Lederen af IT må være en dygtig forhandler, aggressiv, men også diplomatisk.
Jeg afsluttede 2022 med et infektionstal så højt at min læges apparat ikke kunne måle det og er nu ved at have spist mig vej igennem en dosis penicilin for lungebetændelsen og begynder at komme på højkant igen.
Men noget skulle jeg jo lave, så jeg gav mig til at trawle Ingeniørens Danmarkshistorie for gamle IT nyheder.
Resultaterne har jeg samlet på datamuseum.dk's wiki-side for gamle nyheder.
Blandt fundene er formodentlig den første IT jobannonce i Danmark, fra 23 november 1957:
Der er mange herlige artikler, men der er også nogen malurt i bægeret.
I 1959 er DASK stadig Danmarks eneste computer, der er snak om at bygge en efterfølger, men endnu intet konkret.
I mellemtiden er der allerede 28 computere i drift i Sverige.
Vi har fremsynede folk i Danmark, Professor Richard "lille P" rejser land og rige rundt og holder foredrag og Topsøe's Jørgen Kjær dundrer over dansk industris sendrægtighed osv.
I 1961 er der en stor konference, "DATA 61" i København og herfra kommer den artikel jeg har stjålet overskriften fra, hvor Poul Aalholm baseret på seks års IT-erfaring (i 1961!) i canadiske virksomheder, lægger svesken på disken.
Jeg har i tidens løb læst mange artikler som var seriøst forud for deres tid, f.eks Feynmann's "There's Plenty of Room at the Bottom", hvor han fra 1959 udpeger vejen fremad: Miniaturisering, mikrokredsløb og nanoteknologi.
Poul Aalholm er i samme klasse.
Hvis man lavede lidt triviel tekstbehandling, s/EDB/IT/g osv, så ville man kunne tillade sig at aflevere hans ord som en handlingsplan for et vilkårligt SAP/3 migrationsprojekt.
Ugen før er den en anden artikel, også med afsæt i "DATA 61", under overskriften "Databehandling er en opgave for ledere på højeste niveau" og den kunne man også helt uden problemer genanvende idag.
F.eks ville det have været smart hvis nogen havde læst og forstået det 60 år gamle budskab, inden man parallelparkerede Ministeriet for Digitalisering som et appendix til Ministeriet for ligestilling.
Det vil, som Poul Henningsen noterede sig, vare lang tid inden fremskridtet går for vidt i Danmark.
/phk

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.