To måneders undervisning på afstand
De første dage var sjove og vanskelige. Nu er der gået så lang tid, at jeg kan drage nogle erfaringer. Til orientering underviser jeg 5 hold på et teknisk gymnasium med en blanding af traditionel faglig undervisning og projektarbejde.
Da vi fik lockdown i midten af marts, valgte jeg at diskutere situationen med nogle elever. De foreslog at vi brugte Discord, som nogle af dem ellers brugte til at kommunikere sammen, når de sad hjemme og spillede computerspil. Det betød at jeg ikke behøvede at bruge tid på at vælge et værktøj og sætte mig ind i det, og at der var nogle trænede elever som kunne hjælpe resten. Det betød også, at da der kom melding om at vi gerne skulle bruge MS Teams på gymnasiet, var jeg allerede godt i gang med mine elever.
Jeg oplevede senere at Discord langsomt bredte sig på bekostning af Teams. Teams er nok et udmærket program, men det er lavet som noget folk skal bruge, fordi firmaet siger det, mens Discord ved at de kun får brugere, hvis den enkelte selv kan lide at bruge det. Desuden virker det som om Teams er lavet, så det skal ligne møder, mens Discord mere ligner den måde mennesker normalt blander sig og taler sammen.
Det er detaljer til forskel, men når jeg sidder med en hel klasse, gør det en stor forskel om jeg kun kan se to forbogstaver for eleven i Teams eller noget der ligner hele navnet i Discord. At en del af eleverne har benyttet lejligheden til at få sig et underligt kaldenavn, det måtte jeg leve med. Til gengæld var vi oppe at køre efter den første time med et hold.
Min professionelle viden gjorde, at jeg mest muligt ville holde fast i elevernes og mine vaner, så vi kunne gøre som vi plejede. Jeg startede med navneopråb og en fælles introduktion til dagens program. Eleverne havde sat nogle grupperum op, som de kunne gå ud i. Jeg kunne så gå rundt og snakke med en gruppe ad gangen, som jeg plejede, og brugte MS Word som whiteboard, når jeg skærmdelte.
I den første måned var der en vis begejstring. Jeg oplevede at undervisning og vejledning af projekter kunne være mere effektiv virtuelt end i klassen. Der var færre forstyrrelser. Jeg følte at der kom noget mere målrettet over processen, som arbejde i et call-center eller en fabrik. Ikke så meget samvær, men mere en effektiv overførsel af information. Jeg kunne hele tiden se, hvis elever skrev til mig, og det er generelt lettere at skærmdele end at skulle stå bøjet over elevens computer for at se noget. Når eleverne skulle bruge noget materiale i et projekt, kunne jeg sende det med det samme mens vi talte.
Nu hjælper det, at jeg sidder med en ordentlig størrelse skærm. Jeg kunne ikke have kørt så godt fra en laptop. Ind imellem kunne jeg endda godt bruge to toogtyve tommer skærme. Det hjælper også, at vi har været heldige med opsætning af gruppestrukturen for holdene. Ellers havde undervisningen været langt vanskeligere.
Efterhånden har jeg fået øje på problemer. I den fysiske klasse, kan jeg se, hvis eleverne er frustrerede. I den virtuelle undervisning er det ofte umuligt at opdage, at eleverne ikke kan finde ud af noget, hvis de ikke selv er klar over, at de har et problem. Derfor er jeg nødt til at være mere grundig i mine forberedelser, og jeg er nødt til at følge mere op på, hvordan det går med den enkelte elev. Det tager mere tid.
Det er hårdere at undervise virtuelt end i et fysisk klasselokale. Jeg føler mig mere udmattet, når dagen er slut. Det er mere intenst, og jeg bliver underligt nok mere træt af at bevæge mig mindre. Desuden mangler samværet og den non-verbale kommunikation som gør undervisningen sjovere for både mig og eleverne. Mine erfaringer passer godt med det Sherry Turkle beskriver, for folk som har mindre direkte kontakt og mere kontakt over computeren i deres arbejde.
Det har hjulpet, at jeg kender holdene godt, og at de kender mig. Jeg oplever selv, at jeg kan forestille mig eleverne, når vi taler sammen, og ved hvordan vi ellers har været sammen. Jeg har også oplevet at både jeg selv og eleverne nogle gange har været mere åbne, end vi ellers vil være i klassen. Der ryger nogle gange nogle hæmninger, når kontakten kun er virtuel.
Fremtiden er ikke at gøre al undervisning virtuel, men at bruge virtuel undervisning, når den er en fordel. Eleverne kan måske lettere koncentrere sig om et projekt, når de har ro og arbejder hjemme. De kan spare transporten, hvis de en dag kun har to timer, og det kan være muligt at lægge undervisning på forskudte tidspunkter, når det passer mig og eleverne.
Litteratur:
Turkle, S. (2015). Reclaiming conversation The Power of Talk in a Digital Age. New York: Penguin Press 2015
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
