Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

John Strand har ret, men tager fejl

108 kommentarer.  Hop til debatten
Blogindlæg20. februar 2010 kl. 12:07
errorÆldre end 30 dage

Jeg morede mig gevaldigt over John Strands udfald imod Google, for manden har naturligvis ret, men tager i den grad fejl at det er til at tude af grin over.

Til de af mine læsere der er gamle nok til at genkende X.21 når de ser det, behøver jeg bare at sige to ord for at bringe min pointe hjem: "TeleData" og "InterNet", ikke sandt ?

I andre får den pædagogiske forklaring her:

John Strand har naturligvis fuldstændig korrekt spottet, at Google er ved at lave mobilnetoperatørene til bitflyttere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad han ikke har gennemskuet, er at det er den helt naturlige og for alle parter bedste rolle for dem.

Om hans blindhed på dette punkt skyldes at han lever af at rådgive dem om alt det andet hurlumhej de roder med, skal jeg ikke gøre mig klog på, men John Strand er gammel nok til at han kan forstå de to ord ovenfor.

Et af de helt grundlæggende papers i datakommunikation, er Saltzer, Reed & Clark: "*End-to-end arguments in system design" *Hvis folk tog sig tid til at læse og forstå dette paper, ville hverken PIN-kode sikkerheden ved kreditkort, eller replay-attacks imod rejsekortet være mulige og en masse flim-flam i databeskyttelsesverdenen ville ikke have noget marked.

Men det for emnet centrale punkt i dette paper, er at der ikke er nogen fordele ved at have en mobiloperatør der spilder tid og penge på content.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skoma'r bliv ved din læst, som man siger: i et naturligt marked, ville teleoperatørene konkurrere om at levere den hurtigste, mest pålidelige og billigste båndbredde og være inderligt ligeglade med hvilke telefoner kunderne brugte.

Kunderne ville bruge båndbredden til at nå de services de ønsker, hvor de så end befinder sig i verden.

Men telefolkene, og for den sags skyld Apple, Microsoft & Sony (i mindre grad: Nokia), har alle øjnene på de mange penge pladeselskaber og filmselskaber skovler ind og alle vil gerne have en del af kagen.

Men for det første er hele underholdningsbranchen på vej imod end-to-end, vi læser vores yndligsforfatteres blog, følger vores musik på facebook og twitter med poeterne.

For det andet, er en mobiloperatørs content, f.eks TDC musiktjeneste, handikappet fra starten, ved at diskriminere TeleNor og 3's kunder.

For det tredje er de eklatant elendige til det, for deres hjerte er ikke i det, de gør det nemlig kun for at sælge minutter.

Derfor er det typiske mønster: Lancering under stor fanfare, derefter langsom død og glemsel.

Den helt centrale egenskab, er at ingen nogensinde slår to streger og ser om den slags ideer faktisk er økonomisk gavnlige for teleselskabet, for jagten på den Hvide Hval og De Tre Små Grise er evig, den kan ikke stoppe.

Hvor indgroet "content" er hos teleselskaberne, leverede 3 et glimrende eksempel på med deres "mobilt bredbånd": ledelsen i 3 troede så lidt på produktet, at de først alt for sent fik allokeret resourcer nok og kun med nød og næppe undgik en PR-begmand for ikke at kunne levere varen.

Googles gambit er primært ideologisk, de vil have et mobilt internet, noget vi havde haft for ti år siden, hvis det ikke havde været for mobiloperatørenes omklamring af kunderne.

Hvor farlig et mobilt internet opfattes af teleoperatører, får man et indtryk af, når man ser hvor mange kræfter de sætter ind på at forhindre det, f.eks når kommuner vil lave gratis trådløst net.

Teleselskabernes værste frygt er at blive reduceret til kedelig infrastruktur, som vandværket og kloakvæsnet, for det er der ikke hurtige penge og smarte reklameduller i.

Men at teleselskaberne taber, er indlysende forenhver der var med dengang Internettet gjorde TeleData til et lattervækkende stykke steampunk.

Hvis ikke John Strand og hans kunder i Mobil/Telebranchen får fingeren ud og slipper kunderne løs, så sker der det samme som da Branson tilbød "lufttransport", frem for de gamle flymastodonters "rejseoplevelser".

Eller da Klaus Riskær bragte billigt Internet til Danskerne.

Man skulle tro at de havde lært lektien dengang.

John Strand har luret lunten og spørger derefter fortørnet Google: "Hvem skal så betale for mobilmasterne ?"

Svaret er naturligvis, som altid: kunderne.

Og når, ikke hvis: når de slipper for at betale for dyre reklamekampagner for services de ikke har bedt om, tilskud til telefoner der ikke kan det de vil have og et enormt og for dyrt administrationsapparat, så bliver der rigeligt råd til masser af båndbredde.

phk

108 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
20. februar 2010 kl. 15:21

Jeg kan huske det kørte som forsøg ca. 1980 eller deromkring

Kom det nogen sinde udover forsøgsstadiet?

Har nogen en start og slutdato?

/esni

2
20. februar 2010 kl. 15:45

giver li' phk en "thumbs up" for denne artikel :)

3
20. februar 2010 kl. 16:22

Teleselskabernes værste frygt er at blive reduceret til kedelig infrastruktur, som vandværket og kloakvæsnet, for det er der ikke hurtige penge og smarte reklameduller i.

Klasse-indlæg! Du rammer sømmet lige på hovedet!

Det er en helt klassisk misforståelse fra operatørernes side, at "to-trinsraketten til den uendelige profits galakse" nogensinde vil lette: Trin 1: Sæt dig på infrastrukturen. Trin 2: Hent vilkårligt stor profit hjem ved at tilbyde en billig, halvlunken portefølje af indhold og tjenester til overpris (og samtidig afskærme kunderne fra at bruge andre leverandørers indhold og tjenester).

John Strand lever højt på at sælge drømmen om "to-trinsraketten til den uendelige profits galakse" til telebranchen.

Det er brandærgeligt at der åbenbart er tilpas mange telekunder der er uforstandige nok til at plumpe i John Strands forkvaklede ideer om betalingsmodeller - de er med til at bevare telebranchens illusion om at der måske er håb om at raketten alligevel letter engang, trods de utallige, mislykkede startforsøg.