Jeg burde nok besøge genbrugsstationen noget oftere. Ikke med en trailer fuld af afklippet ligusterhæk, men med en kasse til containeren med elektronikaffald. Skybruddet denne sommer afslørede nemlig en sandhed om mig, i takt med at flyttekassernes våde pap faldt fra hinanden i kælderen. Jeg er lidt af en hoarder.
Altså ikke den type, man kan se på tv, som bor i et hjem, der ser ud som loppemarkedernes elefantkirkegård. Men jeg har tydeligvis et gen, der gør, at jeg ikke kan få mig selv til at smide min gamle computerhardware ud.
Måske er det indpakningen, den nye hardware kommer i, der gør det. Fine æsker, der passer perfekt til den gamle hardware, og hvis noget ligger i en æske, så er det jo ikke affald?
Et trådløst netværkskort uden antenne. Et par bundkort til processorer, der for længst er gået ud af produktion. Otte kabler til diskettedrev. Utallige adaptere, skruer og ledninger. Og naturligvis den skat, jeg vogter over, som Gollum over sin Dyrebare: Et AGP-grafikkort, der da vist var ganske kraftigt i sin tid.
Hvorfor tager jeg så ikke den tur til Genbrugen en lørdag formiddag? Der er intet skamfuldt over at smide noget væk. En muggen ost? Ud med den! En tom shampooflaske? Af sted til forbrændingen! Et par hullede sokker? Ærgerligt, men farvel! En 256 megabyte RAM-klods til en Compaq-bærbar? Nej, den kunne jeg jo få brug for!
Sandheden er blot, at det er sjældent, jeg får brug for mit bugnende lager af gammel hardware. Og det avler. Når jeg køber nyt, så tænker jeg nemlig automatisk på, hvordan jeg kan genbruge de gamle dele, der nu bliver til overs. Hvis jeg nu køber et ekstra kabinet, så har jeg faktisk reservedele nok til en hel pc! Dygtigt genbrug af en gør-det-selv-nørd, men hvad skal jeg bruge endnu en pc til? Jeg har trods alt kun to musearme.
Jeg er naturligvis ikke alene med det sygelige samlergen. Det er velaccepteret at samle på gamle møbler. Sofaer og standerlamper kan turnere mellem sommerhuset og retro-kitch for til sidst at blive ophøjet til antikviteter.
Der er intet i min hardwaresamling, som jeg nærer noget håb om vil ende som dagens højdepunkt på Bruun Rasmussens auktioner. Det meste vil ende sine dage i kassen “kabler og hardware” ved siden af døde mobiltelefoner og æsker fra digitalkameraer, som jeg har gemt, hvis nu kameraet skulle sendes til reparation.
Men så en søndag morgen tikker en sms-besked ind. Det er som en omvendt venteliste til en levertransplantation. Her er det ikke patienten, der venter på et nyt organ, men organet, der venter på en patient. En ven har købt et nyt spil, og hans gamle pc hakker og pruster. Og hvad har jeg liggende i den del af skatkammeret, som var beskyttet mod den heldigvis beskedne syndflod i kælderen? Organet, der redder patienten. Jeg sagde jo, at jeg nok skulle få brug for det grafikkort en dag.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
