Du kender situationen. Du har netop sat dig på WC'et, og du ved, du skal være der en rum tid endnu, så du kan lige så godt finde telefonen frem og læse lidt nyheder imens.
Ind på EB, klik på den første og bedste artikel om nogen, der har dummet sig i fuld offentlighed, og glæd dig over dopaminrusen efterfulgt af den øjeblikkelige skuffelse over endnu engang at være hoppet i clickbait-fælden.
Men hov - der sker ingenting, og siden står bare og hænger. Lad os prøve et seriøst medie i stedet. Ind på version2.dk - det må da for hulen virke.
Men nej, ingenting sker, og pludselig lægger du mærke til udråbstegnet over WiFi-symbolet på din telefon. Ingen forbindelse!
I ren frustration smider du telefonen ned i kummen og skyller ud, mens du råber i afmagt af spejlet. Hvorfor skal det være så svært at få WiFi til at virke?
Stabilitet er vigtigst
Som du sikkert har gættet, er det i dag tid til 2. del af vores juleopgave, som går på at skrue op for hastigheden på kundernes internetforbindelse, og i dag er turen kommet til WiFi.
Ustabil WiFi er en pestilens, og det er ubetinget den primære årsag til supportsager hos enhver internetudbyders kundeservice.
På en sikker 2. plads kommer WiFi, der ganske vist virker, men kører så langsomt, at kunden er i tvivl om, hvorvidt han får, hvad han betaler for.
Men lad os se på, hvorfor det er så svært at få WiFi til at virke godt.
Den primære årsag er moderne byggeteknik i form af gulvvarme, betondæk og gipsvægge, der i praksis inddeler vores boliger i små Faraday-bure.
Når man indbygger gulvvarme i et trægulv, lægges varmeslangerne typisk i varmefordelingsplader af aluminium. Derved får man dækket hele gulvet af aluminiumsplader, og så er det slut med at få et godt WiFi-signal fra den ene etage til den anden.
Det samme gælder, hvis man bygger et selvbærende betondæk baseret på svalehaleplader af stål, der nedsænkes i bjælkelaget.
Jeg har selv gjort det i mit eget hus, og effekten er tydelig: Fra kælderen, hvor WiFi-routeren står, er der skidt signal til stueetagen. På 1. salen er signalet så svagt, at det i praksis ikke kan bruges.
Gipsvægge bygges typisk med et stålskelet, og selve gipspladerne indeholder store mængder vand, som også har en dæmpende effekt på WiFi-signalet.
Dertil kommer, at der ofte anvendes 2 lag gips på hver side af væggen, og når WiFi-signalet skal gå skråt gennem en væg eller en etageadskillelse, falder signalstyrken yderligere.
En anden årsag til dårligt WiFi-signal er æterforurening.
Bor man i en lejlighed i et etagebyggeri, vil der typisk være rigtig mange WiFi-net lige i nærheden, og da de alle sammen sender på samme frekvenser, er der enormt meget interferens.
Det er derfor ikke en løsning blot at skrue op for sendestyrken - dels er den allerede styret af lovgivningen, dels vil det blot forstærke problemet med interferens, hvis alle gør det.
Vi kan dog afbøde problemet med interferens med 802.11ac.
Med 802.11ac flyttes trafikken fra 2.4 GHz over på 5 GHz, og dermed stiger kapaciteten, mens rækkevidden falder. På den måde kan vi undgå at forstyrre naboerne, og ved at sætte flere access points op i boligen, kan vi forbedre dækningen i de enkelte opholdsrum.
Flere access points på det samme netværk kan enten være i form af WiFi-repeaters eller WiFi-extenders.
En WiFi-repeater fungerer som klient på WiFi-routerens netværk, samtidig med at den selv agerer access point for klienter i nærheden.
En WiFi-extender er et rent access point, idet den kobler op til WiFi-routeren via et netværkskabel.
To konkrete løsninger
Hos Kviknet har vi afprøvet to forskellige løsninger - Googles WiFi mesh, og Intenos WiFi-repeater/extender.
