Jacob Sparre Andersen
Da jeg gik i leding og med tugtige motiver bortførte SSLUG's næstforkvinde, blev jeg ikke, som jeg ville være blevet i tidligere tider, hjemsøgt af hendes frænder med bål, brand og våbens gny.
De er mere til at komme med en passende værtindegave og godt humør til en hyggelig aften. Ikke nær så tit som vi burde, men så ofte som vi kan få det til at passe.
Da vi for nogen tid siden trommede slænget sammen, meldte Jacob afbud på grund af "noget sygdom." Det var naturligvis trist, sygdom er alle mands herre og alt det der, men resten af os havde en god aften hvor vi spillede Junta med en tidsaktuel udvidelse:
Kort efter fortalte Jacob at han skulle på Rigshospitalet og undersøges for kræft i maven, hvilket viste sig at blive diagnosen.
Nu er Jacob her ikke mere.
Jeg skal ikke gøre mig klog på om Jacob ville have overlevet hvis vi holdt op med at spilde sundhedssektorens midler på regneark og kassetænking, men det havde utvivlsomt forbedret hans chancer og måske sparet ham for at blive raslet rundt i ambulancer i hele Nordsjælland i dagevis.
En af mine første minder om Jacob var hvorledes han virkede som impromptu radar under LinuxForum: Når arrangørene ikke kunne finde den næste taler blev Jacob sat til at skue ud over mængden, for han var et hovede højere end resten af os.
Jacob stak også ud fra mængden på andre måder: Han havde kigget på hvad der var af programmeringssprog og besluttede sig for Ada, hvilket mange utvivlsomt har fundet lige så quirky som hvis han havde kørt rundt i en træfyret dampmaskine.
Ada blev til fordi Department of Defence i 1970'ern konkluderede at existerende programmeringssprog ikke var gode nok til at programmere fly, raketter, missiler osv. og efter en konkurrence vandt et par gutter fra franske Bull med det sprog der blev døbt Ada, efter vores allesammens Ada Lovelace.
Ada sproget blev aldrig rigtig populært, det var "for omstændigt", "det krævede en masse unødvendig information", f.eks hvor stort et spænd ens heltalsvariable skulle bruge og det "forbød en masse indlysende operationer" som f.eks at blande pointere og integers hulter til bulter.
Men det beror altsammen på en misforståelse: Det var sådan set netop pointen med Ada at hvis dit program er autopiloten i et rutefly eller navigerer et atom-missils sprænghovede, så skal du tænke over hvad dine variabler skal kunne og "blande", "hulter" og "bulter" bør ikke være nærmiljøet.
Jacob valgte ikke Ada for at opfinde Hipster-begrebet før tid, selvom han havde skægget til det, men fordi det var lavet til at skrive gode, sunde og pålidelige programmer.
Af uddannelse var han fysiker, eller måske skulle man sige polyfysiker, for han rodede både med turbulens, røngten, oceanografi, golfspillere, DNA analyse og meget andet, indtil, som det ofte sker for fysikere, programmeringen tog overhånd.
Det gjorde dog ikke spændvidden mindre: Ordd-eling af færøske ord til LaTex, talegenkendelse for ordblinde, videoanalyser af revner i boreplatforme, lagerstyring til supermarkeder ... you name it.
En sommer så det ud til at Jacob skulle blive min svoger og dermed vores børns Onkel Jacob. Den titel beholdt han naturligvis selvom svigerinden giftede sig med Onkel Jakob den Anden og Onkel Jacob den Første giftede sig med Christina.
Det var faktisk også den eneste gang jeg så Jacob være bragt lidt ud af fatning.
En uge før bryllupet kidnappede vennerne ham på Niels Bohr Instituttet, proppede ham ind i en bil som i rask tempo kørte vestover, mens en af dem telefonisk forsikrede piloten om at de var på vej nu og argumenterede for at man sagtens kunne springe ud med faldskærm selvom det var blevet halvmørkt og blæste så meget at radioavisen advarede om at Storebæltsbroen måske lukkede og Vejlefjordsbroen ligeså.
Jacob åndede lettet op da bilen tog afkørsel 39 i Slagelse hvor han istedet for at blive kastet ud med faldskærm blev fodret godt af og sat foran et, også til lejligheden, modificeret Juntaspil:
Ugen efter stod slænget naturligvis klar med tux-espallier udenfor kirken og i tidens fylde til barnedåb for Lea der nu altid vil savne sin far når hun leger med Legoklodser.
Her er det på sin plads med en berigtigelse: Jacob blev beskyldt for at have et Lego-problem men det har absolut intet på sig: Han elskede Legoklodser.
Derimod var Lego en overgang ved at have fået et Jacob-problem.
Det tog Billund alt for lang tid at skyde sig ind på super-klods-entusiasterne, der udviklede højt specialiserede og meget kapable CAD programmer, som f.eks LDraw og MLCAD, hvortil Jacob skrev en landskabsgenerator.
Det traditionelle $BigCorp gensvar, at lade advokater vifte truende med varemærker og patenter, var tæt på at køre forholdet mellem Lego og deres allerstørste fans helt i hegnet, indtil entusiaster på begge sider, ikke mindst Jacob "som talte både Lego og Dansk", fik talt situationen ned på jorden.
Så sent som for 10 dage siden svarede Jacob på et Ada spørgsmål på StackOverflow, mens han i sin profil undskyldte at han nok kom til at sætte tempoet lidt ned.
Det var Jacob i en nøddeskal: Altid venlig, altid villig til at hjælpe, altid med med en god, forståelig og rigtig forklaring.
Tak for alt Jacob, du gjorde verden bedre mens du kunne.
phk
PS: Del endelig jeres minder om Jacob i debatten herunder, så Lea en dag finder dem.
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
