Når det sidste klippekort er brugt
Der er idag en livlig debat omkring Rejsekortet - nu er problemet at tvang ikke har været helt nok - endnu. Dog kan vi med lidt mere tvang og lidt mere pres få økonomien til at hænge sammen, for der er dundrende massiv gæld i rejsekortselskabet. Det er godt nok usympatisk og jeg har svært ved at formulere mig så roligt som andre.
Jeg tog en enkelt kommentar som fint opsummerer det:
Hvis man gerne vil høre flere argumenter er de under atiklen på
http://ing.dk/artikel/minister-toerrer-regningen-rejsekort-af-paa-alle-passagerer-174895
Personligt er det værste nu sket ... jeg brugte det sidste klip på klippekortet idag. Jeg har ikke et kæmpe lager, så ikke flere klip. Faktisk er det pudsigt for jeg har pt. et DSB pendlerkort som jeg primært bruger, men det lå ikke i min lomme imorges. Det og artiklerne får mig dog til at tænke, hvad er alternativerne til Rejsekortet?
Det emne har været opsummeret før, men jeg vil godt tænke lidt ud af boksen, og jeg beskæftiger mig jo med IT-sikkerhed ... så
Alternativ optimeret billetbetaling
Udover at betale med diverse tilgængelige metoder som er mere eller mindre bøvlede, som kontanter og SMS billet, hvad kan man så?
De alternative metoder til at rejse uden rejsekortet som ligger lige for hos mig er:
1) Køb et månedskort til de zoner du oftest besøger, lad være med at betale
2) Lad være med at betale overhovedet
NB: ovenstående er et tankeeksperiment og ikke en opfordring til at snyde i toget.
Hvis jeg køber et månedskort har jeg altid en billet og rejserne er anonyme. Det lever således op til en masse af de krav som man bør kunne stille til offentlig transport. (Ja, jeg skal snart have købt en cap og gå mere med hættetrøjen oppe for at undgå kameraerne). Det vil dog være en større udskrivning at købe månedskort til hele Danmark, eller sågar hele København.
Jeg vil derfor være nødt til at købe tillægsbilletter indimellem. Det vil virke en stor del af tiden, tillægsbillet er også relativt nem at købe og er det få gange er det økonomisk forsvarligt. Typisk vil jeg jo også kunne rejse et stykke vej, og derfor kan købet af tillægsbillet ske på en af de stationer jeg passerer. Det lyder umiddelbart som en god plan, og jeg vil nok bruge offentlig transport mere.
men men, når jeg nu allerede med et månedskort kan rejse et stykke af vejen kan jeg holde øje med billetkontrollen. Det vil være muligt at foretage en konkret vurdering om der er kontrol og hvad er sandsynligheden for at der kommer kontrol. Jeg kunne eksempelvis have zonerne 1,2,3 men ikke 4 og på vej til lufthavnen med metro kan jeg holde øje med om der er kontrol på vejen. HAR der været kontrol er der nok ringe sandsynlighed for at der kommer en kontrol mere. Kontrollen i metroen har gennem årene været ret uforudsigelig, men er ret sjælden. Her under byggeri med døre på de åbne stationer, hvor mange resourcer er bundet på stationer osv. der er sådan set INGEN kontrol af billet overhovedet.
Tidspunktet for rejsen influerer også på sandsynligheden for check. Det sker at man fylder togene helt op, og jeg vil tror man kunne rejse gratis mellem Kbh H og Fyn/Jylland de fleste fredag eftermiddage når det er værst. Altså de toge kl 16-17 hvor man selv på 1' kl sidder på gulvet :-D
Det sker også at jeg tager toget fra Ørestad til Kbh H, og den anden vej - ca. 3-4 gange om ugen for tiden - og der er en sjov observation. Det svenske togpersonale i Öresundstoget checker ikke billet. Punktum. Det sker yderst sjældent at en svensk "kontrollør" henvender sig til mig og vil se billet. Det sker forøvrigt i det hele taget meget sjældent at der er kontrol i det tog, så skal man til lufthavnen uden billet vil det være en oplagt mulighed.
