John Strand har ret, men tager fejl

Jeg morede mig gevaldigt over John Strands udfald imod Google, for manden har naturligvis ret, men tager i den grad fejl at det er til at tude af grin over.

Til de af mine læsere der er gamle nok til at genkende X.21 når de ser det, behøver jeg bare at sige to ord for at bringe min pointe hjem: "TeleData" og "InterNet", ikke sandt ?

I andre får den pædagogiske forklaring her:

John Strand har naturligvis fuldstændig korrekt spottet, at Google er ved at lave mobilnetoperatørene til bitflyttere.

Hvad han ikke har gennemskuet, er at det er den helt naturlige og for alle parter bedste rolle for dem.

Om hans blindhed på dette punkt skyldes at han lever af at rådgive dem om alt det andet hurlumhej de roder med, skal jeg ikke gøre mig klog på, men John Strand er gammel nok til at han kan forstå de to ord ovenfor.

Et af de helt grundlæggende papers i datakommunikation, er Saltzer, Reed & Clark: "*End-to-end arguments in system design" *Hvis folk tog sig tid til at læse og forstå dette paper, ville hverken PIN-kode sikkerheden ved kreditkort, eller replay-attacks imod rejsekortet være mulige og en masse flim-flam i databeskyttelsesverdenen ville ikke have noget marked.

Men det for emnet centrale punkt i dette paper, er at der ikke er nogen fordele ved at have en mobiloperatør der spilder tid og penge på content.

Skoma'r bliv ved din læst, som man siger: i et naturligt marked, ville teleoperatørene konkurrere om at levere den hurtigste, mest pålidelige og billigste båndbredde og være inderligt ligeglade med hvilke telefoner kunderne brugte.

Kunderne ville bruge båndbredden til at nå de services de ønsker, hvor de så end befinder sig i verden.

Men telefolkene, og for den sags skyld Apple, Microsoft & Sony (i mindre grad: Nokia), har alle øjnene på de mange penge pladeselskaber og filmselskaber skovler ind og alle vil gerne have en del af kagen.

Men for det første er hele underholdningsbranchen på vej imod end-to-end, vi læser vores yndligsforfatteres blog, følger vores musik på facebook og twitter med poeterne.

For det andet, er en mobiloperatørs content, f.eks TDC musiktjeneste, handikappet fra starten, ved at diskriminere TeleNor og 3's kunder.

For det tredje er de eklatant elendige til det, for deres hjerte er ikke i det, de gør det nemlig kun for at sælge minutter.

Derfor er det typiske mønster: Lancering under stor fanfare, derefter langsom død og glemsel.

Den helt centrale egenskab, er at ingen nogensinde slår to streger og ser om den slags ideer faktisk er økonomisk gavnlige for teleselskabet, for jagten på den Hvide Hval og De Tre Små Grise er evig, den kan ikke stoppe.

Hvor indgroet "content" er hos teleselskaberne, leverede 3 et glimrende eksempel på med deres "mobilt bredbånd": ledelsen i 3 troede så lidt på produktet, at de først alt for sent fik allokeret resourcer nok og kun med nød og næppe undgik en PR-begmand for ikke at kunne levere varen.

Googles gambit er primært ideologisk, de vil have et mobilt internet, noget vi havde haft for ti år siden, hvis det ikke havde været for mobiloperatørenes omklamring af kunderne.

Hvor farlig et mobilt internet opfattes af teleoperatører, får man et indtryk af, når man ser hvor mange kræfter de sætter ind på at forhindre det, f.eks når kommuner vil lave gratis trådløst net.

Teleselskabernes værste frygt er at blive reduceret til kedelig infrastruktur, som vandværket og kloakvæsnet, for det er der ikke hurtige penge og smarte reklameduller i.

Men at teleselskaberne taber, er indlysende forenhver der var med dengang Internettet gjorde TeleData til et lattervækkende stykke steampunk.

Hvis ikke John Strand og hans kunder i Mobil/Telebranchen får fingeren ud og slipper kunderne løs, så sker der det samme som da Branson tilbød "lufttransport", frem for de gamle flymastodonters "rejseoplevelser".

Eller da Klaus Riskær bragte billigt Internet til Danskerne.

Man skulle tro at de havde lært lektien dengang.

John Strand har luret lunten og spørger derefter fortørnet Google: "Hvem skal så betale for mobilmasterne ?"

Svaret er naturligvis, som altid: kunderne.

Og når, ikke hvis: når de slipper for at betale for dyre reklamekampagner for services de ikke har bedt om, tilskud til telefoner der ikke kan det de vil have og et enormt og for dyrt administrationsapparat, så bliver der rigeligt råd til masser af båndbredde.

phk