Hvad sagde jeg? Regeringen ser ANPG som en god business case!
Hold nu op, lige der kom regeringen til at stikke hånden ned i en hvepserede på størrelse med middelstor midtsjællandsk landsby. Her tænker jeg naturligvis på regeringens udspil om masseovervågning. Et emne, der har været flittigt debatteret ikke bare her på Version2, men samtlige medier med respekt for sig selv. Den generelle holdning blandt danskerne er; ”We don’t like”.
Historien gentager sig …
For 1½ år siden skrev jeg en blog, der handlede om den gode business case ved ANPG . Jeg var forholdsvis ny blogger og kom med et skabt synspunkt om, at det der overvågnings-noget da var en skide god business case. Jeg har sjældent været i så meget modvind.
Bare tjek kommentarsporet ud …
- ”Dette blog indlæg forekommer mig noget naivt, og jeg synes, at det udstiller forfatteren uheldigt.”
- ” Jeg syntes, det er problematisk, at du ikke finder det synderligt problematisk, at man i den grad, på flere områder, er begyndt at veksle folks frihedsrettigheder til "profitmaksimering".”
- ” Grunden til, at de ikke råber højt om ANPG's fortræffeligheder er da åbenlyst, at de ikke ønsker den debat om deres overtrædelse af alle etiske regler.”
Bare for at tage nogle af de mere fredelige af slagsen. Og så var der dem på Twitter.
Det gennemgående tema den gang var, at kommentatorerne ikke ønskede masseovervågning (hvor ANPG kun er et af mange tiltag i udspillet). Med de kommentarer, der er på de sociale medier, så virker det generelt, som der er en overvægt i befolkningen (uden jeg har reelt statiske belæg for det) imod masseovervågning.
Hvis man ikke kan få folk til at acceptere den nye løsning, så bliver det bare – i min terminolog – bare en dårlig business case. Sådan ser regeringen bare ikke på det. De står bare udfordringen om at få folk til at acceptere uden at diktere. Der er nemlig 1000-vis af eksempler på, hvor det hele er gået knap så godt, fordi man dikterede. Se bare Sundhedsplatformen.
Hvornår lærer vi af historien?
Hvorfor gør vi det så?
Er der et reelt behov?
Mit svar er: Det håber jeg så sandelig, der er, og at politikerne/politiet har en god grund til at gøre, som de gør.
Udfordringen er, om der er en god grund til denne beslutning om mere overvågning?
Dette er et klassisk eksempel på, at den brede masse ikke får fuld indsigt, men skal leve under konsekvenserne af de beslutninger, som andre træffer på baggrund af en viden, som kun få har indsigt i.
Hvis dette skal fungere, skal man have tillid til beslutningstageren.
Hvor tit er det ikke, at man på arbejdet er blevet mødt med ”Tror mig. Hvis du havde min viden, så ville du havde gjort det samme – jeg kan bare ikke dele det med dig.” Der er også det gamle indianerudtryk ”Før du kan forstå en mand, må du vandre en mil i hans mokkasiner”. Udfordringen her er, at vi ikke har tillid til vores politikere. Men har vi selv gået en mil i deres mokkasiner?
Tror jeg, der er et behov?
Ja! Det tror jeg på. Det kan godt være jeg fremstilles naivt, som f.eks. kommentaren fra den første blog indikerer. Jeg tror på, at vores trusselsbillede er forøget, og at der er sket en stigning i antallet af voldshændelser gennem de senere år. Flere og flere træffer selv private foranstaltninger mod dette trusselsbillede. Både fysisk og elektronisk. Dvs. vi opsætter ikke noget – uden, at behovet er der.
Men jeg kan også se, at vi har et generelt behov for, at færre skal håndtere mere. Det gælder ikke kun inden for Politiet (og andre sikkerhedsorganisationer), men også andre medarbejdergrupper som læger, sygeplejersker etc. Tag for eksempel udfordringen med at få praktiserende læger skal dække hele landet.
Dvs. vi har brug for at bruge teknologien til at hjælpe os til, at ”færre kan lave mere”. Det kan bl.a. lade sig gøre med flere sensorer, flere kameraer etc. Udfordringen er blot, hvordan kan vi komme ud over ”at det krænker privatlivets fred” eller ”nu kommer Big Brother”?
Hvis vi får det løst, så får ANPG og andre tiltag en anden klang – og bliver dermed en god business case for samfundet.
