Peter Naurs datalogitanker er blevet uhyggeligt aktuelle
Det forgangne år har stået i dataskandalernes navn. Ingen har næppe kunnet undslippe avisoverskrifter om dataovervågning, datalæk og videresalg af data, mens verdens ’techgiganter’ – et andet af årets nøgleord – har været i vælten den ene gang efter den anden.
Hvad skyldes den heftigt stigende opmærksomhed?
De seneste år er det i højere grad gået op for os, at mange af de gratis digitale tjenester, vi alle er mere eller mindre afhængige af og mere eller mindre frivilligt benytter os af, ikke er helt så gratis eller tjener os helt så godt som måske hidtil antaget.
Flere af dem truer vores privatliv, frihed og demokratiske beslutningsprocesser i et omfang, ingen kan sidde overhørig længere.
Vi har erfaret omfanget af målrettet indhold eksplodere fra halvuskyldige skræddersyede reklamer til regulering og kontrol af menneskelig adfærd.
Denne uhyggelige udvikling har blandt andet fået forskere på området til at stille krav om, at digitale systemers måder at behandle data på lægges åbent frem for alle og forklares for alle – på menneskesprog.
Om end sådanne protester er sunde, har vi været noget sløve i optrækket til at opfatte farernes alvor. Det sker på efterkant – selvom vi mere eller mindre altid har vidst, at data kan indsamles og behandles på både rigtig gode og rigtig dårlige måder. For mennesker og imod mennesker.
Faktisk gav en række danske pionerer os den ene kærlige advarsel efter den anden ved datalogiens spæde begyndelse for omtrent et halvt århundrede siden. Og særligt én af dem kan efter min mening inspirere os i dag.
Dette indlæg handler om Peter Naurs fremsynede tanker. Om datalogi som menneskelig aktivitet. Om data som et værktøj for mennesker. Som et fortrinsvis godt værktøj.
Datalogi og medmenneskelighed
Peter Naur blev født i 1928. Han var opfinder af begrebet datalogi, medgrundlægger af Datalogisk Institut på Københavns Universitet (DIKU), Danmarks første professor i datalogi og eneste dansker, der har vundet ACM’s Turing Award.
Så tidligt som i 1954 forsøgte han nøgternt at råbe verden op i artiklen 'Elektronregnemaskinerne og hjernen' foranlediget af datidens nye 'elektriske apparater', som medierne omtalte under »bemærkelsesværdige betegnelser som for eksempel elektroniske hjerner«.
Peter Naurs budskab var, at de processer, en maskine gennemgår, blot er et resultat af menneskelige planer.
»Maskinen udfører ganske mekanisk de processer som en menneskelig hjerne har udtænkt for den«, skrev han således og endte med i artiklen at konkludere, at han fandt datidens frygt for maskiner, der kunne tænke, ganske ubegrundet. I stedet var han bange for, at »faren lurer, ikke hos de maskiner som muligvis kan tænke, men hos de mennesker, som ikke kan«.
Citatet er uhyggeligt aktuelt den dag i dag. Allerede dengang var Peter Naur nemlig klar over, at magten over systemet ville komme til at ligge hos dem, der forstår, hvordan det virker.
I 1968 skrev han i en artikel med titlen 'Demokrati i datamatiseringens tidsalder', at »dette faktum er baggrunden for, at mange af os, der har datamaterne nært inde på livet, og som gør os tanker om deres samfundsmæssige konsekvenser, føler, at vi ved enhver gunstig lejlighed må fremhæve, at forståelsen af datamaternes programmering må bringes ind i almenuddannelsen og således blive almeneje«.
Og det var netop en pointe, han gentagne gange vedholdende pegede på væsentligheden af.
At alle mennesker skulle udvikle forståelse for datalogi for at kunne få indflydelse på beslutningsprocesser i fremtidens datamatiserede system – på samme måde, som vi skal lære sprog og matematik i skolen som en nødvendig forberedelse på livet, og ikke fordi vi efterfølgende alle skal blive lingvister eller matematikere.
Datalogi i almen uddannelse
Lige så overbevist Peter Naur var om, at det i det lange løb vil blive erkendt, at der eksisterer et datalogifag, som må indgå i den almene uddannelse, lige så sikker var han på, at det ville tage årtier at skabe de nødvendige ændringer, når man så på uddannelsessystemets træghed. Og det skulle vise sig at holde stik.
