Man kan ikke være Version2 læser uden at have læst om Helsingørs Chromebook-sag.
Som IT-faglig ved du godt, at det ikke er Chromebooken i sig selv, der er problemet, men at det er serverdelen, hvor vi er i en mørkegrå GDPR-zone.
Men måske er du ikke klar over, at der er et alternativ, som uden tvivl overholder GDPR. Det gør det, fordi kommunen selv kan hoste løsningen. Løsningen hedder Classroom+ (https://classroomplus.eu/) og er udviklet af Semaphor og Magenta. Når Helsingørs borgmester mener, at alternativet er at stoppe med at bruge IT i undervisningen, så virker det som om, vi (ja, dig og mig) har en oplysningsopgave overfor vore valgte politikere.
Derfor har jeg sendt nedenstående brev til min kommunes undervisningsudvalg.
Til Frederikberg Kommunes Undervisningsudvalg
Cc: Databeskyttelsesrådgiveren, Ruben Kidde, Fasael Rehman, Bianca Vitting, Sine Heltberg, Christina Sylvest-Noer, Nikolaj Bøgh, Jan E. JørgensenI nyhederne har jeg fulgt Helsingørs Chromebook-sag. På mig virker Helsingørs opførsel som et mere og mere desperat forsøg på at retfærdiggøre en praksis, som i bedste fald er tvivlsom og i værste fald decideret ulovlig.
Datatilsynets afgørelse kan ikke komme som en overraskelse, hvis man har fulgt Snowdens afsløringer, GDPR's tilblivelse, Schrems-II-afgørelsen og Datatilsynets Cloudvejledning (https://www.datatilsynet.dk/Media/637824109172292652/Vejledning%20om%20cloud.pdf).
Siden Snowdens afsløringer i 2013 har det i IT-sikkerhedskredse været velkendt, at USA vil kunne få adgang til data, der behandles hos amerikanske techgiganter – herunder Google. GDPR blev til stort set samtidigt med Snowdens afsløringer og er det i øjeblikket det bedste juridiske middel til at dæmme op for dette.
Man har forsøgt flere gange at lave bindende aftaler mellem USA og EU for dataudveksling, men alle er de blevet underkendt af EU-domstolen. Og det er disse underkendelser, som gør, at vi ikke er overraskede over Datatilsynets afgørelse.
Det er uklart for mig om Frederiksberg Kommune også bruger Google Workspace, men hvis I gør, så det rettidig omhu allerede nu at kikke på et alternativ, hvor der ikke hersker tvivl om GDPR-overholdelse.
Classroom+ (https://classroomplus.eu/) er et sådant alternativ, der leverer de samme muligheder som Google Workspace. Det overholder GDPR ved at man kan drive systemet på kommunens egne servere.
Det udvikles oven i købet i Danmark, så det vil (i modsætning til Google) reelt være muligt at få indflydelse på udviklingen.
Man kan desuden genbruge indkøbte Chromebooks, så den investering vil ikke være spildt.
Der er i hvert fald ingen teknisk grund til at holde fast i en løsning, som i bedste fald har en tvivlsom overholdelse af GDPR.
Jeg håber, at I vil udvise den fornødne ansvarlighed ved allerede nu at tage fat i Classroom+, så I ikke bliver taget med bukserne nede, hvis Datatilsynets afgørelse går jer imod.
https://classroomplus.eu/kontakt-os/
Mvh
Ole Tange
Du er mere end velkommen til at lade dig inspirere af brevet og sende et tilsvarende til din kommune.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.