Leder: Statens it-projekter løber fuldstændig løbsk
Selvom Danmark bryster sig af at være verdensmester i offentlig digitalisering, er der noget gruelig galt med den måde, vi digitaliserer på. Under succeshistorier om corona- apps og digitale kørekort ligger der nemlig en ubekvem sandhed: Den danske stat har aldrig været dårligere til at overholde tid og budget på de it-projekter, vi hvert år poster milliarder af skattekroner i for at opretholde og videreudvikle det digitale samfund.
For nylig udgav Statens It-råd sin seneste rapport, der gør status på de største it-projekter i staten, og det er bekymrende læsning. Advarselslamperne blinker for 24 ud af 40 projekter, og således har over halvdelen af projekterne – i større eller mindre grad – oplevet forsinkelser, fordyrelser eller missede gevinster. Hvis man kigger på kategorien med de allermest udfordrede projekter, har 12 af dem fået det frygtede røde trafiklys, der på godt dansk betyder, at der er meget seriøse problemer med projektets økonomi og/eller tidsplan. Det er den største andel nogensinde.
De lavpraktiske konsekvenser er til at tage og føle på, og eksemplerne på it-skandaler er så mange, at det næsten er svært at vide, hvor man skal begynde. Alle kender skrækhistorierne om Sundhedsplatformen, Skats gældsinddrivelsessystem, EFI, og Arbejdsmarkedsstyrelsens Amanda, men it-skeletterne bliver ved med at vælte ud af skabene. Prisen for det nye ejendomsvurderingssystem vurderes nu at overstige 3 milliarder kroner, og der er vel at mærke tale om et it-system, der oprindelig blev vurderet til at koste mindre end 100 millioner. Også Skats nye momssystem sprængte de økonomiske rammer, og sidste år kunne Version2 afsløre, at budgettet er vokset med 146 procent fra 247 millioner kroner til mere end 600 millioner kroner. Bare sådan lige.
Det er nærliggende at spørge, hvordan det kan blive ved med at gå galt, og her viser de bitre erfaringer, at der er plads til forbedringer mange steder. Eksperter har i årevis råbt vagt i gevær og appelleret til, at statens gigantiske it-projekter skal gøres mindre og kortere, men på trods af gentagne advarsler går udviklingen den fuldstændig forkerte vej. De senere år har den gennemsnitlige forventede udviklingstid for et it-projekt ligget på fire år, hvilket i sig selv er for længe. Det er fire år, hvor man kan miste overblikket, teknologibehov og rammevilkår kan ændre sig, økonomien kan vokse, og tidsplanen skride. Løbetiden er nu steget til 4,9 år, og det skyldes både, at staten stædigt bliver ved med at søsætte lange projekter, og at flere og flere projekter overskrider tidsplanerne. It-rådet kalder det bekymrende, og det er svært at være uenig i.
Samtidig ligger antallet af projekter historisk højt, og de enkelte projekter bliver dyrere og dyrere. På bare et enkelt år fra 2020 til 2021 er statens udgifter til it-projekter mere end fordoblet fra allerede svimlende 6 milliarder kroner til nærmest blodpropfremkaldende 12,7 milliarder kroner i 2021. I stedet for at lave kortere mere fokuserede projekter investerer vi altså skattekronerne i flere, længere og dyrere it-projekter i staten.
Endnu mere beskæmmende er det, at problemet fordeler sig over så store dele af staten, som det er tilfældet. Breaking news om ejendomsvurderinger og (manglende) inddrivelse af skattegæld kan gøre det let at tro, at problemet er isoleret til Skatteministeriet. Men dykker man ned i it-rådets rapporter, står det klart, at der er massive it-problemer i nærmest hele staten. Ni forskellige ministerområder er repræsenteret i bunken af kriseramte it-projekter, og man kan således ikke slå problemet hen med, at den også bare er gal ovre i Jeppe Bruus’ skatteministerium. Der er nu tale om en sygdom, der spreder sig på tværs af staten.
Hvis man skal løse et problem af så systemisk karakter, skal man tage fat ved roden. Det skal være sværere at få lov til at iværksætte et it-projekt til over 10 millioner kroner, og Statens It-råd skal have skærpede beføjelser til helt at afvise igangsættelsen af et it-projekt, ligesom det også skal have mulighed for at lukke dem.
Desuden skal der tages fat i hele den måde, projekterne finansieres på. Det skaber givet en uhensigtsmæssig incitamentsstruktur, når man fra starten af får grønt lys til at bruge et trecifret millionbeløb på et it-projekt, for jo flere penge, der allerede er brugt, jo sværere bliver det at trække stikket på et projekt, man måske i virkeligheden har indset, at man alligevel ikke burde gennemføre. Her kunne man passende kigge mod Australien, hvor man er begyndt at eksperimentere med agil finansiering. Den overordnede idé er, at i stedet for at give et projekt alle pengene fra start, så deler man det op i mindre bidder og milepæle, som bliver betingelser for, at man får den næste del af finansieringen. Det skal gøre det sværere at blive too big to fail, og det kunne vi snildt lade os inspirere af i vores lille, it-begejstrede land.
Sidst men ikke mindst skal der skabes politisk ejerskab. Lige nu har vi en situation, hvor statens it-udgifter kører fuldstændig af sporet, men problemet er så bredt funderet, at ingen reelt har det samlede politiske ansvar. Her bør vi kigge mod det eneste land, der muligvis er mere digitaliseret end Danmark, nemlig Estland. Her har man i årevis haft en decideret it-minister, og det kan kun gå for langsomt med at få en tilsvarende herhjemme. Hvis aben ikke kan placeres hos nogen, bliver det aldrig bedre – og det har vi ikke råd til.
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
