Jeg har tidligere skrevet om min ny yndlingscomputer, den kørende Rational R1000/400 vi har ude i Datamuseum.dk og om projektet med at lave en software emulering af den.
Når man vil lave en software emulering af en gammel computer, plejer man at angribe problemet på niveau af instruktionssættet.
Problemet med R1000 er at den ikke som alle andre computere har et dokumenteret instruktionssæt, de 16 bit koder som Ada compilerens kodegenerator spytter ud og som mikrokoden fortolker, var et internt, udokumenteret API, mellem compilergruppen og mikrokodegruppen i Rational og de forandrede sig over tid.
Vores maskine ser ud til at køre version 15, hvilket fortæller os absolut ingenting, for ingen af versionerne er dokumenteret.
Den næste mulighed er at skrive en mikrokodeemulator, det vil utvivlsomt give den bedste performance i dette tilfælde, men det efterlader et meget stort hul, for selvom diagrammerne har temmelig gode detaljer om mikrokodens implementering er der stadig et stykke vej fra at kende et signals navn til at vide hvad det faktisk gør.
Det sidste sted man kan stikke kniven ind med en software emulering er at emulere hardwaren, det er f.eks hvad Mogens gjorde med GIER emulatoren.
GIER er en temmelig simpel computer, jeg ved ikke præcist hvor mange transistorer der er i den, men det er maksimalt nogle tusinde.
Til sammenligning er det en håndfuld milliarder transistorer i moderne CPU'er.
R1000 ligger et sted midt imellem, den er lavet i de tidlige 1980'ere, men det er på ingen måde en lille computer for tiden.
Jeg har i hast taget billeder af alle printkortene, i håbet om at disse billeder kan bruges som reference for projektet og tænkte at jeg lige ville give jer et indtryk af hvad jeg mener med "på ingen måde en lille computer for tiden":
Denne printplade, kaldet "SEQ" indeholder den logik der styrer udførelsen af mikrokoden, jeg har ikke talt efter, men på øjemål er der ca. 14 * 49 - en snes chips, lad os kalde det 650.
De andre printplader, "TYP", "VAL", "FIU", "IOC" og "MEM" er af samme kaliber og dertil et I/O interface print kaldet "RESHA" der ikke har nær så mange chips.
(Man kan se hele forbrydergalleriet på vores wiki. Bemærk hvorledes bagsiden af printene har silketryk med komponenterns logiske navne, ikke bare "U%d", men navne som "DCDRV0")
Lad os kalde det 4000 chips alt i alt.
Det er et lidt stort tal i forhold til at skrive en software model der emulerer hardwaren.
Der er dog mange formildende omstændigheder, f.eks er det meste af MEM kortet identiske DRAM chips der ikke behøver at blive simuleret individuelt og ligeledes gør den samlede busbredde på 4*64 bits at der er rigtig mange driver-chips som en software model kan behandle under et.
Men selv 3000 ville være et stort tal.
Det særligt tiltrækkende ved at lave en hardwaremodel, er at vi kan bruge den meget omfattende samling af diagnostik programmer maskinen har, til at debugge emuleringen med, hvis vi emulerer på instruktionssætniveau, eller for den sags skyld mikrokode niveau, duer de ikke til noget.
Men 3-4000 chips... urg.
phk
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.