Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

It-virksomhed i Ukraine – et år med krig…

27. februar 2015 kl. 13:515
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

I søndags var det et år siden, at det Ukrainske parlament afsatte den daværende præsident Viktor Janukovitj, som efterfølgende flygtede til Rusland. Det var resultatet af flere dages kampe i Kievs gader, hvor adskillige demonstranter blev skudt af snigskytterne, som lå på lur på byens tage.

De dage i februar var starten på et år, hvor overskrifterne bød på krig og oprør. Især den østlige del af landet er stadig hårdt ramt, og her er ildkampe og eksplosioner fortsat en del af hverdagen.
For mere end et år siden, da urolighederne var i den tidlige fase, skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg beskrev, hvordan det stadig var sikkert at outsource til Ukraine og drive virksomhed i landet. Det blogindlæg fik jeg en del tæsk for, for det kunne jo ikke passe, når nu landet var på randen af krig. Når man ser de overskrifter, som har kørt hen over skærmen som ”breaking news” det seneste år, virker det da også vanvittigt at påstå, det er et sikkert sted.

20 % af landet kæmper fortsat

Men når man er en del af hverdagen i Ukraine, er situationen en anden. Der er rigtig nok stadig krig i landet; 20 % af Ukraine kæmper dagligt mod de pro-russiske separatister, som kæmper for uafhængighed i den østlige del af Ukraine, og jeg tror bestemt ikke, det er sjovt at være i en by som Donetsk lige nu. Men i de sidste 80 % af landet er hverdagen mere eller mindre, som den var før krigen. I min virksomhed er det også business as usual, og faktisk er medarbejderantallet højere nu, end det var før krigen startede. Selvfølgelig er medarbejderne bekymrede, men det der bekymrer dem mest er ikke, hvorvidt krigen spreder sig til resten af landet, men om de selv, eller deres familiemedlemmer, bliver indkaldt til militæret og sendt til det østlige Ukraine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de dele af Ukraine, som på kortet er markeret med blåt, kæmper pro-russiske separatister, som formodentlig er støttet af russiske tropper, for afhængighed.

Opsving i it-branchen i 2014

Ifølge en artikel fra Kyiv Post har 2014 været et godt år for it-branchen i Ukraine til trods for den politiske og økonomiske turbulens, og den forudser, at opsvinget følger med ind i 2015. Den største trussel mod industrien er lige nu mediernes dækning af situationen, som i værste fald kan skræmme udenlandske investorer væk. Det er ærgerligt, for jeg oplever et land, som virkelig har noget at byde på, når det gælder it.

Politisk støtte til it-branchen

It-branchen i Ukraines mest lovende udvikling kommer dog indefra, nemlig i en ændring af den politiske scene. Aldrig har der været så mange medlemmer i parlamentet med baggrund i it-branchen, og det smitter helt klart af på de valg, der bliver taget både i forhold til investeringer og uddannelser. I samarbejde med private støtter, som business angels og ventureinvestorer, er målet at uddanne mere end 100.000 kvalificerede it-specialister inden 2020, og de er allerede godt i gang. I december startede de nemlig træningen, og her var mere end 1.000 af de nye it-trainees flygtninge fra det østlige Ukraine.

Som jeg ser det, er der masser af håb forude. Der er kræfter i Ukraine, som kæmper for, at det skal være et land med en fremtid – og et land som fortsat er en aktuel spiller i it-branchen.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
4. marts 2015 kl. 12:14

@Baldur: Hvor er i flyttet hen i Ukraine? Du skal være velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for kontakter til myndigheder e.l. i Kiev eller Lviv.

@Lars: Er Ukraine det fredeligste og mest velfungerende sted på jorden lige nu? Bestemt nej... Har jeg skrevet det i mit indlæg? Nej, det har jeg ikke. Du har rigtig mange påstande i din kommentar, hvoraf jeg kan nikke genkendende til nogle af dem, men bestemt ikke alle. Med i det store billede, skal du nok have med, at dem der giver dig oplysninger kommer med partsindlæg, og derfor ikke altid er helt objektive. Vel lidt det du også beskylder mig for...

Jeg kender hverken fra Conscensia's egne kontorer eller fra de oplysninger, jeg har fra andre it-virksomheder gennem samarbejde i brancheforeninger, clustre m.m., til problemer, hvor forskellige medarbejdergrupperinger er i konflikt med hinanden i dagligdagen. Hvis det er noget I oplever, så er det efter min mening noget man ledelsesmæssigt må tage op og seriøst italesætte.

Man kan se russisk tv over hele Ukraine, ligesom der er flere Ukrainske tv-stationer, som er russisksprogede. Vi prøver meget - i en vestlig forståelse - at gøre dette til et ukrainsk valg imellem Rusland og vesten, men for langt de fleste jeg kender i Ukraine, er det ikke et enten eller, men et både og. Det eneste de be'r om er at få lov til at træffe deres egne valg.

Ja, man er afhængig af gas fra Rusland, ligesom Tyskland også er det. Fra EU's side er der fokus på at hjælpe til, så Ukraine kan få deres nødvendige forsyninger.