Jeg ved ikke hvorfor det forholder sig sådan, men på et halvt år ville jeg nok højst have betalt eeen bøde, eller nej. Jeg ville i de fleste tilfælde kunne nå at se kontrolløren og købe en slags SMS billet og på den måde kunne præsentere en billet - WIN! Det vil være uærligt, men sker nok allerede, vil jeg da tro. Der er således gode muligheder for at observere systemet og optimere billetbetalingen til det mest nødvendige.
Jeg kunne vel også 100% gå amok og lade være med at købe billet. Det ville nok være en relativt dyr fornøjelse generelt, men hvis jeg har en app klar til at købe billet så ville det kunne lade sig gøre, og de fleste søde togstewarder accepterer at "telefonen skal lige lades op", "Jeg skal lige have min laptop frem" osv. Hvilket vil give mig tid nok til at købe en billet og ved næste gennemgang af toget kan man stolt vise at man skam har billet.
Det samme princip ville man også kunne bruge i DSB Intercity, og måske regionaltogene - men min erfaring er at de checker 99% eller oftere. De er dog stadig ret loose mht. om de ser billet NU eller lige om 5minutter hvor de kommer igen. Bemærk at jo flere løsninger vi tillader, jo nemmere bliver det for en umoralsk kunde at benytte ovenstående metoder til at undgå bøder, og betale så få billetter som muligt.
Jeg skal måske samtidig bemærke at ovenstående er mine erfaringer med DSB IC/ICL rundt i DK, Öresundstoget og metroen. Jeg har et rejsemønster hvor jeg rejser meget mellem Odense og Kbh, samt holder mange foredrag på skæve tidspunkter til/fra Aalborg, Aarhus, Herning m.v.
Sikkerhedsforanstaltninger
Når ovenstående nu postulerer at man kan rejse ofte uden at betale - hvordan dæmmes op for det?
Mere kontrol, det kan lade sig gøre at bruge flere penge til at kontrollører tager en bødeblok under armen og besværer alle - altså når de kan, udenfor myldretiden. Det forbedrer ikke servicen, og det giver formentlig kun kortvarig adfærdsændring hos kunderne. Dem som kører gratis fortsætter, og man fanger lige et par turister mere. Mere opmærksomhed "fy du må ikke, du er asocial, du er en røv, du er en %&/" - lol, bare lol. Det virker ikke så skræmmende, og idag løfter folk knapt et øjenbryn hvis en medpassager får en bøde.
Drop betalingen er et alternativ som jeg ikke synes undersøges ofte nok i den danske offentlige transport. Hvad koster hele kontrolsystemet, billetterne, automaterne, driften af hele det cirkus der IKKE har noget at gøre med transport af mennesker. Jeg ved at vi nu snakker om at der mangler tre-cifrede millionbeløb til rejsekortet, som har massiv gæld og et produkt folk ikke kan forstå og derfor ikke er glade for. Kunne man istedet se offentlig transport som et fælles gode, hvor der var synlighed og gennemskuelighed - hvad koster det at drive en bus 2 gange i timen vs 4 gange i timen. Det ville fordre nytænkning, og strikse krav for at sikre et basalt niveau.
Jeg er ikke transportminister og kender ikke økonomien i dansk offentlig transport, ej heller hvad der bruges på motorveje, veje og lyssignaler. Jeg ved dog at vi i Danmark har en tendens til at afsætte alt for meget plads i byerne til biler og forværrer den offentlige transport igen og igen. Rejsekortet afholder formentlig mange fra overhovedet at prøve offentlig transport og det er en skidt udvikling som SKAL ændres.
TL;DR Hvornår er det billigere at droppe billetsystemerne og støtte god service istedet
Update 09:54, netop da jeg havde sendt dette blogindlæg afsted og checkede Twitter havde @hallgeir været så flink at linke til
Det er gratis at indføre gratis kollektiv trafik
> Samfundet får helt gratis 75 procent mere kollektiv trafik, bedre miljø og færre uheld. Hvert år spares to mia. på biler, og 3,4 mia. investeres i nye busser og tog. De fleste sparer tid, som gavner arbejdsmarkedet

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.