotter og bananfluer på Århus Uni

27. april 2008 kl. 21:50
Artiklen er ældre end 30 dage

Forskningens døgn fejede over landet fredag og lørdag i denne weekend med masser af gratis arrangementer indenfor natur, kultur, samfund, sundhed og en hel del mere arrangeret af landets forskere.

Jeg havde familien med i 'Klima huset' på Aarhus Universitet, der fredag var indrettet i de nye søauditorier. Arrangementet satte fokus på klimaforandringer og vedvarende energi og formidlede emnerne på spændende vis via en række interaktive stande bemandet med ansatte og studerende fra Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Arrangørerne havde lagt sig i selen for at inddrage publikum. Børn (og barnligt sindede) fik f.eks. lov til at lave citronbatterier, køre med en lille brintbil og overvære et underholdende kemishow med røg, skum og brag.

I den botaniske afdeling kunne man se hvilke palmer man kan indrette haven med hvis klimaet bliver blot marginalt lunere og opleve bananfluer blive paralyseret af for høj CO2 koncentration, samt leve eller dø udsat for tørke, varme og kulde - afhængig af genetiske karakteristika. Alt sammen meget interessant på en kamikaze-agtig måde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Datalogisk Instituts LEGO Lab havde over temaet intelligente biler stillet en racerbane op med to Technic LEGO køretøjer bygget på Mindstorms pakken med et par ekstra sensorer.

Den ene bil kunne styres med et joystick koblet til en bærbar, der så kommunikerede trådløst via bilens NXT kontrolklods. Den anden var selvkørende, futtede temmelig sikkert rundt på den snoede bane og vandt ubesværet over de fleste kombattanter.

Hemmeligheden viste sig at være to lysfølsomme sensorer, der aflæste en stribet bane og ud fra 3 nuancer afgjorde hvilken retning bilen lige nu var på vej i (se billedet). Kanten af banen var helt sort og gav bilen mulighed for at navigere den anden vej hvis den skulle komme for langt ud.

Simpelt og effektivt.

Koden var skrevet i Java og da vi sjovt nok er i besiddelse af netop et Lego Mindstorms kit hjemme (den fødselsdagsgave, den ældste ikke anede han ønskede sig sidste år) måtte jeg lige hjem og rode lidt med at skifte firmwaren ud med Lejos . Det gik rimeligt smertefrit og op ad lørdagen havde vi også en lille Java kontrolleret 3-hjuler summende rundt i stuen omend med en markant mere primitiv kontrollogik.

Det skal der vist leges lidt mere med.

Forskningens døgn er en årligt tilbagevendende begivenhed, så hvis du gik glip af den er nu et rigtigt glimrende tidspunkt at sætte et kryds i kalenderen omkring ca. midt april 2009.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger