Jeg er for nylig kommet hjem ovenpå en på mange måder grænseoverskridende ferieoplevelse som charterferieturist på Mallorca. Alle mine fordomme om charterturisme blev bekræftet, fra mylderet af skandinaver, der krebserøde lå ved poolen dag ud og dag ind, over dansktalende tjenere, til restaurationsmenuer på dansk, svensk og tysk. Gudskelov var der dog ikke optræk til grisefest på noget tidspunkt.
Mallorca er imidlertid en dejlig ø med et velsignet klima, skønne strande, høje bjerge, dybe drypstenshuler og gamle byer med små krogede gader, så løsningen lå lige for nemlig at leje en bil og komme væk fra turistfælden. Jeg havde min HTC Desire telefon med på ferien og sådan en er jo en veritabel grønspættebog efterhånden, så jeg udnyttede lejligheden til at prøve maskinen af som turguide.
Men knap havde jeg tændt for mobildatatrafik og slået roaming til før jeg fik en venlig SMS fra TDCs kundeservice: "Vi har registreret at du er begyndt at anvende en mobil datatjeneste på din rejse. Prisen pr. megabyte er 25 kr. Denne SMS kan afmeldes ved at taste 1382#. Vh Kundeservice".
Det var selvfølgelig pænt af dem at fortælle mig det, men ... 25 kr per megabyte'!'!
Da jeg havde fået tørret den spildte Sangria op og genfyldt glasset faldt jeg lidt ned. "Jeg behøver da heller ikke at have datatrafik slået til hele tiden", tænkte jeg, "så jeg slår det da bare til og fra som jeg har brug for det og sætter mobilbrowseren til ikke at downloade billeder og flashanimationer - så går der nok ikke så mange megabyte på det."
Aftenen inden billejen surfede vi lidt og plottede de forskellige mål vi ville besøge ind i Google's Android Navigation via dennes bogmærkefunktion. Da vi næste morgen satte ud slog jeg så datatrafik og GPS til og valgte det første bogmærke, som Navigationsprogrammet fandt uden videre vrøvl. Det virkede upåklageligt, men der var lige detaljen med datatrafikken der summede i baggrunden.
Ved frokosttid prøvede jeg kræfter med nogle af de programmer jeg på forhånd havde installeret og som burde kunne fortælle mig hvilke restauranter der lå i nabolaget. Qype Radar havde kun ganske få, mens Layar Reality Browser's virtuelle lag "Hotels Y Restaurants" var noget nær ubrugeligt med få restauranter der lå mindst 40 km væk. Prisen for mest anvendelige yellowpages gik til Google Places Directory, der rimeligvis leverede varen og fandt et godt udvalg.
Og imens tikkede datatrafikken derudaf.
Sidst på eftermiddagen, netop som vi satte kursen tilbage mod hotellet, dumpede der endnu en SMS ind fra den venlige TDC kundesupport. "Kære Kunde. Du har nu 100 kr. tilbage i dataforbrug i udlandet inden du rammer din månedlige grænse på 360. Vi lukker herefter din dataforbindelse. Ønsker du at hæve grænsen, skal du blot besvare denne sms med 'Ja', så får du automatisk flere MB til 25 kr/MB. Venlig hilsen TDC Kundeservice."
Heldigvis sad jeg ned.
Restauranten fandt vi med hjælp fra den medbragte analoge, papirbaserede retroguidebog og jeg måtte sluge den bitre pille altså nu at have en telefon fyldt med smarte programmer, der kunne gøre mit liv som turist meget lettere, men som jeg ville blive flået ved at bruge. Og for at føje spot til skade havde jeg allerede brændt 260 kroner af på en god formiddag.
Det gør mig sur. En sådan prissætning er ikke bare ublu, men decideret ødelæggende for mobilers anvendelse som digitale rejseguides uden for andedammen. Der må da i den grad være plads til noget "distruptive innovation" her eller hvad?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.