Google havde mottoet: Don't be evil. Jeg synes, det er et ret godt motto, for det levner rum til, at man ikke nødvendigvis skal "be good"; man skal bare lade være med at "be evil".
Men jeg synes simpelthen ikke Google lever op til mottoet længere. Der er nok en grund til, at mottoet forsvandt omkring 2005: Det begyndte at være pinligt at bruge.
Jeg er imponeret af Googles produkter: YouTube virker så godt, at til trods for, at jeg er klar over masseovervågningen af brugerne samt den arbitrære privatcensurering, så bruger jeg det selv.
Men jeg vil altså ikke finde mig i masseovervågningen og privatcensurering for enhver pris. DR har i øjeblikket en serie, som kikker på problemer med sociale medier, og kommer slet ikke ind på sociale medier, der ikke har overvågning.
Derfor er vi andre nødt til at kikke på alternativer - og prøve dem af, hvis de er gode nok. Til gengæld gider jeg heller ikke spilde min tid på alternativer, der er kontrolleret af en enkelt organisation. Heller ikke hvis organisationens motto i dag er "Don't be evil", for de kan blive købt af en kapitalfond, og blive tvunget til at ændre mottoet i morgen.
Peer-to-peer
Jeg vil have et alternativ, som er drevet af brugerne. Jeg vil have noget peer-to-peer. Der må gerne være en organisation, som er i front for systemet, og som driver det frem, men de må ikke kunne hverken masseovervåge eller lave privatcensur. Det skal med andre ord virke lidt ala Tor eller email.
I Tor-netværket driver jeg min egen node. Det er min node, som taler sammen med andre. EFF er organisationen, som står bag koden, men det er os andre, der driver netværket. Hvis EFF lukkede i morgen, så ville Tor køre videre, og ved at forke koden kan vi endda lave opdateringer til softwaren.
Ved email kan jeg også sætte min egen mailserver op, og endda vælge mellem forskellig software, så længe disse taler emailprokollen SMTP.
Kravet om, at det ikke må være kontrolleret af en enkelt organisation, udelukker alternativer som DailyMotion, Vimeo og BitChute. De er muligvis ikke "evil" idag, men jeg ser ingen garantier for, at de ikke kan købes af kapitalfonde og blive "evil" i morgen. Eller gå konkurs. Eller blive udsat for en Parler.
Tilbage er der services som PeerTube, D.tube og LBRY. De er alle distributerede og fri software. Dermed er den centrale kontrol fjernet. D.tube og LBRY er finansieret ved deres egen cryptovaluta, og hvor nogle cryptovalutaer viser sig at være scams, så jeg ikke så bekymret ved det i denne sammenhæng, for hvis det viser sig at være et scam, så forker vi koden.
De har også en webindgang https://joinpeertube.org/, https://lbry.tv (som snart skifter navn til odysee.com) og https://d.tube. Men webindgangene er centralt kontrollerede, og kan jo bl.a. lukkes via DNS. Derfor gør LBRY og D.tube da også reklame for, at man skal hente programmet i stedet. Derved sparer de i øvrigt også båndbredde, for videoerne distribueres mellem klienterne ala BitTorrent (i D.tube benyttes IPFS. I LBRY er det vist deres egen protokol).
D.tube ser ud til at være fra 2017. LBRY er fra 2016, og jeg er stødt på LBRY langt oftere end på D.tube, så derfor er fokus i denne artikel på LBRY. Hvis du overbeviser mig, at om jeg også skal kikke på D.tube og PeerTube, så gør jeg det i en senere blog-post.
Kom igang med LBRY
Det er relativt nemt at oprette en konto. Programmet kan installeres som apt-snap på Ubuntu.
Visuelt ligner det en del YouTube. Jeg mangler, at man kan åbne flere faner, og det er også irriterende, at videoer, som jeg har set (eller ikke gider se), stadig sẗår øverst på startsiden.
Mange keyboard shortcuts er de samme som YouTubes: f=full screen, Space=pause, ;=langsommere, :=hurtigere, højre-venstre=spol frem og tilbage, m=mute. Jeg mangler dog op-ned=volumen.
Publicering af videoer
Hvis man har en YouTube-kanal med mange subscribers og ugentlige videoer, så tilbyder LBRY at synkronisere videoerne for dig fra YouTube. Det har hverken PROSA eller jeg.
Når man vil uploade første video, så rammer man en hurdle: Det koster kryptovaluta. Ikke meget, men lidt mere end 0 øre. Heldigvis giver LBRY dig noget valuta, hvis du udforsker mulighederne: Hvis du ser videoer 3 dage i træk, hvis du følger en kanal, hvis du bekræfter din emailadresse. Hver af disse giver et par kroner. Det er ikke noget, du nogensinde bliver rig på, men det er nok til at du nu kan uploade videoer. Og gider du ikke bøvle med det, så kan du købe valutaen med betalingskort eller på kryptovalutabørser.
