Kan dine forventninger påvirke et Scrum-team?
Jeg hørte for nyligt en rigtig interessant podcast fra This American Life
Podcast'en fortæller historier om, hvordan vores forventninger til hinanden kan påvirke, hvordan vi opfører os. Altså hvad jeg tænker om dig, kan påvirke hvordan du opfører dig.
Rotteforsøget
Det starter med en kort fortælling om et sjovt videnskabeligt forsøg: Kan vores høje/lave forventninger til rotter påvirke, hvordan de klarer sig i forskellige tests? En gruppe mennesker fik en mængde rotter, som de fik at vide var ganske almindelige rotter. En anden gruppe mennesker fik rotter, som de fik at vide havde specielle egenskaber. Hvilke rotter klarede bedst forskellige labyrintøvelser? Det gjorde rotterne "med de specielle egenskaber". De klarede sig næsten dobbelt så godt, på trods af, at de var ganske almindelige forsøgsrotter, som var tilfældigt udvalgt. Det var med andre ord de forventninger, som gruppen af mennesker havde til rotterne, der påvirkede deres indsats. Måske håndterede de dem anderledes og dette fik rotterne til at klare sig bedre?
Batman
En anden historie er fortællingen om en blind mand - Daniel Kish, som har lært "at se" ved brug af lyde, som han udsender til det omgivende miljø og får reflekteret tilbage som en slags menneskelig lyd-ekko-lod. Dermed får han et billede af omgivelserne. Fortællingen er at hans mor opdragede ham som en helt almindelig dreng, der ikke blev pakket ind, men fik lov til at kravle i træer, køre på cykel og gøre det, som andre drenge fik lov til.
Selvorganisering i et Scrum-team
Da jeg hørte historierne, kom jeg til at tænke på vores Scrum proces. Hos Schultz bruger vi Scrum processen til alle vores udviklingsprojekter, og det har vi rigtig god erfaring med.
Et af de vigtige elementer i Scrum er det selvorganisende team, som har en meget høj grad af medindflydelse på, hvordan arbejdet organiseres. Det er teamet, som afgiver et commitment i forhold til, hvad de forventer at nå på et sprint. Det er teamet, der bestemmer hvordan de funktionelle krav omsættes til en løsning, og det er teamet, som retrospektivt, kigger tilbage på processen og kommer med kontinuerlige forbedringer.
Hvordan påvirker vores forventninger teamet?
Hvordan kan selvorganisering fungere? Det er her, hvor jeg tror, vi kan lære af podcast historierne: Det er omverdenens forventninger til teamet, der sætter rammen for teamets arbejde. Ligesom rotterne (dette ikke ment som en general sammenligning mellem forsøgsdyr og et Scrum-team :-) ) så kan teamet ikke performe godt uden, at omverdenen har høje forventninger til teamet. Det gælder ikke mindst de forventninger, som man ikke direkte udtrykker. Verden omkring teamet skal udstråle: "Vi tror på jer", "Vi er trygge ved jeres løsninger" og "Vi ved, I kan komme i mål, hvis I selv får lov". Teamets selvtillid kommer både ude- og indefra, og vores forventninger kan hjælpe teamet med at få succes.
