I min forrige blog fremturede jeg, at den på det tidspunkt ikke lanceret app næppe ville få den store succes. Det blev mødt med juhu-råb og klap på skulderen. Enigheden var stor.
Min præmis var, at jeg ikke troede på, at folk vil tage den til sig. Ydermere ville den koste 20 mio. kr. Den vil kun blive brug forventeligt i seks mdr. Erfaringerne fra andre lande viste, at en sådan app ikke havde den ønskede effekt. Den danske app kunne lige så godt droppes, var den hårde konklusion fra min side.
Den app har man så kunne downloade siden i torsdags. Magnus Heunicke sagde i pressemeddelelsen i torsdags, at det bliver et konkret værktøj i kampen mod Corona. Hatten af for de gode taleskrivere på Christiansborg – retorikken fejler ikke noget. Heller ikke reklamen for denne app.
Det bliver spændende at følge, hvordan vi som danskere tager denne app til os.
Jf. en poll på DR vil ca. 80% downloade denne app. I det første døgn blev appen downloadet en kvart mio. gange. I går var meldingen at det var 300.000, som havde downloadet den . Det bliver udråbt som en rekord, men det er ca. 5 % af den danske befolkning, så der er lidt tid til, at vi når det adoptering, som folk angiver på DRs side. Når vi det?
Der var godt nok mange kritikere, inden appen blev lanceret. Jeg er selv en af dem. Måske er det tid til at æde sin egen hat? Hvordan kan den app – når nu den er der – blive en god succes?
Der er et behov!
Jeg bliver ved med at søge tilbage til mit fag omkring business case og gevinstrealisering. I hvilken som helst business case skal der redegøres for, om vi har et behov.
Jeg har tidligere nævnt, at målinger er vigtige – og den manglende test i starten af denne pandemi medvirkede til, at vi navigerede med bind for øjnene.
Der var et toneangivende nøgletal, som vi kunne stole på: Antallet af indlagte. Nu er antallet af indlagte nærmest ingenting. Vi har brug for at styre denne pandemi på anden måde – for den er derude. Og den bliver ved med at smitte vildt (af grunde som jeg ikke helt forstår, men jeg er jo heller ikke virolog), og det er nærmest breaking news hver gang.
Med åbning af grænser og folks vilde trang (det forstår jeg godt) til at være sammen gør, at vi alt andet lige vil blive mere eksponeret. Det er rudimentært. Nu hører vi også om smitte mellem mink og mennesker. Denne sygdom bliver ved med at overraske.
Vi vil ikke tilbage i huse og lejligheder, og økonomien har brug for at blomstre igen. Dvs. smitteopsporing er supervigtigt, ellers løber det løbsk igen i en evt. bølge to.
Hvad er løsningsalternativerne?
Step nummer to i en business case er en opremsning af alternativer ud over det, som allerede gøres i forvejen. Lad os forestille os to nye tiltag: a) Der er en manuel og b) der er en app. Giv mig gerne input til andre alternativer, så behandler vi det i en efterfølgende blog.
Ad a) Den manuelle
Den manuelle metode er kendetegnet ved, at man render rundt med en lille notesblok og noterer, hvem vi har været sammen med i løbet af en dag. Når uheldet så er ude, tager man sine lille notesblok frem og siger til den person, som ringer fra Patientstyrelsen, hvem man har været i kontakt med. De bliver kontaktet for at få at vide, hvad de så skal gøre.
Easy … men nok ikke gangbart.
Det koster 5,6 mio. notesbøger (én per borger), som kan købes i Kina for en ti’er. Ca. 56 mio. kr. til at starte med (der er nogle som ikke kan skrive i bøgerne og nogle smider sikkert sin væk). Dertil skal lægges dem, som skal sidde i det call center og opsøge smittespor. I min seneste blog var det vurdering, at vi havde brug for 1.800 personer (hvis man fulgte det engelske eksempel). Dvs. en lønomkostning på antageligvis 387 mio. kr. Dvs. nok en halv mia. kr., inden vi får set os om. Måske mindre.
