Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mine første computeroplevelser (del 2)

8. september 2008 kl. 13:242
Artiklen er ældre end 30 dage

Jeg startede datalogistudiet på KU i 1979. Ligesom nu havde DIKU fået sine ældre brødres aflagte tøj i form af lokaler på Sigurdsgade, delt med KU's regionale EDB center RECKU. Som førsteårsstuderende så jeg aldrig en computer: Vi brugte RECKU's UNIVAC 1100 computer, men den var i et lokale, som vi ikke havde adgang til. I stedet tastede vi vores Pascalprogrammer ind på hulkort og satte dem i en kasse, som en gang i timen blve hentet af en operatør, taget med ind i de hellige haller og kørt. Resultatet kom ud på et stort skrummel af en kædeskriver i hullestuen, og vi kunne så bruge den næste time til at finde fejlene i vores programmer.

Det var selvsagt et tilbageskridt i forhold til det, jeg var vant til fra gymnasiet og i særdeleshed fra den interaktion, som jeg havde set på min vens PET. Men det lærte os trods alt at være omhyggelige med vores kodning, da tilfældige mutationer af koden, til den virker, tager for mange *edit-compile-run *cykler til at virke under disse forhold.

Men, som datalogistuderende altid har kunnet, fik jeg studiejob allerede tidligt i studiet. Det første bestod i at oversætte programmer til Atari 800 fra engelsk til dansk. Det skete ved at rette direkte i den binære kode, så man skulle sikre, at den oversatte tekst fyldte præcis det samme som den oprindelige. Derudover underviste jeg i BASIC i ungdomsskolen, men jeg må nok erkende, at jeg ikke dengang var den mest pædagogiske underviser, så det var nok begrænset, hvor stort udbytte eleverne fik af undervisningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En senere job var at programmere spørgeskemastatistik for kiropraktorforeningen i BASIC på en [IMSAI 8080](https://IMSAI 8080). Firmaet, hvor jeg lavede arbejdet havde også nogle andre mikrodatamater, blandt andet en Exidy Sorcerer, som var langt mere moderne. En besynderlig mangel ved denne computer var, at man ikke kunne redigere i en BASIC linje, når først den var tastet ind – man skulle skrive linjen helt forfra. Med en par dusin maskinkodeinstruktioner lykkedes det mig at lave en editor inspireret af min fætters nye Acorn Atom: Under indtastning kunne man flytte cursoren uafhængigt af input fokus, og en bestemt tast kopierede tegnet ved cursor til input fokus. Så man viste blot den fejlhæftede linje på skærmen og tastede den ind igen, men man kunne nemt kopiere dele af den oprindelige linje eller fra andre dele af programmet (også en fordel til copy-paste programmering).

Atom computeren var forløberen for den mere kendte BBC Micro, som jeg selv købte kort efter, den kom frem i 1981. På det tidspunkt var jeg på tredje studieår, hvor vi som studerende stadig mest brugte hulkort, men en gang imellem fik lov til at bruge en grønskærmsterminal med 80x25 tekst. Så en computer med farvegrafik og andre moderne tiltag var bestemt noget helt andet og meget sjovere, så der blev brugt meget tid med at kode i BASIC, maskinkode og sågar Pascal og LISP, som man kunne få som ekstra sprog i ROM. BBC'ens BASIC var i øvrigt en klar forbedring i forhold til dem, jeg havde prøvet på PET og IMSAI: Der var navngivne procedurer og funktioner med parametre, der var kommandoer til at tegne linjer og (udfyldte) trekanter på skærmen, og mange andre faciliteter, der mindede mere om Pascal (og COMAL) end om Microsoft BASIC. Og man kunne skrive symbolsk assembler i et BASIC program, og kalde den bagefter, hvilket var et klart fremskridt i forhold til at POKE binær kode i lageret i Commodore BASIC.

Og så var der spillene. BBC Microen var ca. dobbelt så hurtig som C64 eller Sinclair Spectrum, så spillene havde normalt bedre grafik eller fart. Acorn havde helt fra starten af lavet konverteringer af en del populære arkadepil såsom Pac-Man og Galaxians og i 1984 kom Elite. Elite var banebrydende på mange måder: Det var et first-person 3D real-time spil og en story line, der blev udspillet over flere måneders spil, hvor computerspil på det tidspunkt ellers typisk var inspirerede af arkadespil og kunne spilles igennem på få minutter.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
8. september 2008 kl. 20:40

Hyggeligt at blive mindet om sine tidlige dage på DIKU. Jeg begyndte i 1981, to år efter Torben, men maskinsituationen var den samme på første år, med hulkort og programkørsler en gang i timen. Der var selvsagt for få hulkortmaskiner til de mere end 300 studerende, og desuden var der ofte nogle som ikke fungerede. Dette problem kunne dog vendes til en fordel hvis man var fingernem nok til at reparere en hulkortmaskine (fx fjerne fastklemte hulkort, udrede forkludrede farvebånd), for så kunne man springe køen over...

På andet år kunne man bruge nogle Univac-terminaler til at redigere programmer elektronisk, men de var næsten værre end hulkort. Terminalerne havde en tilbøjelighed til at gå i baglås, og urutinerede brugere prøvede så at slukke og tænde dem igen. Men det fik terminalkoncentratoren til at gå i tænkeboks et par minutter, og satte alle de andre terminaler ud af spillet imens. Under tidspres gav det en lidt dårlig stemning i terminalrummet.

Ressourcerne var i det hele taget voldsomt presset af de mange studerende. Men der var en herlig stemning om rapportarbejde, og fx A P Ravns forelæsningsnoter om syntaksstyret indlæsning var virkelig gode, ekstremt kompakte og klare.

2
9. september 2008 kl. 20:43

Efter overstående jeremiade skylder jeg at sige at der jo faktisk blev gjort noget ved de triste tilstande -- af et nationalt Informatikudvalg ledet af Dines Bjørner fra DTU, og af Folketinget som afsatte ret betragtelige midler til genopretning/udbygning af de datalogiske institutter fra 1983 og frem. Det betød at DIKU i 1986 fik sin "nye" (nu "gamle") bygning i Universitetparken 1, at det ikke længere krævede et mirakel at få et ph.d.-stipendium i datalogi på KU, samt naturligvis at der blev anskaffet mere tidssvarende materiel såsom en VAX 11/785 (freja) og sågar IBM PCer til førsteårsstuderende, og meget meget mere. Tilsvarende blev de datalogiske institutter i resten af landet styrket de år. Årsagen var erhvervslivets bekymring over manglen på uddannede dataingeniører, dataloger osv.

I foregående kommentar havde jeg egentlig tænkt mig at nævne at jeg vist først lærte Torben at kende i begyndelsen af 1984, da vi begge var blevet involveret i noget arbejde med selvanvendelig partiel evaluering, som blev et stort eventyr.