I programmet er der nogle fejl i upload: Man kan ikke vælge vilkårlige dir. Så man er nødt til at flytte sin video ind i et af de dir, som programmet kan se. F.eks. kan programmet ikke se dirs som er NFS-mounted, men godt se FUSE-mountede dirs (som kan bruge NFS-mountede dirs).
LBRY benytter blockchain, og det har den effekt, at rettelser er nogle minutter om at slå igennem. Det kan godt virke en smule frustrerende.
Hvis man vil kopiere sin YouTube-kanal, bliver man hurtigt træt af at downloade en YouTube-video for herefter manuelt at kopiere beskrivelse og anden metadata ind i en webformular for herefter at trykke upload.
Derfor har jeg udviklet youtube-lbry, og med den går det nemmere. Ud fra en Youtube ID eller URL henter den en video og metadata med Youtube-dl, hvorefter den re-publicerer video og metadata på LBRY under en kanal oprettet af dig. Det her kopierer PROSAs YouTube kanal til LBRY:
playlist=UUe2zaWqk4k5WnwiYCOtP3tQ lbry_channel=@PROSA youtube-dl --get-id https://www.youtube.com/watch?list=$playlist | parallel -uXj1 youtube-lbry $lbry_channel
Så nu kan du tilgå PROSAs videoer i LBRY-programmet ved at søge på: lbry://@PROSA. Du kan også finde det i en browser på: https://lbry.tv/@PROSA:c
Betaling for indhold
Jeg har en Patreon-konto. Men jeg skal ærligt indrømme, at det simpelthen er for bøvlet at logge ind i den for at støtte en kanal, jeg godt kan lide.
På LBRY har alle videoer en 'tip' knap. Og fordi LBRY har indbygget en blockchain med betaling, så skal man ikke igennem endnu et cirkus med at oprette endnu en konto eller logge ind et andet sted. Jeg kan se, at jeg hurtigt smider et par kroner for videoer, som jeg får noget ud af. Det ville jeg kun gøre i helt ekstreme tilfælde på YouTube. Jeg kan endda vælge at være anonym, så jeg undgår Patreons tracking af min betaling.
Man kan også kræve betaling for indhold. Det kan jeg godt mærke apellerer mindre til mig: Jeg vil hellere se om det er noget værd, før jeg smider et par kroner. Men jeg kan sagtens forestille mig, at det kan give mening: F.eks. at man gratis kan se en trailer, og man så betaler for at se hele videoen.
Jeg har det også fint med, at en langt større procentdel af mine kroner går til kunstneren - og ikke til hverken Patreon eller Google.
Censur og jura
I Tyskland er større platforme forpligtet til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer, og mon ikke vi får tilsvarende regler i Danmark?
Jeg bad en jurist vurdere, hvordan han så på dette mht. LBRY. Her lagde han vægt på, at det er drevet af brugerne selv: Der er ikke en platformsejer, som kan lave privatcensur.
Så han brugte økse-analogien: Hvis økser primært bruges til at hugge brænde med, så bliver økser ikke gjort ulovlige. Men det er selvfølgelig stadig ulovligt at begå mord med en økse; og hvis økser i fremtiden primært bliver brugt til at begå mord, så kan det jo godt være, økser bliver gjort ulovlige. I forbindelse med LBRY vurderede han, at man ikke ville kunne holdes ansvarlig for at have set (og dermed downloadet) ulovligt indhold, hvis man have gjort sit bedste for at fjerne det igen fra ens maskine; og at LBRY i sig selv næppe var ulovlig, hvis det meste af indholdet var lovligt.
Altså meget lig argumentationen om uautoriseret kopiering.
Tor
Som rigtig nørd har jeg naturligvis kikket på netværkstrafikken. En del af data bliver sendt ukrypteret. Så min ISP vil kunne se, hvilken video jeg ser. Helt fundmentalt virker det som en dårlig beslutning: Al netværkstrafik bør være krypteret. Jeg så gerne, at de indbyggede Tor i LBRY, så alt kørte internt i Tor-netværket. Så slipper de også for bøvl med at få port forwarding til at virke, og LBRY vil være med til at få mere ukontroversiel brug ind i Tor-netværket.
Hvis du oplever Tor som langsomt, så er det typisk fordi, du går via en overbelastet exit-node. I forslaget ovenfor skal intet gå via exitnodes, men alene køre på relay-nodes internt i Tor-netværket. Her er der nemlig rigelig med båndbredde.
Desværre ser LBRY's udviklere ikke med samme seriøsitet på det problem og det er jo godt nok lidt træls, men det er ikke nok til at jeg dømmer LBRY ude: Selv uden Tor mener jeg, at det privatlivsmæssigt er en forbedring.
Vær med
Hvad skal der til, før jeg kan lokke dig til at installere LBRY?
Hvad skal der til, før jeg kan lokke dig til at kopiere din YouTube kanal over på LBRY, så vi kan flytte mere YouTube brug over på LBRY?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.