Ganske vist blev der i halen af Peter Naurs datalogitanker sat skibe i søen til faget datalære, der blandt andet sigtede mod, at eleverne udviklede kompetencer til at »vurdere og tage stilling til de muligheder, påvirkninger og konsekvenser, der følger af brugen af datamater«, ligesom undervisningen skulle »give eleverne mulighed for oplevelse af og erfaring med problemløsning«, som det stod i en undervisningsvejledning fra 1985, hvor faget endelig var kommet på skoleskemaet; dog blot som valgfag.
Bolden til faget var ellers givet op i 1972, hvor et udvalg nedsat af undervisningsministeriet i en betænkning anbefalede, at det kom ind i både folkeskole og læreruddannelse. Men af mere eller mindre ukendte årsager kom det fremsynede fag ikke med i den endelige skolelov, og med tiden blev det erstattet af pc-kørekort og undervisning i tifingersystemet, mens kommuner brugte millioner på indkøb af udstyr.
Nogle bemærkede, at »enhver idiot jo kunne lære at trykke på nogle knapper«, og andre advarede mod, at eleverne blev »datamaternes robotter«.
Alligevel skulle der gå et halvt århundrede, før vi kom på sporet af ambitionerne med datalære igen.
Et nyt og vigtigt datalogifag med ambitiøse mål er nemlig på vej til skolen – foreløbig som et treårigt forsøg. I dag hedder faget teknologiforståelse, og formålet er i lighed med dengang blandt andet, at eleverne udvikler faglige kompetencer til at forstå digitale teknologiers muligheder og konsekvenser og til problemløsning.
Fokus tilbage på mennesker
Når vi ser på de umenneskelige måder, mange af de såkaldte techgiganter behandler vores data på i dag, synes Peter Naurs medmenneskelige tanker om datalogi at være frygtelig aktuelle og mere presserende end nogensinde.
Alle i samfundet bør udvikle kritisk tænkning og forståelse for datalogiske systemer i vores alles samfund.
I 1983 formulerede tre aktører inden for datalærefaget – Neel Eriksen, Winnie Grønsved og Ib Lundgaard Rasmussen – pointen tydeligt:
»Alle kommer til at blive berørt af det teknologiske samfund, og alle bør have viden, så de er med til at gøre dette samfund menneskeværdigt.«
Tre andre visionære aktører – Carsten Fischer, Erik Frøkjær og Lisbeth Gedsø – forklarede i en elevbog fra 1972, hvordan store datamater og dataregistre nu havde gjort det muligt at sammenholde en hel række enkeltoplysninger om en enkelt person, så man vil kunne få et detaljeret billede af en persons adfærd, som let ville kunne komme til at ramme urimeligt.
»Gør man det, er der skabt risiko for, at oplysninger, der i øjeblikkes betragtes som private, kan misbruges,« advarede de.
I 2018 er god brug af data druknet i overskrifter om dårlig brug.
Om algoritmer, der diskriminerer.
Om søgemaskiner, der forstærker racisme.
Om digitale systemer, der overvåger vores gøren og laden – belønner ’god’ opførsel og straffer ’dårlig’.
Om målrettet markedsføring, der bruger private data om os og om andre, der ligner os, til at manipulere på enhver tænkelig måde: til at stemme på bestemte måder, til at købe bestemte varer, til at læse bestemte nyheder …
Der er brug for, at vi tænker os om.
Vores historie kan inspirere os til at finde tilbage til, at datalogi handler om mennesker.
Da Peter Naur en dag i april i 1966 på vej ad Lyngbyvejen fandt på begrebet datalogi, var det som en protest mod det misvisende amerikanske begreb computer science. »Datalogi – videnskab om data og databehandling – indeholder det menneskelige aspekt. Data handler om menneskelig forståelse,« udtalte han i sin Turing Talk i 2005.
Da han i 1969 formulerede en række planer og ideer for det dengang kommende DIKU, gjorde han det klart, at »data er et værktøj for mennesker« – og tilføjede: »fortrinsvis et godt værktøj«. Det står i modsætning til meget af den kontrollerende og adfærdsregulerende brug, vi ser i dag, hvor databehandling i stedet for at sætte os langt mere fri sætter os langt mindre fri.
Jeg ønsker mig et 2019, hvor ingen af os kan undslippe avisoverskrifter om menneskelighed, samarbejde og gennemsigtighed, når vi taler om brug og behandling af vores data.
Det er ikke maskiner, men os mennesker, der skaber retningen i vores samfund – og det skal vi alle kunne være med til.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.