Mine første computeroplevelser (del 3)

I 1982 startede jeg på kandidatuddannelsen på DIKU (selv om jeg havde et par hængepartier i form af et par manglende kurser på bifaget i matematik). Det medførte et skift i brugen af datamater, da vi nu kunne bruge DIKU's egne PDP-11 og VAX maskiner, som kørte UNIX. Det var stadig mestendels med grønskærmsterminaler, men jeg tog et kursus i computergrafik, hvor der var en enkelt farveskærm til deling mellem alle deltagerne. Kort efter købte DIKU en BBC Micro til grafikkurset.

Mere spændende blev det, da DIKU lånte en PERQ, en grafisk arbejdsstation med en A4 skærm på højkant. PERQ's processor var mikrokodet til p-code, en bytekode opfundet til Pascal (man kan vel kalde det forgængeren for JVM), og blev følgelig programmeret i Pascal. Jeg kom med på et projekt, hvor tre studerende skulle implementere en variant af Myresnak. Jeg stod for at lave fortolkeren, mens de andre to deltagere lavede grafikelementerne. Jeg besluttede, at der kun skulle være floating point tal, da små heltal bliver repræsenteret eksakt som floating point tal, og addition osv. ville bevare denne præcision – troede jeg. Det viste sig, at hvis man startede med tallet 6 og trak 1 fra dette seks gange, så fik man ikke 0 eksakt! Jeg indførte et epsilon ved sammenligning af tal, for at undgå at f.eks. "gentag x", som gentog en handling x gange, skulle gå i uendelig løkke. Projektet blev færdigt, men da ingen skoler, efter hvad jeg ved, nogensinde købte en PERQ, blev det nok ikke brugt siden.

Da jeg senere skrev speciale om ray tracing, stødte jeg på endnu et problem med floating-point beregning, denne gang på Freja, DIKU's største VAX computer. En gang imellem fik jeg pixels, som havde intensiteter langt over, hvad de burde – og det var ikke de samme, hver gang programmet blev kørt. Jeg fik mistanke om hardwarefejl, men det er svært at overbevise folk om at fejlen er i deres hardware og ikke i ens eget program på flere tusinde kodelinjer. Derfor lavede jeg et lille C program, der blev ved med at gange de samme to tal sammen, indtil resultatet ikke længere var det samme, og derefter skrive de to forskellige resultater ud. Da dette program havde kørt i ti minutter, gjorde det faktisk dette, og det var nok til at overbevise Digital om, at der var en fejl. Det viste sig at være et timing problem, hvor en skrivning fra FPU'en kom ud af trit med en stakpegerændring, så resultatet kom et forkert sted. Det blev hurtigt fikset, og jeg kunne fortsætte med specialet.

Efter afslutning af kandidatuddannelsen i 1986 blev jeg licentiatstipendiat – det, der nu hedder PhD-studerende. I løbet af den tid fik DIKU Sun arbejdsstationer, og arbejdet blev lidt mere moderne (selv om det stadig var mestendels i sort hvid). Sidst i 1987 købte jeg selv en Acorn Archimedes A310, lavet af de samme folk, der havde lavet min BBC Micro. Hvor min BBC havde 64KB RAM og 32KB ROM og en 2MHz 6502, havde A310 en hel MB RAM og en halv MB ROM med OS og BASIC og processoren var en 8MHz ARM2. A310 var hurtigere end DIKU's Sun arbejdsstationer, der brugte Motorola 68010 og den havde grafik i (for datiden) høj opløsning og mange farver. Der var også en GUI, men den var ikke specielt god, så jeg brugte den ikke. Det skiftede, da RISC OS 2 kom i 1989. Her var en GUI, der havde mange elementer, der ikke blev set i Windows før Windows 95 eller senere og en mere intuitiv grænseflade end både Windows og Mac. Da Apple i 1993 introducerede PowerPC-baserede computere, markedsførte de den som den første hjemmecomputer med en RISC processor, hvilket var seks år for sent. Og det vidste de godt – Apple var en af partnerme, da ARM i 1991 blev udskilt fra Acorn, blandt andet for at Apple kunne bruge ARM i deres Newton PDA.

Min A310 var (med diverse udvidelser, bland andet et motherboard fra en A5000) indtil 1999 min eneste computer, og den blev brugt lidt ind i det nye årtusinde. Det er en noget længere levetid end mine andre computere, både før og efter, og jeg kører en gang imellem stadig RISC OS under emulering på min nuværende computer.

Men det bringer os så langt frem, at jeg ikke længere kan kalde det for tidlige computeroplevelser, så jeg vil slutte denne artikelserie nu, men måske vende tilbage til udvalgte detaljer senere.