Googles løsning er interessant, da de har addresseret to typiske problemer med access points:
- De er svære for almindelige mennesker at sætte op
- De er ikke pæne at kigge på, så de bliver gemt væk bag sofaer, inde i skabe og andre steder, hvor signalet blokeres unødigt
Deres koncept består derfor at et antal WiFi AP'er, som er udført i et design, hvor de kan tåle at stå fremme i fuld synlighed.
Det hele styres vha. en app på telefonen, og det er ret brugervenligt at sætte op.
Vha. mesh-teknologi taler de enkelte access points (AP'er) sammen og koordinerer sendestyrke og kanaler, så man får den optimale dækning, der hvor den enkelte WiFi-bruger fysisk befinder sig.
Det er i hvert fald budskabet i deres salgsmateriale, og selv om det kan være svært at efterprøve, lyder dommen herfra, at det faktisk virker fornuftigt. Den ene af AP'erne udpeges som router, mens de andre er rene bridges.
For en tekniker som undertegnede er Googles WiFi dog ikke den optimale løsning, for mine muligheder for at indstille routeren er begrænsede.
Dertil kommer, at prisen er ret høj: Et enkelt AP koster ca. 1.100 kr., mens 3 stk koster 2.700 kr.
Vi har derfor også undersøgt Intenos bud på en løsning - EX400 hedder den, og visuelt minder den til forveksling om en skrumpet udgave af vores normale DG200-router, som vi anvender til DSL- og bolignetkunder.
For os som internetudbyder er der flere fordele ved EX400 - den er relativt nem at konfigurere, og vi har mulighed for at få remote adgang til den, hvis kunden ønsker hjælp.
Hvis kunden har en DG200-router, kan EX400 parres med routeren ved blot at forbinde den med et netværkskabel.
Under parringsprocessen overføres WiFi-indstillingerne automatisk til EX400, som efter et par minutter kan frakobles og flyttes til et andet sted i huset, så længe den stadig kan nå det trådløse netværk fra WiFi-routeren.
Uplink til WiFi-routeren foregår som standard med 802.11ac på 5 GHz, men der er også mulighed for at skifte uplink til 802.11n på 2.4 GHz, hvis man har problemer med rækkevidden på 5 GHz.
Den kan også forbindes med et langt netværkskabel, hvilket giver en højere kapacitet på det trådløse netværk - men det er trods alt de færreste, der har netværkskabler installeret i deres hjem.
EX400 understøtter også WPS samt manuel opsætning, så i teorien burde den virke fint sammen med andre routere end DG200. Det er dog ikke noget, vi har testet i større omfang endnu.
Løser det alle problemer med WiFi?
Nej, træerne vokser ikke ind i himlen. WiFi vil altid være et kompromis mellem brugerens bekvemmelighed og naturlovene, og der er intet, der stikker en opkobling med et fysisk netværkskabel.
Den teoretiske max-hastighed for WiFi på DG200 er 1,3 Gbit/s, men så højt når man aldrig op i praksis.
Vi har tidligere lavet en laboratorie-test med to computere, der overførte data til hinanden vha. 802.11ac gennem en DG200-router, der stod 1 meter væk. Her opnåede vi en hastighed på mellem 600 og 800 Mbit/s.
I praksis vil man næppe opleve over 300 Mbit/s i sit hjem, og i yderkanten af WiFi-netværket skal man være glad, hvis man opnår 50 Mbit/s.
Det er derfor vigtigt, at man som bruger har realistiske forventninger til, hvad et WiFi-net kan overføre af data.
I mit eget hjem gik jeg med en enkelt EX400 fra at have ustabil WiFi i stue-etagen og intet signal på førstesalen til at have fuldt "hul igennem" overalt i huset.
Det siger ikke så meget, for min internetforbindelse er kun på 30 Mbit/s via DSL - men det opleves som en kraftig forbedring i forhold til før.
Vi har også kunder, der anvender PowerLine-adaptorer, hvor det er boligens 230V elnet, der bruges som netværk i stedet for PDS- og netværkskabler.
Det er dog mit indtryk, at den oplevede kapacitet ligesom på WiFi er meget blandet.
Kære læser - hvad har du selv gjort for at forbedre dit netværk i hjemmet? Del gerne dine erfaringer i debatten, så vi kan finde den optimale løsning.
Glædelig jul.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
