I den seneste tid har der været en del fokus på overvågning af biltrafikken:
Kommunernes Landsforening mener at det vil koste en milliard gode danske kroner at skulle håndtere oplysnings- og samtykkekrav i forbindelse med ny digitale løsninger.
En trafikforsker giver et konkret eksempel på kommunernes bekymring: Et effektivt forbud mod at opsnappe MAC-adresser til trafikovervågning vil blive dyrt for samfundet.
En af leverandørerne fortæller beredvilligt om tiltag, der er gjort for at sikre privacy i ét overvågningssystem, der allerede er leveret til en kommune. Og får opbakning fra en privacy ekspert, der ser løsningen som et godt eksempel på "Privacy by Design"
Forbrugerorganisationen FDM udtrykker bekymring i det seneste nummer af sit medlemsblad Motor og mener, at bilisterne som udgangspunkt selv bør eje de data, der genereres i forbindelse med deres kørsel.
Leverandørorganisationen Dansk Industri trækker lidt på samme hammel som FDM med deres opfordring til regeringen om at droppe de danske forbehold over for ny fælles europæiske regler for databeskyttelse.
Debatten om privacy i relation til bilisme er ikke unik for den hjemlige andedam. I USA er bilindustrien for nylig blevet presset til at udarbejde nogle - omend meget vage - privacy guidelines.
Med fokus på den hjemlige debat kan det undre at kommunerne og deres landsforening ikke synes at være på bølgelængde med hverken leverandør- eller bruger-organisationer.
Debatten til de bragte artikler på Version2 tog primært udgangspunkt i privacyforhold, herunder om man nu kan stole på løfterne om "Privacy by Design" og hvordan man evt. kunne sikre sig mod uønsket identifikation. Jeg tror imidlertid at problematikken findes og bør adresseres på et højere plan, før man tager hul på hvordan privacy problematikkerne bedst kan løses.
Borgerne forstår at bruge internettet - hvorfor gør kommunerne ikke?
Ser vi på de forandringer internettet har ført med sig, er de største successer relateret til to- eller flervejskommunikation. Det gælder alt fra email, videotelefoni, søgning, handel og sociale netværk.
Indhentning af samtykke er tilsyneladende ikke noget problem for udbydere af disse tjenester. Man kan snarere diskutere om brugerne i mange tilfælde afgiver samtykke uden at sætte sig godt nok ind i hvad de samtykker til.
Kommuner og andre myndigheder kommer omvendt fra en verden, hvor man på basis af statistikker styrer borgernes adfærd via simple infrastrukturkomponenter som lyssignaler, vejbelysning, ventelister og mange andre administrationssystemer, der normalt ikke skal tage hensyn til borgernes individuelle behov eller motiver.
I denne simplistiske verden er der selvfølgelig ingen grund til at have dialog med borgerne (kunderne). Det vil være rent tidsspilde at udvikle egentlige internetbaserede løsninger, som man skal bede borgerne om at tilgå og bruge. I stedet kan man nøjes med at lave systemer, der blot indsamler data i form af tilfældige tekniske artefakter ved de kommunikations-løsninger, som de fleste borgere alligevel medbringer, når de færdes i trafikken.
Vil den model også fungere fremover?
I en tid hvor man snakker om "intelligente" løsninger, "smart cities" og optimal udnyttelse af dyr fælles infrastruktur, kan man i længden næppe nøjes med at rende i halen på borgerne og opsamle tilfældige signaler fra disse. Optimal styring af biltrafikken kræver også forhåndsviden om hvor bilisterne er på vej hen, eventuelle tidskritiske forhold på rejsen og personlige preferencer i relation til den fortsatte rejse.
Som situationen er pt. må bilisterne benytte Google Maps eller lignende for at få oplysninger om bedste rutevalg og aktuelle problemer på ruten. Men desværre kan Google ikke hjælpe med at styre lyssignalerne endnu. Og bør Google egentlig kunne tjene penge på at sælge mig "grøn bølge"?
Som bilister må vi altså både leve med suboptimal trafikstyring, med at aflevere vigtige personfølsomme oplysninger til amerikanske virksomheder, samt med yderligere at have 98 kommuner med hver flere skjulte black-box systemer til at tracke os.
Ved at koble sig "normalt" på internettet og etablere en reel dialog med bilisterne kunne kommunerne ellers sikre os en fælles specificeret og privacy-mæssigt veldokumenteret løsning, som kan tilgås på ensartet vis i hele landet. En løsning vi som borgere frit kunne vælge at stole på altid, nogen gange - eller slet ikke. Og hvor guleroden for brug af løsningen ville være attraktiv i form af personligt sparet rejsetid.
Hvor skal vi så hen?
Er det utopi at få borgere til at installere og samtykke til en app, der giver dem kortere rejsetid?
Er det utopi at få kommunerne og deres landsforening til at udnytte internettet som kommunikationsmiddel på linje med alle andre?
Vil det være en kamp af tilsvarende eller større dimensioner, som at få skabt et fælles EPJ-system?
Hvor mange milliarder ville samfundet kunne spare årligt, hvis de gjorde det?
Vil borgernes tillid blive påvirket af at tjenesten er transparent - d.v.s. at man selv kan se de data, der opsamles om en.
Eller skal vi hellere læne os tilbage og glæde os over, at kommunerne er helt på forkant med hensyn til IoT, blot med borgerne i rollen som "Things"?
...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.