Som jeg har underholdt med tidligere, så har jeg selv været smittet (den famøse tur til Ischgl). Mens jeg var syg (uden at vide det), sad jeg i en bus med 60 andre, og gik gennem Innsbruck lufthavn, hvor har jeg nok passeret 500? Siddet i fly med 300 andre, og sluttede turen med at gå gennem Københavns Lufthavn (Hvor mange har jeg ikke passeret der?). For at bare nævne en enkelt dag inden det blev konstateret, at jeg havde Corona …
Det med notesbøger kommer nok ikke til at virke.
Ad b) Der er en app
”Er der en app for det” … ja. Nu er der.
Princippet enkelt. Appen registrerer, hvem du har været i nærheden af. Bliver du syg, så vil den advisere dem, du har været tæt på i en periode bagud. Du skal ikke gøre andet end at downloade den og have din telefon på dig.
Easy … men alligevel har den rose torne.
Den officielle pris: 20 mio. kr. (hertil skal lægge de dele til, som er udviklet pro bono).
Den reelle pris bliver nok en del mere, da der bl.a. stadigvæk skal være én organisation omkring den. Jeg taler meget om TCO af løsninger. Et godt gammeldags Gartner begreb, hvor alle omkostninger til at drive en service skal regnes ind. Nuvel – der er nu langt op til en halv mia. som det manuelle alternativ. Det er her I godt må udfordre mig (igen).
Hvad er det for torne den der rose har? Jeg mener den har otte …
Det er helt tydeligt, at gevinsten ved denne app er, at vi som samfund kan stoppe noget, som kan eksplodere i hovedet på os. Dvs. et behov inden en evt. vaccine kommer. Grundpræmissen i enhver business case er, at der indføres en enabler (app i dette tilfælde), som kommer med nogle funktioner. Disse funktioner skal bruges inden nogen form for gevinster opstår. Hvordan får vi så denne app til at blive brugt/dowloaded? Hvordan får vi den til at blive en succes?
Mit opråb her er, at myndighederne bliver nødt til at adressere borgernes bekymringer. Ellers er der ikke tillid til projektet. Tillid er bare nøgleordet. Der ligger en kæmpe opgave her. Ved godt at DR har gjort et forsøg, men det er slet ikke nok.
1) Den virker kun, hvis alle har den!
Udsagn i min seneste blog var, at alle skulle have den. Ellers virkede det ikke.
Det har været oplyst mig, at SSI har foretaget simuleringer, som viser, at bare 30-40% ville bruge den, så har det en effekt på reduktion af smittekæder. Internationale studier viser, at det skal være 60%
Spørgsmålet er også om dem, som er i risikogrupperne kan blive beskyttet? Vil det være dem, som ikke har appen, da de ikke har en telefon eller deres telefon er for gammel? Hvad betyder det, hvis Danmark ikke når dette tal, jf. Version2 artikel om brugen i andre lande?
Rigtig mange har brug for oplysning om dette. Lade kritikkerne få lov til at ytre deres bekymringer og få udfordringerne adresseret. Så det er bare om at sætte i gang.
2) Teknikken virker ikke!
I min seneste blog blev Anders Kjærulff citeret. Hans vurdering er, at løsningen vil give en række fejl.
Har han ret? Hvis han har ret, vil det forsat give en bedre stop af smittekæder? Ingen ved det. Og tvivlen kommer ikke appen til gode. Der er virkelig brug for oplysning på det punkt, hvor alle kritikpunkter bliver adresseret. Få den youtube kanal startet, så alle aspekter bliver belyst.
3) Tech kritikkerne vil få has på den!
Nogle influenceres vil tale ondt om den ud fra et tech synpunkt. Jeg er ret sikker på, at denne app er designet efter alle kunstens regler, Security by design etc.
Men der er sikkert en eller anden, som alligevel finder et lille hul et sted. Og så bliver der en stor sag ud af det. Skal det her initiativ, så dø pga. det? Jeg er ret sikker på, at partnerne bag denne app vil gøre alt for at få alle huller lukket asap, så de vil gerne lytte til andre, som har fundet noget, som de ikke selv har fundet. Tror også de gerne både belønner og hylder.
Den negative bliver sværere at styre kommunikativt.