I forhold til den periodiske afbrudte el og gas, så er det noget, man har gjort i mange år i hele det gamle Soviet - og ja også i Kiev. Siden sommeren 2014 har børnene gået mere i skole, for at man i den kolde tid kan lukke skoler for at spare gas og el, det vil sige, at lukningerne er planlagt og har været det længe. WARNING reklame: Vi har løst dette ved at have en dieselgeneratorer, så vores strøm ikke bliver afbrudt ved ikke-planlagte strømafbrydelser, og så vores udviklere kan arbejde rundt om de planlagte afbrydelser.

Manglen på udenlandsk valuta er bestemt et stort problem i Ukraine. Det er specielt svært for produktionsvirksomheder at skaffe valuta til at købe materialer, halvfabrikata osv., men det har ikke den samme betydning for it-branchen.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige pointere, at er der er bestemt ikke er udrejseforbud for alle mænd. Udrejseforbuddet gælder de mænd, som er mobiliseret (det er 50.00 mand ved at blive) og altså ikke samtlige ukrainske mænd.

4
3. marts 2015 kl. 09:43

Jeg ægrer mig over at version2 stiller blogplads til rådighed for dem der åbenbart bare bruger pladsen til at promovere sin egen business - istedet for at give spændende erfarring videre til os læsere. Endnu engang er der ingen problemer i Ukraine - så send blot mere arbejde til Ukraine.

Sandsynligvis har Carstens firma formået at få leveret det projekter som de har lovet, indtil videre. Lad os også håbe at det fortsætter sådan. Men pointen er at der er en ekstrem høj risiko lige nu i Ukraine - også udenfor krigszonen. Dette ignoreres helt i det indlæg, men ud fra min kollegaer jeg dagligt arbejder med og som sidder i Ukraine kan jeg rapportere: Der er problemer i dagligdagen mellem pro russiske og Ukrainske medarbejdere, som tager konflikten med på arbejde Der blev lavet udrejseforbud for mænd, så de kan stå til rådighed for hæren Bank systemet virker knap nok Der er mangel på udenlandsk valuta, så det er vanskeligt at få penge ud af landet Der er en stor inflation, som gør det vanskelig for nogle grupper Landet er meget tæt på statsbankerot Der er massiv propaganda fra Russisk (TV), som også ses i Kiev. I den del er vesten fjender (og det gør jo samarbejdet lidt svære, når "vi" er fjenderne) Den nuværende regering balancerer på et knivæg og er på nogen måder handlingslammet Gas forsyning fra Rusland er usikker, især efter at Ukraine har afbrudt forbindelsen til Øst. Selvom det ser ud til at der er der er aftalt leverancer indtil udgangen af marts. Osv osv

Lad mig lige slutte med en lille historie fra min kollega der fortalte at det var super, fordi myndighederne havde lovet at lade være med at slukke for strømmen i julen!! Det har de ellers gjort løbende for at spare energi Han bor i Kiev, som jo er langt fra krigen - men er det 100% normale land?

2
1. marts 2015 kl. 13:42

Hej Mikkel,

Du har helt ret i at jeg for et år siden havde eet blogindlæg med overskriften "Situationsrapport fra Maidin" (eller noget i den retning), og at jeg i det blogindlæg skrev om en at det var "Business as usual" for IT-erhvervet i - i hvertfald det vestlige - Ukraine. Det er også helt rigtig at nogle var af den opfattelse - måske støttet af Ulla Terkelsen's efter min mening lettere besynderlige udtalelser omkring borgerkrig - at det jeg skrev var om ikke på månen, så i hvertfald langt ude i hampen. Så ud fra det må jeg erklære mig Guilty as charged...

På trods af at folk beskyldt mig for at være langt ude i hampen, så er det fortsat min oplevelse at det igennem hele det år der er gået, har været business as usual for IT virksomhederne i det vestlige Ukraine, så at alt brød sammen i kaos kan jeg på ingen måde genkende. Når det er sagt så kan jeg sagtens forstå din skepsis omkring at samarbejde med et land med uro, krig eller lignende. Den situation har også givet os mange spekulationer, bekymringer og overvejelser.

3
1. marts 2015 kl. 14:55

Vi har et udviklingsteam baseret i Donetsk. De arbejder stadig for os. Men de opholder sig naturligvis ikke i Donetsk mere.

Det har været vanskeligt og der har været mange problemer, f.eks. med udbetaling af løn og hjælp til at finde et nyt sted at bo. Men det har ikke været verdens undergang. Teamet fungerer stadig.

Lidt ironisk at den russiske propagandemaskine hævder at etniske russere var forfulgt af styret i Kiev, men vores team består ikke af andet en etniske russere og nu er de fordrevne fra deres hjemsted - af russerne.

1
28. februar 2015 kl. 05:27

Var det ikke dig der forsøgte at bilde os ind at alt var i skønneste orden mens det hele brød sammen i kaos i sin tid?

Jeg kan godt forstå at du kæmper for din forretning hvis du allerede har en i landet, men jeg ville aldrig vælge at gå ind med noget nyt i nuværende situation, og jeg kunne heller ikke drømme om at hyre et udvikler team med risiko for at de bliver hevet til fronten som kanonføde for den Russiske hær ... Til det findes der altså for mange andre muligheder :)