Myte dræbt: Danskudviklet kode er ikke bedre end vietnamesisk
Den 24. maj læste jeg en interessant artikel i Jyllands-Posten. Egentligt var den skrevet på en lidt kedelig baggrund, for den handlede om at IBM havde besluttet sig for at skille sig af med et større antal medarbejdere i Danmark. Det interessante ved artiklen var dog, at den belyste den problemstilling der opstår, når internationale firmaer som IBM beslutter sig for at flytte IT arbejdspladser til Asien, fordi lønomkostninger er lavere der.
Morten Bangsgaard, adm. direktør for IT-Brancheforeningen, udtalte i den forbindelse: “Vi har over en årrække set en stigende tendens til, at it-selskaber outsourcer arbejdskraft til Østeuropa eller Asien. Heldigvis ser vi også den modsatrettede tendens, fordi virksomhederne får brug for en højere kvalitet og hiver opgaverne hjem igen”.
Denne udtalelse bygger på en opfattelse, som er meget udbredt blandt it-fagfolk med hensyn til offshore – enten kan man sende sin opgave til udlandet og få lavet noget billigt skrammel, eller man kan kommet til fornuft (og til lommerne) og få det lavet herhjemme. Jeg arbejder til dagligt med udviklingsprojekter i Hanoi og ser derfor tingene fra den anden ende af Skype kameraet. Herfra kan jeg se, at mange af offshore myterne om ”kodefabrikker” og dårlige arbejdsforhold ikke stemmer overens med virkeligheden.
It-miljøet her i Vietnam er fuldt ud ligeså livligt og mangefacetteret som i Danmark. Det består af kreative og meget engagerede mennesker. Jeg kan heller ikke finde belæg for at den kode og de applikationer mine Vietnamesiske kollegaer frembringer, skulle være dårligere end dem som mine danske kollager producerer.
Det er klart, at hvis man udvikler et stykke software, der skal anvendes i Danmark under danske forhold, så skal man også have et godt kendskab til disse forhold. En af de ting der har været med til at gøre agile metoder, som f.eks. SCRUM, til en succes, er jo netop det forhold at udviklingsteamet hele vejen igennem projektet har en frugtbar dialog med Product Owner, så man får udviklet det man har brug for og ikke kun det man fik skrevet ned i en kravspec før projektet kom i gang.
For at opnå dette skal man arbejde sammen.
I min egen virksomhed består et udviklingsteam både af folk der sider i Danmark og i Vietnam. Men de er stadig en del af det samme team. Ligesom på et almindelig SCRUM team, tilfører hvert enkelt teammedlem teamet kompetencer, som hver for sig er nødvendige for at teamet kan opnå sit mål. Vi ville ikke kunne undvære vores danske kollegaer, for vi ville ikke kunne løse opgaven uden dem. Men de kan heller ikke undvære os, for vi tilfører teamet kapaciteter som ikke findes på den danske del af teamet.
Derfor er jeg ikke enig med Morten Bangsgaard. Det er ikke et spørgsmål om Asien eller Danmark. Opgaver skal løses både ude og hjemme, for det som bliver afgørende for os i fremtiden, er vores evne til at arbejde sammen med kollegaer, partnere og andre professionelle i en global sammenhæng.
Hvis vi forsøger kun at lede efter nicher som udenlandske konkurrenter ikke har ”opdaget” endnu, eller hvis vi forsøger at hegne os ind med protektionistiske tiltag, så vil vi fejle på sigt. Men hvis vi forstår at integrere os ind i den globale udvikling, så bliver der ikke brug for færre danske IT folk – der bliver brug for mange flere.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.