4) Der er ingen, som vil downloade den pga. frygt for overvågning!
Uha – staten skal ikke se i vores gøren og laden.
Der er blevet lovet højt og helligt, at den løsning er total anonym. Det var hele tanken med at bruge den API fra Google/Apple. Igen har vi tillid til FANG’er?
I andre situationer oplyser vi lystigt, hvor vi er, og hvem vi er. Fx datingappen Happn som fungerer ved, at en mand kun fik de kvinder op i sit feed, som han havde passeret. Eller Endomondo eller andre tilsvarende træningsapps.
Det er åbenbart kun i nogle tilfælde, at vi forbeholdne for at dele vores whereabouts.
Efter to dage har 9 % i Tyskland downloaded appen, der er bygget op som den danske app. De er kendt notorisk for at hade at blive overvåget. Derfor er kontanter så udbredt i Tyskland i forhold til DK.
Måske ser vi det samme billede i Danmark? Eller kommer vi til at opleve en større udbredelse? Succesen afhænger af, om tilliden til løsningen øges.
5) Appen er ikke relevant længere!
Jeg har mødt udsagnet, at man ville ikke downloade denne app, da den ikke længere er relevant.
Hvis der er så få tilfælde af smittede, at det faktisk er ligegyldigt? Eller hvis vi får en anden bølge? Der er virkelig brug form at der kommunikeres de statistikker ud, som gør, at behovet kan ses som reelt. Udfordringen er, at befolkningen virkelig begynder at miste tilliden til regeringen.
6) Den app er ikke relevant for mig!
Den gode gamle ”what is in it for me?”. Jeg har talt med mange, som bruger dette som begrundelse. Jeg selv tænker det samme, da jeg har vært syg og dermed (burde) være immun. Hvad så når jeg ikke er det? Hvornår er det? Burde jeg ikke vise samfundssind og downloade appen bare for at være sikker?
Hvis vi skal punktere denne holdning, så skal vi på en eller anden måde skabe et samfundssind og bede alle om at bruge deres fornuft og samvittighed, så denne app bliver downloaded.
7) Den skulle være gratis!
Det er en anden shit-case, som fylder meget hos mange: Den skulle være gratis, men det blev den så ikke.
Det er ikke første gang i historien, at en gave er vendt til en negativ historie. Bare tag Operaen som et eksempel
Jeg forstår godt at en giver ”capper” sin gave. Det svare lidt til at sige til en: Jeg vil gerne give dig en cykel, men jeg giver for 4.000,- Hvis du skal have for mere, så må du selv betale. Hvis den går i stykker, så må du selv betale. Hvis du vælger nogle andre hjul efter du har fået den hjem, så betaler du selv. Bliver den stjålet, så køber du selv en ny.
Giver bliver bare skurken her. Det kan være der så ikke bliver flere som gider at give, da der kun er utak? Eller er det som den gode Spies sagde ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale”?
Udfordringen her er, at det ikke hjælper på det overordnet formål – nemlig at stoppe smittekæderne. Trist at folk ikke kan se gaven i stedet for det negative.
8) Der er ikke et internationalt samarbejde!
Og så virker den ikke! Jo men nok ikke optimalt. Men den app vil alligevel understøtte en stop af smittekæder, hvis vi er mange i Danmark, som har den. Vi får ikke alle, men vi får det stoppet. Det er et vigtigt budskab, som skal ud.
Vi mangler det internationale arbejde. Apple og Googles løsning understøtter dette, men det kræver at det internationale arbejde starter på et andet niveau end det tekniske.
Skal jeg så i gang med at æde min gamle hat?
Lige nu tænker jeg ikke, at jeg skal i gang med at æde min gamle hat.
Jeg tænker også, at myndighederne har en kæmpe opgave foran sig, inden jeg kommer til at gøre det.
Men vi har brug for at effektivt stop af smittekæderne. Et eller andet sted, så er app måske det bedste bud! Så derfor er jeg villig til at starte en marinering af den hat, så den er mør og klar til at blive spist. Vi har virkelig brug for en smitteopsporing.
Hvad mener du? Hvordan kan du hjælpe til det bliver en succes? Hvordan kan jeg?

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.