Jeg er i Washington D.C. og i dagevis nu har jeg med min ældste søn gjort den som turist i nationens hovedstad, set utallige monumenter og besøgt stort set hele sættet af Smithsonian museer, hvor klimaks klart var NASAs Air and Space Museum; stedet, hvor Apollo 11 landingsmodulet møder den besøgende i indgangen, hvor Spirit of Saint Louis hænger fra loftet som en anden modelflyver og hvor et arsenal af satellitter, raketter og alskens flyvende isenkram tilfredsstiller drenge i alle aldre.
Med Apples annoncering af den nye iPhone 5 forleden havde jeg satset på at kunne få fingrene i dyret før alle andre eller i det mindste få et glimt af den formodentlig lange kø af soveposearmerede nørder, der i dagevis vil ligge i ufrivillig ske på Amerikas fortove foran Apples butikker i dagene op til lanceringen.
Det blev dog hurtigt klart, at den amerikanske lancering først sker om en uges tid, men det forhindrerede os selvfølgelig ikke i at begive os ud til Apples butik i forstaden Georgetown - bare for en sikkerheds skyld. I hovedet havde jeg et ekko af mit besøg i den elegante butik under jorden på New Yorks 5th Avenue i januar, men det blev også demonteret, for den i D.C. er mærkbart mindre og anlagt i gadeplan.
Apple butikkerne i USA er noget anderledes end de danske butikker, der vist bare skal signalere dyrt design og udmærker sig ved også at tilbyde undervisning i produkterne, samt on-site opsætning i selskab med en af de mange nørder, der er ansat til at fremme salget. En sådan fyr stillede sig op ved siden af os i butikken, mens vi stod klikkede løs på en MacBook Pro med Retina skærm. "Let me know if you need a drool bucket", var indgangsbønnen, hvorefter han forsøge at sælge os en.
Der var absolut intet i butikken der indikerede, at der snart kommer en ny iPhone og besøget var derfor temmeligt uforrettet. På vej tilbage til D.C. var det bedste vi kunne gøre derfor at filosofere lidt over fænomenet iPhone og hvad den nye version bringer. Den første version bragte en revolution af mobiltelefonmarkedet med sig, men hvad med den nye?
Den primære salgsparameter for alle Apples enheder lige nu er en højere skærmopløsning og det er da helt sikkert lækkert at få flere detaljer. Telefonen er tyndere og lettere, har mere batterilevetid og en lidt større skærm, så konkurrencen fra de andre smartphoneproducenter bliver imødekommet. Apple har udviklet sin egen chip til telefonen, der er hurtigere og enheden har angiveligt også hurtigere WIFI forbindelse, samt 4G - hvis det da ellers virker i Danmark. Simkortet er mindre og enheden forbindes med et nyt stik, begge irritationsmomenter for teleselskaber verden over og alle de, der har accessories med det gamle stik, men mere elegant er det bestemt. Endelig er der en lang række softwareforbedringer med iOS 6, hvor Apple nu har vredet sig fri af Googles kort, forbedret Siri, mm.
iPhone 5 lyder som en rigtig lækker oplevelse, men den er vist næppe revolutionerende og jeg spekulerer på om den nye telefon distancerer sig nok fra konkurrenterne til at Apple kan holde kadencen som trendsættende i et turbulent og stærkt konkurrencepræget marked. Hvad mener du?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.