Jeg er dansker og jeg er afhængig af processer… Del 1
Hvis man havde en nyslået rigsdaler for hver gang, man hørte ordet ’proces’ brugt i sammenhæng med it, så ville man være en holden mand. Vi skal have processer for alt! Det er faktisk et målbart kvalitetsstempel, at man kan fremvise et proceskatalog for de ting, man foretager sig. Flowcharts for incidenthåndtering, digre værker om change management processer, SCRUM-boards for udviklingsprojekter osv osv.
Hvad er til for hvad?
Min fuldstændigt uvidenskabelige påstand er, at vi et eller andet sted glemte, at det ikke er processen, der skaber den største værdi. Det er problemløsningen, opgaven, udfordringen eller det nye produkt, der skal være det klare og tydelige omdrejningspunkt. Og nej – det betyder ikke, at jeg ikke anerkender den erfarings- og effektiviseringsopbygning, der er indeholdt i at køre processer; men udgangspunktet kan ikke være processen.
Dokumentation kontra tillid?
Det slår mig også, om vores fokus på processer kunne være et udtryk for, at tilliden mellem de personer/virksomheder/afdelinger, som skal samarbejde omkring et givent stykke arbejde, ikke er, hvad den har været. Og dækker procesdiagrammerne så over, at vi så i det mindste har dem at holde hinanden op på? Har vi et flowchart eller en detaljeret procesbeskrivelse for en incidenthåndtering eller en udviklingsopgave, så har vi jo altid den at falde tilbage på og referere til, hvis opgaveløsningen ikke opleves tilfredsstillende af denne ene part. Jeg kan høre det for mig i et troubleshooting scenarie; hvor den, der har brug for hjælp, spises af med, at problemet er eskaleret til næste supportniveau jf. en aftalt eskalationsproces. Og så er tingene jo i fineste orden og i proces; men det gør jo reelt ikke at problemet er løst.
Kan det være, at det bliver vigtigere, at vi er i stand til at dokumentere, at vi er i gang med at løse opgaven på den måde, der står skrevet i en given aftale i stedet for at fokusere på faktisk at løse opgaven? Og kan dokumentationsivrigheden ikke så være et tegn på, at der ikke er tilstrækkelig med tillid mellem partnerne i et samarbejde? Så tænker jeg, at der kunne være en gigantisk konkurrencemæssigfordel for de virksomheder, der kan samarbejde tillidsfuldt med hinanden kontra dem, der må spilde en masse tid, ressourcer og bøvl på dokumentere over for hinanden, at de følger de processer, som de har aftalt mellem hinanden…
Eller er det måske for simpel en betragtning? Hvad siger procesfolket derude?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.