Lad Facebook forudsige børskurser
Jeg overvejer at købe Facebook i morgen og lave en afdeling i Facebook, som investerer.
Baseret på alle offentlige opslag vil jeg lave en AI som forudsiger børskurser og med den information vil jeg så investere.
AI'en vil jeg fodre med alle offentlige Facebook-opslag fra de sidste 10 år og hvordan aktiekurserne så ud i perioden efter opslagene, og så lade AI'en prøve at genkende mønstre. Måske er der mønstre, hvor man f.eks. kan se en shit-storm før den bliver så stor, at den påvirker aktiemarkederne? Eller man kan se mønstre i ansattes posts, der indikerer, at en virksomhed er ved at gå konkurs eller blot har et dårligt arbejdsklima som vil påvirke kursen? Måske kan man ved at kikke på personlige opslag forudsige andre aktiehændelser end de, som kan forudsiges ved at kikke på børsbeskeder.
AI og statistisk analyse ser ud til at have rykket sig voldsomt det seneste år - tænk f.eks. på Stable Diffusion og ChatGPT, så jeg tror også, at man statisitisk ville kunne korrigere for trolle på Facebook, som vil prøve at påvirke AI'en.
Fordelen vil være, at jeg som ejer af Facebook kan få alle opslagene i det sekund de offentliggøres og dermed vil jeg have informationen før alle andre, og jeg vil have en langt større datamængde end de børsmæglere, der kun læser Financial Times og kikker på børsbeskeder.
Men må man overhovedet det?
Er der noget lovgivning, som forhindrer Facebook i at gøre netop det? Og hvis de gerne må baseret på offentlige opslag, må de så også kikke i opslag i lukkede grupper eller måske endda private beskeder? Det er vigtigt at understrege, at der ikke vil blive solgt data - det vil alene være Facebook selv, der investerer på grundlag af disse data.
Må de "hjælpe" ved at påvirke algoritmen for dit feed, så det indlæg, der ville være kommet som nr 100, istedet kommer som nummer 2 i dit feed? Vi taler altså ikke om at proppe nye indlæg ind i dit feed, men alene sortere dit feed lidt anderledes.
Jeg har ikke kunnet finde noget, der indikerer, at dette skulle være ulovligt (med undtagelse af de private beskeder, der måske kan falde under brevhemmelighed), og jeg vil tro indtægterne af dette kunne være langt højere end indtægterne ved reklamer. Er der noget jeg overser?
(Udskift selv Facebook med Alphabet, Meta, Amazon, Microsoft, Apple, Twitter, Snapchat, Tiktok eller Alibaba i ovenstående).

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.