Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Nye datalogiske uddannelser

1. juli 2019 kl. 09:187
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Nu nærmer tiden sig, hvor nyudklækkede (og lidt ældre) studenter og studiner skal vælge uddannelse. I den forbindelse vil jeg informere lidt om to helt nye uddannelser på Københavns Universitet.

Den ene hedder "Machine learning og datavidenskab". Det oprindelige forslag var "Machine learning og data science", men ministeriet (det gamle) synes, at en dansksproget uddannelse bør have et dansk navn. De foreslog "Maskinlæring og datavidenskab", men en hurtig fokusundersøgelse viste, at gymnasieelever slet ikke forbandt ordet "maskinlæring" med "machine learning", men snarere noget med industrielle maskiner, så KU fik lov til at beholde den del af titlen på dansk. Uddannelsen er et samarbejde mellem Datalogisk Institut, Institut for matematiske fag og Niels Bohr Institutet (nej, det staves ikke med dobbelt-t). I forhold til specialiseringen i data science på den "gamle" datalogiuddannelse (som stadig fortsætter) er indholdet meget mere matematisk, specielt med vægt på statistik. Faktisk giver uddannelsen (med de rigtige valgfag) mulighed for optagelse på kandidatuddannelsen i statistik. Du kan læse mere om uddannelsen på uddannelsens hjemmeside. Og, inden nogen spørger, nej, uddannelsen er ikke fritaget fra uddannelsesloftet -- den er for ny til at have være under overvejelse. Men fra næste år burde dette ikke være noget problem -- enten er loftet afskaffet, eller denne uddannelse er med i undtagelseslisen.

Den anden uddannelse hedder lidt mere prosaisk "Datalogi-økonomi". Den kombinerer klassiske datalogiske emner med økonomi, men ikke på den måde, den bliver undervist på økonomistudiet. På økonomistudiet er modellerne primært matematiske (differentialligninger osv.), mens de på Dat-Øk primært er simuleringer. Det er åbenbart den vej, økonomerne regner med, at deres fag går hen. Uddannelsen er et samarbejde mellem Datalogisk Institut og Økonomisk Institut, og spænder derfor over to fakulteter, men undervisningen (af obligatoriske fag) sker på Nørre Campus, hvor Datalogisk Institut har hjemme. Du kan læse mere på uddannelsens hjemmeside. Ligesom Machine learning og datavidenskab er uddannelsen (endnu) ikke fritaget fra uddannelsesloftet.

Der er kurser fælles mellem begge de nye uddannelser og datalogiuddannelsen, så tanken er at lave et fælles studiemiljø for alle tre uddannelser, men alligevel holde nogle fagspecifikke arrangementer for at give de studerende et stærkere tilhørsforhold til deres uddannelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om de nye uddannelser er spændende og med stærke faglige miljøer bag, skal man dog ikke glemme at se på alternativerne -- både på KU og hos andre udbydere.

Jeg er p.t. til konference i Novisibirsk, så jeg kan ikke love at svare på spørgsmål specielt hurtit, men jeg vil gøre mit bedste.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
6
5. august 2019 kl. 11:16

Ved man noget om, hvor mange studiepladser de to uddannelser kommer til at udbyde?

De to nye uddannelser har nominelt hver 60 pladser, men der optages lidt flere. Se https://studier.ku.dk/bachelor/ansoegning-og-optagelse/optagelsesstatistik/2019/antal-optagne-fordelt-paa-koen/ for præcise tal, samt de kønsfordelinger, jeg i en tidligere kommentar efterlyste. Adgangssnittene kan ses på https://studier.ku.dk/bachelor/ansoegning-og-optagelse/optagelsesstatistik/2019/adgangskvotienter/.

5
5. august 2019 kl. 10:56

Har du en kilde på det Jens? Jeg skal til at skrive min bachelor på DIKU og har de sidste par år været instruktor i førsteårskurser. Mit indtryk af frafaldet på DIKU er præcist det modsatte. Hvis mere end 70 % faldt fra ville uddannelserne hurtigt komme i økonomisk knibe pga. taxameterordningen.

Du kan se karakterstatistik for nogle af førsteårskurserne på DIKU via linksene herunder. Det ser umiddelbart ud som om >70 % kommer igennem første år.

Diskret Matematik og Algoritmer:http://karakterstatistik.stads.ku.dk/Histogram/NDAB15008E/Winter-2018/B1Programmering og Problemløsning:http://karakterstatistik.stads.ku.dk/Histogram/NDAB15009E/Winter-2018/B1

SoftwareUdvikling:http://karakterstatistik.stads.ku.dk/Histogram/NDAB15011E/Summer-2019/B3

Interaktionsdesign:http://karakterstatistik.stads.ku.dk/Histogram/NDAB15003E/Summer-2019/B3

Lineær Algebra i Datalogi:http://karakterstatistik.stads.ku.dk/Histogram/NMAB15002E/Summer-2019/B4

4
15. juli 2019 kl. 19:36

På datalogi Århus og København Plejer 70% at droppe studiet efter første år.

Så tror der er nok studiepladser.

3
11. juli 2019 kl. 23:23

Det ser meget interessant ud. Ved man noget om, hvor mange studiepladser de to uddannelser kommer til at udbyde?

2
11. juli 2019 kl. 10:36

Der er kommet mere detaljerede ansøgertal nu (se https://studier.ku.dk/bachelor/ansoegning-og-optagelse/optagelsesstatistik/2019/).

Machine Learning og datavidenskab: 86 1. prioritet og 297 i alt. Datalogi-økonomi: 91 1. prioritet og 330 i alt.

Samtidig er søgningen til Datalogi faldet lidt: fra 275 1. prioritetsansøgere i 2018 til 223 i 2019, og fra 704 til 664 i alt. Men faldet er væsentligt mindre end ansøgertallene til de nye uddannelser, så selv om der givetvis er flyttet nogen ansøgere fra Datalogi til de nye uddannelser, så er langt fra alle ansøgere til de nye uddannelser nogle, der ellers ville have haft Datalogi som første prioritet.

Der er ikke kønsfordelte ansøgertal på uddannelsesniveau endnu. Det kunne ellers være spændende at se kønsbalancen på de nye uddannelser.