Men kan I ikke se det brænder!
Uanset hvor forberedt man er, så er vil man med stor sandsynlighed opleve at lokummet pludselig brænder og man bliver nødt til at fokusere hele sin opmærksomhed mod et og kun et problem. Med lige så stor sandsynlighed sker det kun kort tid før en bruger stiller det dumme spørgsmål "har du opdaget at internettet ikke virker" eller kommer med en ligegyldige opgave som "kan du ikke lige opdatere kantinemenuen".
At svine brugeren til giver kun en kortvarig glæde, for lige om lidt kommer den næste, og man har stadigvæk ikke fået webserveren til at virke. Iøvrigt giver det sådan en dårlig stemning og besværliggør samarbejdet senere,
Så hvordan får vi tilfredse brugere og fred og ro uden hele tiden skulle foretage et kontekstswitch og med det helt store smil sige "Ja, jeg ved godt at webserveren er nede, jeg ved ikke hvornår det virker igen, jeg arbejder så hurtigt jeg kan".
På en tidligere arbejdsplads var især to værktøjer med til at lette situationene betydeligt. For det første kunne man ikke forstyre en tekniker fysisk uden at kunne se overvågningssystemet - alle andre måder at forstyre på kunne slukkes. Den præcise betydning af overvågningen forstod brugerne selvfølgelig ikke, men de kunne lige være med på at det hele skulle være grønt og ikke rødt.
Det andet værktøj var usynlighedshatten, introduceret af Ole Tange. Reelt set en propel-kasket og når man tog den på var man usynlig, men det konkrete signal man bruger er nok underordnet. Hovedsagen er at ideen er skæv nok til at alle var helt med på hvad det betød.
Begge dele er selvfølgelig noget der skal bruges med omtanke. Det skal være udtryk for en ekstraordinær situation, hvis det bliver for normalt mister folk respekten for dem.
Hvad gør I for at få fred når det hele brænder på?
